FLUGT museum - Bramminginfo

Gå til indhold

FLUGT museum


Museet er tegnet af Bjarke Ingels Group, der blandt andet står bag stregerne til Tirpitz.
Den tidligere flygtningelejrs to oprindelige hospitalslænger har fået følgeskab af en nytegnet tilbygning, der forbinder de tre dele til ét stort museum. Tilbygningen er lavet i stål og kan derfor udadtil synes lukket. På den måde illustrerer facaden den lukkethed, som lejren var forbundet med. Den var indhegnet med pigtråd, og det var strengt forbudt for flygtningene inde i lejren at have noget med danskerne at gøre.
Tilbygningen
Den spændende tilbygning bugter sig mellem de to hospitalslænger og giver et bredt udkig ud til naturen og en model af lejren.
Receptionen
I tilbygningen ses et kig ind mod receptionen og med det flotte buede udkig ud mod det der tidligere var flygtningelejren
En stille stund
Ved siden af taskedepotet kan man sidde og nyde udsigten mens man sidder og bearbejder de mange indtryk man har fået og mens man måske samtaler om hvordan det mon må have været at være flygtning.
Hospitalsfløj vest
I fløjen kan man se en model af en hospitals-barak og udstillinger af ting fra lejren, og ved med audioguiden at aflæse mærkerne ved emnerne, får man en forklaring.
Biografen
I hospitalsfløjen kan man tage en tur i biografen
Cafe
Når sulten og/eller tørsten melder sig. kan man i cafeen nyde et økologisk måltid og med økologiske drikkevarer.
Hospitalsfløj øst
I hospitalsfløjen kan man se opstillede tableauer der relaterer til en flygtningeskæbne. Med audioguiden kan man høre to fortællinger dertil. En personlig historie, og en historie om baggrunden.
Interaktivitet
I fløjen er opstillet et stort interaktivt bord. Ved at interagere med bordet, kan man dykke nærmere ned i et valgt emne.
Lejren
Man kan gå tur i den enorme lejr, og med audioguiden får man en historie om nogle af de aktiviteter der var i lejren. Eksempelvis en tur i teatret.
Skole
Også en skole kommer man forbi. Ud fra regnestykket at dømme, er lidt undervisning i regning vist også tiltrængt.
Kirkegården
Kirkegården er meget velholdt. Korsene der oprindelig var trækors er udskiftet med granitkors.
Kirkegården
Bag hver gravsten/kors ligger der en menneskæbne begravet. En del blev født i lejren og mange døde
I den ene af hospitalslængerne fortælles historier om flygtninge. Historierne fortælles gennem personlige beretninger og det belyses hvad der gjorde disse mennesker til flygtninge. Gennem historier fra blandt andet Tyskland, Ungarn, Vietnam, Afghanistan og Syrien gør udstillingen tal til mennesker, og formidler de universelle erfaringer, tanker og følelser, der knytter sig til det at være et menneske på flugt.

I forbindelse med udstillingen er den udleverede audioguide en nødvendighed. Formidlingssystemet fungerer godt. Man peger på et af de mærker der ses ved de udstillede genstande, og en stemme fortæller om hvad det er man ser.

I den anden hospitalslænge fortælles om lejren. Der fortælles via udstillede genstande, modeller og tekst. I et rum der kunne være lejrens gamle biograf, vises filmklip fra livet som det udspillede sig i lejren.
I samme bygning finder man en café der har bæredygtighed og økologi i fokus.

I slutningen af Anden Verdenskrig ankom mere end 250.000 tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. Den Røde Hærs angreb på Nazityskland i krigens sidste måneder gik i høj grad ud over civilbefolkningen og fordrev millioner af tyskere fra deres hjem. I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal Plantage i Oksbøl. Den husede 35.000 flygtninge, da den var størst.

Da lejren var både opsamlings- og gennemgangslejr, har mindst 85.000 mennesker stiftet bekendtskab med lejren. En del tog deres første åndedrag bag pigtråden i lejren og mange foretog deres sidste.
Der er ikke bevaret mange af lejrens bygninger, men gadenettet er bevaret. Via ovenstående link kan man se det kæmpestore område som det ser ud i dag, og man kan se hvordan det så ud dengang.
Som museumsgæst kan man gå tur i lejren. Der er en rute på omkring 6,5 Km. der har mulighed for en afkortning så turen bliver på lidt over den halve distance. Ved at anvende audioguiden, kan man gå tur på de samme gader/stier som dengang og man kan høre lyde som de kunne have lydt da lejren var beboet. Lydkulissen er lavet så godt at man flere gange vender sig for at se den hest der traver bag en, eller for at se det motorkøretøj der snart vil passere en. På udvalgte steder er der lavet markeringer af funktionen der var på lokationen dengang. Det kan være en biograf, en skole eller et værksted. Samtidig fortæller audioguiden om stedet og stedets funktion via skuespillerstemmer der udfører relevante dialoger eller monologer.

I umiddelbar nærhed af museet, finder man flygtningekirkegården.
Flugten foregik om vinteren i bidende kulde, for mange til fods under traumatiske og voldsomme forhold. Da de tyske flygtninge ankom til Danmark, var de dybt mærkede af den hårde flugt. Som konsekvens af flugten og sygdomme var dødstallet i den efterfølgende tid højt. Lejrens døde blev begravet på Flygtningekirkegården, hvor vedligeholdelsen i dag varetages af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge.
FLUGT – Refugee Museum of Denmark
Præstegårdsvej 21, 6840 Oksbøl

Besøg museets hjemmeside for oplysninger om priser og åbningstider.

Besøg Cafeen "FLUGT Café"

Et besøg på museet kan anbefales. Den nybyggede modtagesektion er næsten et besøg værd i sig selv. Udstillingerne i de tidligere hospitalsfløje fortæller lidt om lejren og en hel del om flygtningeproblematikker. Ved besøget i lejrområdet kommer de udleverede audioguider til sin ret. Der er ikke meget at se men med lydene kan fantasien sættes i sving. Sæt omkring 2-3 timer af til et besøg og hvis lejrområdet udforskes og kirkegården besøges så afsæt 4 timer.
Lidt om flygtninge og om lejren
At fortælle hele historien om lejren, flygtninge og flygtningeproblematikker på en side er selvfølgelig ikke muligt. Nederst på siden er angivet kildemateriale - i dette materiale er det muligt at søge mere uddybende fortællinger.
Siden skal ses som et forsøg på at give baggrund for noget af den historie man ser folde sig ud ved et besøg på museet. Museet kan heller ikke fortælle hele historien, men kan vise tingene, og kan sætte tanker og diskussioner i gang, som kan bruges eksempelvis i en skoleklasses emnearbejde.
Selvom der her kun er en side, så er det en af de længere, og der er derfor i nederste venstre hjørne en mulighed for at springe direkte til et afsnit. Klik på "Sideindeks" vil åbne og lukke indekset.
Hvornår er man flygtning?
Det er man når man opfylder FN's definition på en flygtning. Ser man tilbage på de mennesker der beboede lejren, opfyldte de definitionen på flygtninge, og blev da også kaldt flygtninge, men ser man på hvordan deres sager blev behandlet så blev de nok nogenlunde behandlet som vi i dag behandler afviste asylansøgere der ikke umiddelbart kan hjemsendes.
Ophold i lejre og forsynet med alle nødvendigheder. Man var omgivet af pigtråd og havde ikke tilladelse til at forlade lejren, i modsætning til lejre i dag hvor lejre må forlades i dagtimerne.
De første flygtninge ankom i februar 1945, og FN blev oprettet den 24. oktober 1945, med Danmark som et af de dengang 51 medlemslande. FN flygtningekonventionen blev udarbejdet den 28. juli 1951, og Danmark underskrev flygtningekonventionen, som det første land i verden 4. december 1952, og den har siden været grundlag for den danske asyllovgivning.
Så behandlingen af flygtningene i perioden 1945 - 1949 overtrådte altså ikke flygtningekonventionen; den eksisterede ikke.
FLUGT museumsudstilling
Der findes forskellige betegnelser der indeholder ordet flygtning.
Bekvemmelighedsflygtning: Person som er flygtet fra sit hjemland af økonomiske årsager og ikke pga. politisk eller religiøs forfølgelse
Kvoteflygtning: Person der ikke befinder sig i Danmark. Er man kvoteflygtning kan man blive genbosat i Danmark. At blive genbosat betyder, at Danmark skaffer et nyt hjem til flygtningen, fordi han eller hun har mistet sit oprindelige hjem.
Kvoteflygtninge, som kommer til Danmark, får opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8.
De facto-flygtning: Person, der ikke opfylder betingelserne i FN's Flygtningekonvention, men hvis forhold er sådan, at andre lignende eller tungtvejende grunde tilsiger, at vedkommende ikke bør sendes tilbage til sit hjemland.
Klimaflygtning: Person, som på grund af klimaforandringer og ekstremt vejr må forlade sit hjem, enten midlertidigt eller permanent, internt i sit eget land eller på tværs af landegrænser.
Flygtning ifølge FN: En person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil"

Der kan være grader af overlapning af disse begreber. For en familie på flugt, er det ikke nødvendigvis alle i familien der falder ind under samme begreb. Flygter man igennem flere lande hvor beskyttelse er mulig, men hvor der derefter søges til andre lande af forskellige årsager, kan man på samme tid være flygtning og bekvemmelighedsflygtning.

Alle der kommer til Danmark og beder om ophold, er migranter. Søger man om asyl, er man asylansøger. Matcher man FN-definitionen er man flygtning og skal tildeles asylstatus. Alle ansøgninger skal behandles og der skal ske en individuel vurdering. Er ansøgningen åbenbar begrundet eller åbenbar grundløs er sagsbehandlingstiden forholdsvis kort. Er sagsbehandlingen kompleks kan sagen trække ud. Ligeledes hvis ansøgeren ikke samarbejder. Hvis ansøgeren har destrueret eller gemt identifikationspapirer og forsøger at lyve om alder og/eller baggrund. Hvis ansøgeren påberåber sig en eventuel ny religion eller andre ting. Sager kan ankes. Og selv når sagen er endelig afgjort med afslag, kan ansøgeren nægte hjemrejse. Hvis der ikke foreligger nogen aftale med hjemrejselandet kan et ophold på et asylcenter trække ud i mange år. Da mange af de asylansøgere der har formået at rejse langt for at opnå ophold i Danmark, må betegnes som de mere ressourcestærke asylansøgere, tager en del af ansøgerne sagen i egen hånd når udsigten til ophold fortoner sig, og "flygter" så til et andet land hvor et nyt forsøg gøres.
Flygtningelejr i Shinkiari, Pakistan. Foto: David Mark.
Flygtninge 1945
Den største del af flygtningestrømmen kom fra de østlige områder i tyskland - de tyske østlige områder havde en noget større udstrækning under Weimarrepublikken og hertil kom de områder der erobredes/besattes indtil 1945.
Den 12/13 januar 1945, indledte Den Røde Hær en voldsom offensiv mod de tyske østgrænser - fra Østersøen til Karpaterne.
27. januar befriede sovjetiske styrker den stort set tømte koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau. I Østprøjsen, længere mod nord, gik fremrykningen lidt langsommere. Den 26. januar 1945 blev de sidste landforbindelser fra Østprøjsen mod vesten afskåret. Østersøen var nu eneste mulige flugtvej.
Det var ikke tilladt hverken militærpersonel eller civile at flygte. Gjorde man dette kunne man blive henrettet. Da russerne nærmede sig blev det tilladt civile at rømme området. I begyndelsen af februar 1945 modtog Werner Best en førerordre om at flygtninge ”forbigående må føres tilbage fra Rigets østområder og indkvarteres i Riget og i Danmark”. Det var nu muligt med hjælp af den tyske hær og flåde, at søge mod Danmark.
Flygtninge Østpreussen 1945
Flygtningestrøm ved det Kuriske hav i det nordlige Østpreussen, marts 1945. Billede: Bundesarchiv, Bild 146-1979-084-05 / CC-BY-SA 3.0
Den tilbageværende civile tyske befolkning var skræmt ved udsigten til at falde i hænderne på de fremrykkende sovjetiske styrker.
Vinteren 44/45 var med temperaturer ned til minus 20 grader, men kulden var nok ikke det flygtningene frygtede mest. Kvinderne frygtede den korte sætning "Frau komm!", sagt af en russisk soldat. Flygtningekaravanerne bevægede sig kun med en hastighed på få kilometer/time, og de fremrykkende russere bevægede sig hurtigere. Da de fleste tyske mænd var ved fronten, var den største del af flygtningene kvinder og børn. Mindst en million tyske kvinder blev under russernes fremfærd voldtaget. Hvis de nægtede eller gjorde modstand blev de ofte skudt. Cirka hver tiende døde efter voldtægten - enten fordi de blev skudt eller fordi de fik store skader eller begik selvmord. Nogle blev voldtaget af mange og en voldtægt kunne stå på i mange timer. Russerne skelnede ikke mellem kvinder og børn - også børn blev udsat for voldtægt.
Russerne berøvede også flygtningene deres ejendele. Men russerne stjæler mere end tyskernes ejendele. I hemmelighed har Stalin beordret indfangningen af tyske civile til at genopbygge Sovjetunionen. På den måde skal de afdrage Tysklands krigsgæld. Eftersom de fleste tyske mænd er ved fronten, anbringes tusinder af unge kvinder i kreaturvogne og ender som tvangsarbejdere i sibiriske fabrikker.

Lige så grusomt tyskerne havde opført sig i Rusland, lige så umenneskeligt opførte russerne sig i Tyskland.
Selv ikke når flygtningene havde nået en havneby og havde fået skibslejlighed kunne de vide sig sikre.
Wilhelm Gustlof
Wilhelm Gustlof. Billede: Bundesarchiv, Bild 183-H27992 / Sönnke, Hans / CC-BY-SA 3.0, CC BY-SA 3.0 de
"Wilhelm Gustloff" blev benyttet som hospitalsskib under 2. verdenskrig under navnet Lazarettschiff D, og var indrettet med plads til 500 patienter. På sin sidste sejlads blev "Wilhelm Gustloff" benyttet til at transportere flygtninge fra Gotenhafen vestpå.
Skibet sank 30. januar 1945 i Østersøen ved den pommerske by Stolpmünde, efter at være blevet ramt af 3 torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13.  Fordi skibet var overfyldt, var der alt for få redningsbåde.
1.239 mennesker blev reddet af andre skibe. Det reelle tabstal er uklart, fordi ingen med sikkerhed ved, hvor mange mennesker der faktisk var om bord. Pga. hastværket under flugten og den voldsomme ombordstigning af desperate mennesker, fik man ikke alle registreret. Forskellige kilder udviser skøn fra godt 5.000 til godt 9.000 omkomne - nogle kilder angiver tal helt op til 12.000. Selv det midterste tal gør det til den største skibskatastrofe i historien.

"Steuben" var et tysk luksusdampskib der tidligere hed ”München”. Dampskibet blev i 1930 omdøbt til ”SS General von Steuben” og i 1938 blev navnet forkortet til ”Steuben”  - opkaldt efter Friedrich Wilhelm von Steuben.
I 1944 blev hun tvunget til at være troppetransportskib, der sendte tyske soldater til baltiske havne og returnerede til Kiel med sårede soldater. Skibet blev sænket 10. februar 1945 af den sovjetiske ubåd S-13. Mindst 3000 omkom, og få hundrede blev reddet.

"Goya" var et norsk fragtskib bygget ved Aker Værft i Oslo.Tyskerne overtog skibet under krigen og brugte det til transport af soldater. Da krigen var ved at være slut, deltog skibet i "Operation Hannibal", hvor man evakuerede tyskere - nazister og hovedsageligt civile - fra forskellige punkter i Østersøen.
Skibet havde samlet cirka 6.700 mennesker op for at transportere dem mod vest i en konvoj af skibe. Men de blev spottet af sovjetiske bombefly, som bombede skibene. Ved et mirakel, så lykkedes det Goya at klare bombardementet og skibene søgte tilflugt i bugten ved Gdansk, hvor en sovjetisk ubåd spottede dem igen, og fordi et skib i konvojen var beskadiget, så kunne skibene ikke sejle fra ubåden.
Omkring midnat 16. april 1945, ramte to torpedoer Goya, som knækkede på midten og forsvandt på kun fire minutter ned i sin kolde, mørke grav på Østersøens bund, hvor den trak næsten alle 6.700 mennesker med sig - 183 overlevede.
Hvadenten tabstallene for "Wilhelm Gustloff" er 6000 eller 9000 er forliset af "Wilhelm Gustloff" og "MS Goya" to af de største skibskatastrofer i historien.
Video produceret af danmarkshistorien.dk - Århus Universitet. Museumsinspektør John Jensen fortæller om flygtninge og om lejren. Bliv klogere på danmarkshistorien.dk
Lejrene
Fra den 12. februar kunne man se tyske flygtninge i Danmark. De kom med tog op gennem Sønderjylland. Flygtningestrømmen tog til, da der også kom flygtninge fra især østområderne og i maj 1945 befandt der sig omkring 540.000 tyskere her i landet.
Omkring 250.000 var tyske soldater og hertil kom omkring 50.000 sårede soldater der var ført til landet for behandling, pleje og rekreation og herudover var der omkring 25.000 ikke-tyske flygtninge.
Af de omkring 540.000 tyskere var de 240.000 tyske civile flygtninge.
De civile flygtninge ankom over en forholdsvis kort periode og for at skaffe indkvartering, beslaglagde de tyske myndigheder bygninger som skoler, hoteller og forsamlingshuse. Da det var besættelsesmagten der organiserede dette, var det ikke bifaldt af den danske befolkning. Departementchefsstyret ved direktør i udenrigsministeriet, Nils Svenningsen ville modtage så få flygtninge som muligt men den tyske rigsbefuldmægtige i Danmark, Werner Best, så det fredelige Danmark som et godt sted at huse tyske flygtninge.
Det var besættelsesmagten der stod for flygtningenes forplejning, og betaling var for tyskerne ikke noget problem da der blev trukket i Danmarks Nationalbank på clearingkontoen og værnemagtskontoen.
Fra Berlin kom der ordre om at flygtningene hovedsageligt skulle indkvarteres i lejre, hvilket gjorde administration og forplejning enklere og mere effektiv, og i tilfælde at russerne kom til Danmark, så ville en eventuel evakuering være nemmere at foretage.
Men stadigvæk var flygtningene spredt på mange lokationer, og især i Sønderjylland var der privat indkvartering.

Befrielsen - Montgomery
Montgomery kører gennem Strøget (Amagertorv) i København. Billede: Nationalmuseet - National Museum of Denmark from Denmark, CC BY-SA 2.0
Efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945, meddelte den allierede overkommando at de omkring 240.000 tyske flygtninge på grund af kaos i Tyskland, foreløbig skulle blive i Danmark.

Forholdene for de tyske flygtninge var kaotiske efter befrielsen, og de danske myndigheder havde først midt i maj måned et overblik over antallet af flygtninge, antallet af indkvarteringssteder, eller hvordan sundhedstilstanden blandt flygtningene så ud. Som nævnt var de tyske flygtninge fordelt over et utal af forskellige steder. Efterhånden samlede de danske myndigheder de tyske flygtninge i baraklejre, dels nye lejre og dels de militære kaserner, flyvebaser etc., som tidligere havde huset tyske soldater. Hele dette arbejde blev overordnet styret af Flygtningeadministrationen, der udførte den daglige administration, logistik etc. gennem Statens Civile Luftværn. Det praktiske arbejde blev gennemført af 8 ingeniørhold fra Beskæftigelsescentralen under Arbejds- og Socialministeriets Flygtningeadministration, der blev oprettet i efteråret 1945 til i samarbejde med Statens Civile Luftværn at varetage situationen omkring de tyske flygtninge.

Med udgangspunkt i lov nr. 21 af 4. februar 1871, § 7 blev der forbudt og under strafansvar at have samkvem og forbindelse med de internerede tyske flygtninge. Desuden blev flygtningene med hjemmel i Fremmedlovens §14 "nægtet varigt ophold i Danmark". Den 24. juli 1945 var ca. 10.000 danskere beskæftiget med at bevogte lejrene.

I oktober 1945 var flygtningene samlet i 465 forlægninger, som i 1946 var bragt ned til ca. 100 forlægninger. Den 15. august 1946 var antallet af de tyske flygtninge blevet gjort op til 196.518. Efterhånden som de blev hjemsendt, blev behovet for mange lejre mindre og den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage i Danmark.
Dresden 1945
Dresden 1945. Sådan så mange tyske byer ud i 1945, efter besøg af de allieredes bombetogter. Ophold i en sådan by, der var under administration af en af de allierede i en af de 4 besættelseszoner og hvor der var knaphed på næsten alt, var sandsynligvis ikke at foretrække fremfor et ophold i Danmark. Billede: Bundesarchiv, Bild 183-Z0309-310 / G. Beyer / CC-BY-SA 3.0
I alle lejrene var der en dansk lejrchef. Men den interne "ledelse" af lejren blev i høj grad varetaget af tyskerne selv. I lejrene blev der valgt en tysk "borgmester", og alle barakker valgte en barakformand. Dette var bl.a. for at vænne tyskerne til en demokratisk tankegang. Alle lejre havde desuden en lejrkontor, der hjalp med hele administrationen omkring lejrene, bl.a. den store eftersøgningstjeneste, hvor flygtningene havde en mulighed for at søge pårørende andre steder i Danmark - og i udlandet. Lejrene var små samfund med børnehaver, skoler, kirker, værksteder, alderdomshjem og - i sagens natur - en kæmpemæssig logistik med forplejning, lægehjælp (tyske læger og sygeplejersker) osv. Efterhånden udbyggedes også aktiviteterne i lejrene. De danske myndigheder var fuldt ud klar over, at "lediggang" er roden til alt ondt", så man opmuntrede til aktiviteter i lejrene. Alle lejre havde deres eget tyske "lejrpoliti" og egen domstol, der tog sig af småforseelser. Større forseelser blev behandlet i det danske retssystem.

I løbet af relativt kort tid blev der oprettet kontrolinstanser fra dansk side, og der blev gennemført inspektioner af lejrene, bl.a. de medicinske forhold, sundhedssituationen, forplejningssituationen etc. Utvivlsomt bidrog disse inspektioner til at bedre forholdene for de flygtende. Forplejningen var indledningsvis ikke den bedste (men dog bedre end i Tyskland), men dette forhold bedredes efterhånden. Der var specielle rationer til småbørn, syge, hårdtarbejdende etc.

Men opholdet i lejrene var jo ufrivilligt, da flygtningene ikke kunne komme tilbage til Tyskland, før de allierede gav tilladelse til det. Mange havde oplevet at miste nogle af deres kære under krigen, eller kendte ikke til deres skæbne. De havde forladt deres hjem, og selve flugten havde også været kaotisk. Oveni dette var der hele uvisheden om, hvornår de kunne komme tilbage til Tyskland - og hvorhen i Tyskland.


Oksbøllejren 1945-49
Oksbøllejren 1945-49.  Udsigt fra brandtårnet over barakbyen. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Oksbøllejren
1929 oprettede hæren en artilleri-øvelsesplads på Kallesmærsk Hede mellem Blåvand og Vejers ved Jyllands vestkyst. Her var det mulig at øve i at skyde med skarpe skud. Anledningen var, at hæren i 1920'erne havde anskaffet sig nyt feltskyts med en rækkevidde på op til 21 km, hvorfor man ikke længere kunne benytte eksisterende skydeterræner ved Jægersprislejren og Fuglsølejren nær Mols Bjerge. Soldaterne boede mens de øvede sig i skydning, i telte nordvest for Oksbøl. Efterhånden blev anlægget en af Danmarks største militære øvelsespladser. Udover selve området, hvor Oksbøllejren blev etableret, opkøbte og lejede staten store dele af Kallesmærsk Hede, arealer nord og nordvest for Mosevrå Kirke samt arealer mellem Ål og Vrøgum Klitplantager, delvis ved ekspropriation. I 1932 udgjorde arealet i alt 2.600 ha

Da Danmark i april 1940 blev besat af tropper fra den tyske værnemagt, opnåede øvelsespladsen hurtig besætternes interesse. Lejren blev nu uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl” og blev overvejende brugt til uddannelse af østfrontssoldater. I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftigt med den såkaldte Nordlejr, der blev lagt til den allerede eksisterende Sydlejr og der opstod en stor værnemagtlejr med en komplet infrastruktur, med sygestuer, forvaltning, køkken, forplejningsafdeling, kaserne, hestestalde og meget andet. Kun få af bygningerne blev opført af sten, den største del bestod af træbarakker. Mange værnemagtsoldater havde her nu deres øvelsespladsophold: artilleri, infanteri, pansertropper og andet. Her blev der også opstillet troppeafdelinger til felttoget mod Sovjetunionen. Lejren kunne rumme en hel division (ca. 12.000 soldater). Som den øvrige del Vesterhavskysten blev lejren indhegnet, danskere havde kun adgang som civilarbejdere (køkken, værksteder). Den tyske militærlejr havde cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. I slutningen af krigen blev tropperne efterhånden sendt til værnemagtens fronter.
I maj 1945, hvor de tyske soldater forlod lejren, var der indkvarteret 9-10.000 tyske flygtninge. Selvom soldaterne havde forladt lejren var der ikke med de daværende bygninger og infrastruktur plads til de mange flygtninge der ankom indtil antallet toppede, så lejren blev løbende udbygget med nye bygninger og faciliteter.
Bag hegn
Dagligliv i lejren
Lejren startede som flygtningelejr i februar 1945, hvor de første flygtninge kom til lejren og hvor de var sammen med de tyske soldater. I slutningen af krigen blev mange af lejrens soldater sendt til østfronten, så der var eller blev plads. Efter befrielsen steg antallet af flygtninge i Oksbøllejren til over 35.000 for senere at falde frem til 1949 hvor den sidste flygtning forlod lejren.
Reelt var lejren en storby med alle de funktioner en storby havde og har. Indbyggerne kunne frit bevæge sig i lejren, men skulle blive indenfor de ca. 10 kilometer pigtråd der omgav lejren.
Selvom lejrens indbyggere var afskåret fra det omliggende samfund, havde lejren stor indflydelse i området.
Nogle eksempler på leverancer til Oksbøllejren i november 1945:
70.000 liter mælk, 70.000 kg kartofler, 68.000 kg rugbrød, 53.500 kg grøntsager og 25.000 kg sigtebrød.
Leverancerne kom så vidt muligt fra nærområdet. De mange tons rugbrød til Oksbøllejren blev leveret af byens to bagermestre, som dog slet ikke kunne dække efterspørgslen. Derfor leverede en bager i det nærliggende Varde og Varde Brødfabrik også brød, det samme gjorde Bagermestrenes Brødfabrik og Fællesbageriet i Esbjerg. Derudover kom der leverancer fra Bagernes Rugbrødsfabrik i Aarhus og Bagermestrenes Brødfabrik i Odense. Ligeledes blev kartofler leveret af avlere i de omliggende småbyer, og når behovet var større end kartoffelavlerne kunne levere, trådte det statslige Kartoffeleksportudvalg til. Den lokale gartner i Oksbøl leverede grøntsager og den lokale fiskehandler leverede fisk. Ligkister blev leveret af den lokale snedker. Smør, ost, og kød (bacon, flæsk og pålæg) stod de respektive statslige udvalg for.
Administration
Lejren var dansk ledet og var underlagt Statens civile Luftværn. Der var en administrativ stab på 29 personer og herudover til disposition for kommandanten, en bevogtningsstyrke på ca. 400 befalingsmænd og menige, en politiafdeling på ca. 40 mand og en CBU-afdeling på ca. 40 befalingsmænd og menige.
Til sammenligning havde Varde kommune med et befolkningstal i 2020 på omkring 50.000, lidt over 3.000 fuldtidsbeskæftigede ansatte i 2020.  Altså omkring 6 ansatte pr. 100 indbyggere.
Da bevogtningsstyrken var udenfor lejren, havde lejren altså omkring 0,32 ansatte pr. 100 indbyggere, da lejren var på 35.000 indbyggere. Da det ikke er muligt for 29 personer at administrere 35.000, lod man i princippet lejren administrere sig selv med dansk overopsyn.
Der blev nedsat et byråd på 28 medlemmer. Medlemmerne blev valgt af indbyggerne, men kandidaterne skulle være ikke-nazister, hvilket var svært for danskerne at kontrollere, men her stolede man på at tyskerne selv kunne.
Byrådet bestod af en borgmester og en viceborgmester og 26 "byrødder". Der var 21 kandidater for blokkene. En blok var et område benævnt A,B,C osv. En blok var typisk omgivet af 4 gader. Nogle af de mindre blokke blev slået sammen.
Af de 28 var 4 udpeget af lejrkommandanten og 3 var udpeget af magistraten.
Den danske lejradministration 1946
Den samlede danske lejradministration 1946. Lejrchef Bjørnholm med sin stab foran den administrative bygning i Oksbøl. Bjørnholm ses midt i billedet i uniform. Yderst til venstre ses næstkommanderende, løjtnant Jørgen Wandler (1915-1991). Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Indkvartering
Princippet i forbindelse med indkvartering var, at familier, der ankom samlet, så vidt muligt blev holdt samlet, eller så nær hinanden som muligt.
Indkvarteringen skete primært i de ca. 210 mandskabsbarakker og de ca. 70 hestestalde som værnemagten havde anvendt.
Sengekapaciteten udvidedes i takt med at behovet opstod, og omkring jul 1945 var der tilkommet yderligere 20.000 sengepladser.
Udvidelserne af lejren  fulgte så vidt muligt tilgangen af nye flygtninge. Når de mindre lejre som typisk var tidligere tyske forlægninger blev rømmet blev mandskabsbarakkerne demonteret og genopført i de tilbageværende lejre. Der modtoges også et betydeligt antal barakker fra Sverige, de såkaldte skovhuggerbarakker.
Mandskabsbarakkerne var indrettet med med en midtergang og værelser til begge sider. Gulvene var af træ. Hestestaldene var et stort rum der opdeltes af forhåndenværende materialer; typisk tæpper. Etagesengene i 2- og 3 etager var anbragt mod ydervæggene. I hestestaldene var der lysindfald fra oven ved 2 langsgående rækker vinduer, og gulvene var af beton, som efterhånden blev dækket af måtter.
Hestestaldene var egentlig de dårligste steder at blive indkvarteret, men var alligevel foretrukket af nogle på grund af lysindfaldet og på grund af at man der ikke var så plaget af lus og væggelus.

Lejrens dårligste boligforhold var i blok K der lå ca. 750 meter stik vest for hvor det nuværende museum ligger, og hvor barakkerne lå mellem 2 og 3 gange så tæt som i i andre blokke.
Den 3. september hvor lejren blev åbnet for journalister, var der en journalist der blev vist rundt af løjtnant Wandler, der overfor journalisten betegnede K-blokken som lejrens "enfant terrible". I enheder af 24 kvadratmeter boede der 18 mennesker, som alle var meget utilfredse. Der var snavset og der var utøj i form af lopper og lus og fremfor alt; væggelus. Forholdene blev ikke bedre af at der i K-blokken ikke var hverken vand eller kloak.

Det siger sig selv at ikke alle steder og alle tider var lige gode. Boligtypen og hvor man var placeret i bygningen betød noget. Om det var i tider med overbelægning eller ikke, betød noget. Om der var vand og toilet betød noget. Om det var sommer eller vinter betød noget. I spørgsmålet om hvordan det oplevedes betød det sikkert også noget hvilke vilkår man kom fra og hvilke levevilkår man var vant til - og især betød alder nok også noget. Børn opfattede nok opholdet forskelligt fra hvordan de voksne opfattede det.

Ved et inspektionsbesøg i februar konstateredes det at spædbarnsdødeligheden igen var stigende, og mødre med spædbørn blev flyttet ud af hestestaldsbarakkerne og overført til særlige barakker og man begyndte at opføre nye barakker til mødre med spædbørn. Ved et kontrolbesøg i marts 1946, konstateredes det at barakforholdene var forbedrede og at barakforholdene stadig forbedredes.
Oksbøllejrens rugbrødslager
Oksbøllejrens rugbrødslager. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Forplejning
De allierede styrkers hovedkvarter (SHAEF) gav oprindelig ordre til at kalorieantallet pr. flygtning ikke måtte overstige 1.800 kalorier. Dette fandt de danske myndigheder for lavt og satte i et kostreglement af 24.5.1945, kalorieantallet til 2.000 kalorier pr. dag. Da man erkendte at opholdet kunne blive af længere varighed fastsatte sundhedsstyrelsen 17.1.1946, en kostplan der foreskrev 2.500 kalorier pr. dag.
Ved inspektioner fandt man ud af de nye rationer ikke udnyttedes fuldtud, og 22.6.1946 greb Kjærbøl ind med et cirkulære der angav at fødevarespild skulle undgås og at der eventuelt skulle ske en tilpasning af visse fødevarer som ikke var populære.
I Oksbøllejren fastsatte lejrintendanten i samråd med den danske lejrlæge doktor Krarup, og tyske repræsentanter for ernæringsudvalget en normalportion til at indeholde 2.270 kalorier. Hertil kunne der ydes et tilskud på indtil 500 kalorier og særforplejning.
Særforplejning blev hentet eller bragt. Den tildeltes lazaretpersonale, patienter(3 kategorier), svagelige personer, sukkersyge, krigsinvalider og bloddonorer. Alle under 15 år og særlige kostmodtagere (herunder gravide) fik dagligt en halv liter sødmælk. Derudover fik enhver i den varme forplejning 1,5 liter skummetmælk ugentligt.
Den varme mad (middagsforplejningen) blev efter tysk ønske, leveret som en sammenkogt ret. Det skete dagligt kl. 12, fra 21 køkkener der hver kunne betjene 1.500-2.000 personer.
Den kolde forplejning (morgenmad og tørkost) blev fordelt barakvis for 2-3 dage ad gangen fra 4 udleveringssteder. Den bestod bl.a. af brød, smør, kødpålæg, ost, sukker og havregryn.
Hver person var udstyret med et kort (Esskarte) angivende hvilken portion den pågældende måtte medtage. Ved udlevering stempledes kortet.
Maden var tilstrækkelig og den var sundhedsmæssigt i orden. Men spændende var den ikke, og lejrledelsen var helt klar over dette. Flygtningene fik mulighed for at anlægge små urtehaver, og lejrledelsen udleverede frø.
I tilknytning til Oksbøllejren var der 3 gårde, hvor personer fra lejren drev landbrug. Herudover var der et gartneri.
Friske grøntsager og urter fra landbrug og gartneri sammen med urter fra de små bede omkring beboelsen, gav et tilskud til maden, så man kunne sætte sit personlige præg på den ensformige kost.
Det var en ringe trøst for lejrens beboere at indbyggerne i de mest sønderbombede byer i hjemlandet i perioder skulle klare sig med rationer helt ned til 700 kalorier om dagen.
Tandhjul i urværk
Arbejde
For at lejren kunne fungere som et minisamfund, var det vigtigt at beboerne fungerede som de små tandhjul og fjedre der holder et urværk i gang. Selvom der kom tilførsler udefra var det vigtigt at lejren kunne forsyne sig selv med mange daglige fornødenheder.
Der var indført arbejdspligt som omfattede alle mænd mellem 14 og 65 år, og kvinder mellem 14 og 60 år. Undtaget var gravide eller kvinder med mange børn, krigsinvalider, uarbejdsdygtige eller personer med forsørgerpligt. Arbejdet var ulønnet da beboerne ikke måtte være i besiddelse af betalingsmidler, men i visse tilfælde kunne der være tale om særydelser som bedre indkvartering, kosttilskud, større tobaksration eller radiotilladelse. Da mændene var i stærkt undertal, var det kvinderne der måtte stå for meget af arbejdet - også det grovere arbejde som normalt ville udføres af mænd.
Der skulle bruges mange personer til tørvearbejde (læsning af vogne og stabling), forplejning (depot, tilberedning, udlevering), transport, undervisning, sanitetsvæsen, administration og diverse håndværk (malere, blikkenslagere, smede, gartneri, jprd- og betonarbejdere, automekanikere og meget mere).
Nogle af værkstederne/funktionerne:
Røgeriet hvor 50 personer i 7 ovne røgede 50 tons sild, sildehaj, makrel og ising om måneden. Røgeriet havde en max. kapacitet på 100 tons månedligt.
Salteriet der nedsaltede 100 tons sild årligt.
Sækkesystuen hvor 22 personer af 500 sække kunne fremstille 112 par benklæder, 85 overalls,320 kitler, 3.800 forklæder 460 håndklæder og 800 sandalremme.
Gartneriet hvor 55 personer på 15 tdr. land dyrkede grøntsager og tobak, og leverede blomster til begravelser og højtidsdage.
Landbruget ( 3 brug) der lå 3 km. vest for lejren og hvor 59 personer på 121 tdr. land, dyrkede korn, tobak, grøntsager og hvor der holdtes 210 svin, 700 år, 16 heste, 4 køer samt 200 stk. fjerkræ.
Spinderiet hvor 90 personer med gammeldags karter og rokke, årligt behandlede uldgarn fra lejrens 700 får og 550 angorakaniner. Garnet udleveredes i vindsler af forskellig størrelse til til den enkelte forbruger eller til
strikkestuen hvor 133 personer fremstillede produkter af garnet.
Koste- og børstenbinderiet hvor 54 personer månedligt fremstillede 3.000 enheder.
Kurvemageriet hvor 32 personer månedligt leverede 150 kurve af 1 ton pil.
Stramajsystuen hvor 75 kvinder dagligt borderede i 6 timer.
Halmfletteriet hvor 307 personer dagligt producerede 50 stk. sko, tasker og måtter.
Bogbinderiet hvor 66 personer årligt leverede 18.300 bind.
Instrumentmageriet hvor 8 personer årligt frembragte 70 mandoliner og 10 violiner.
Legetøjsfabrikationen hvor 87 personer årligt fremstillede 9.000 enheder fordelt på 15 forskellige typer.
Minerydning blev foretaget af et par tusinde tyske soldater der blev tilbageholdt for at foretage det yderst farlige arbejde med at rydde for miner. Mineryddernes antal faldt efterhånden som de blev hjemsendt eller omkom under udførelsen af arbejdet. En stor del af minerydderne var indkvarteret i Oksbøllejren.

De angivne antal personer og mængder varierede med belægningsprocenten og med tilførslen af råvarer.
Samtlige værksteder medvirkede ved produktion af artikler til almindeligt brug, eksempelvis skoleatlas, undervisningsmateriel, værktøj, motordele, barnevogne, senge, rullestole, piber, rokke, ligkister, kjoler, habitter, huer, tøfler og meget andet.
Alle materialer der overhovedet kunne genbruges, blev anvendt.
Flygtningeadministrationens kirketjeneste skaffede gennem kirkelige forbindelser i navnlig Schweiz, Sverige og USA, omkring 170 tons beklædningsgenstande, og flygtningeadministrationen supplerede dette gennem løbende indkøb, så hoveddepotet i København, kunne forsyne de enkelte lejre. I lejrene blev tøjet syet om på systuer eller af flygtningene selv. I Oksbøllejren suppleredes dette med beklædningsgenstande fra strikkestuen.

Udover den vigtige fremstilling af nødvendige produkter havde arbejdet en anden vigtig funktion - opretholdelse af den mentale sundhed. Selvom lejren var så stor at man kunne opholde sig længe i den uden at se pigtråden, ville isolationen sammen med lediggang kunne medføre "lejrkuller".
Infrastruktur
Infrastruktur
Selvom lejren ikke var en storby med højhuse, motorveje og millioner af indbyggere, så var det dog efter danske forhold en storby, og krævede som en sådan, infrastruktur i form af el, vand, gadenet og kloakering.

Gadenettet bestod af omkring 100 kilometer veje. Vejene var makadamiserede med grusbelægning. Selvom der ikke blev kørt med høje hastigheder fremkom der ujævnheder der skulle udbedres. Især kørsel med motoriserede køretøjer kunne være et problem. Gummihjulene kunne ved selv lave hastigheder suge fine partikler op, hvilket gav alvorlige støvgener, og ved højere hastigheder og acceleration og decelleration var der slitage på vejene. Lejren havde derfor arbejdshold til vedligeholdelse. Der var hastighedsbegrænsninger i lejren - Lastvogne måtte højst køre 20 km/t og personvogne højst 30 km/t.

Jernbanen havde en station lige uden for lejren. I lejr-perioden var der en ekstra station ("Station Nord") i Oksbøl, beliggende ca. 800 meter nord for Oksbøl Station. Fra "Oksbøl Nord" var der en smalsporet bane der løb gennem lejren. Lejren havde derved forholdsvis nemt ved at modtage forsyninger og distribure forsyninger ud i lejren. De daglige leverancer til køkkenerne kunne således fortrinsvis foregå på skinner.

Lejrens elværk havde 4 dieselgeneratorer på 800 hk. I 1947 producerede disse maskiner 1.042.600 kWh med et forbrug på 350.000 liter diesel. Lejren havde desuden 2 transformatorstationer hvorigennem der leveredes strøm fra Karlsgårdeværket, hvorfra der i samme periode leveredes 430.000 kWh. Desuden leveredes fra Ål sogns transformerforening 36.900 kWh. Ialt forbrugte lejren i 1947 omkring 1.500.000 kWh.
Strømmen leveredes til lejrens bygninger gennem 25 km. luftledninger med ialt 120 km. tråd.

Vandværket havde 4 boringer, hver med en ydelse på 67 kubikmeter vand i timen. Der var et vandrørsnet på omkring 50 kilometers længde, og til det var tilsluttet 1360 vandhaner, 950 klosetanlæg og 43 brandstandere.

Rensningsanlægget kunne behandle 2000 kubikmeter spildevand i døgnet. Lejrens 65 km. lange spildevandsnet førte vandet til rensningsanlægget, hvor det gennemgik en mekanisk og biologisk rensning, hvorefter det rensede spildevand ledtes ud i Ho bugt.

Badeanstalten havde en kapacitet på 1.700 bade pr. dag, fordelt på fællesbade og kabiner med bruse- og karbade; de sidstnævnte forbeholdt invalider og ældre.
Hver flygtning kunne påregne at få et varmt bad hver 14. dag. Hyppigheden var dog arbejds- og aldersbestemt. De mindre børn fik næsten daglige bade, og ved stærkt smudsende og svedende arbejde var badefrekvensen hyppigere end de 14 dage.

Vaskeriet havde en kapacitet til at vaske 11 tons tøj pr. uge.
Skole
Skole
Før maj 1945 var det tyskerne selv, der stod for undervisningen af flygtningene. Undervisningen var nødtørftig. I den kaotiske tid omkring og lige efter befrielsen var ansvaret overgået til danskerne, og den første tid gik mere med organisering end med undervisning. Der skulle skaffes undervisningsmateriale og lærerkræfter, og de potentielle lærere skulle screenes for nazistiske tilbøjeligheder. Tyskerne havde efter Hitlers magtovertagelse været udsat for nazistisk propaganda. Dog ikke helt ufrivilligt - Hitlers parti NSDAP fik ved valget i 1932 over 37 procents tilslutning, og ca. hver tiende tysker var, eller havde været medlem af nazistpartiet. Det var derfor yderst vigtigt at lærerkræfterne og undervisningsmateriale ikke fortsatte denne indoktrinering, men tværtimod koncentrerede sig om indlæring og forståelse for demokrati. Det var dog først et stykke tid efter at man havde erkendt at hjemsendelse kunne have lange udsigter at man fik ordentlig gang i undervisningen og at man samtidig erkendte at det nok også var den danske stat der havde ansvar, for udover undervisningen i fag som regning og stavning også havde ansvar for undervisning i demokrati. Det pædagogiske skulle dog nedtones så meget at der ikke opstod en modreaktion - det skulle ind som en selvfølgelig del af undervisningen.
I begyndelsen af januar 1946 udsendtes  et cirkulære  med besked fra undervisningsudvalget om, at der 1.1.1946 var antaget 6 flygtningeundervisningsinspektører med hver sit danske distrikt. Disse 6 skulle føre tilsyn med undervisningen, vejlede pædagogisk, antage eller afskedige tyske lærere, sørge for undervisningsmateriel og sammen med lejrledelsen skaffe så gode klasseværelser som muligt.
Da belægningen i lejren var størst var fordelingen således:
Mænd over 14 år - 5.500, Kvinder over 14 år - 17.300, Børn fra 6-14 år - 7.700, Børn fra 0-6 år- 4-500. Det ses således at der var mindst 7.700 børn i den undervisningspligtige alder.
Lejren var opdelt i 4 skoledistrikter - Bezirke.
Bezirk I havde 2.075 elever i 45 klasser i barakkerne P5 og T12
Bezirk II havde 2.748 elever i 48 klasser i barakkerne R8-10 og K21
Bezirk III havde 1.555 elever i 35 klasser i barakkerne G7 og G18
Bezirk IV havde 1.155 elever i 38 klasser i barakkerne Y12, Z12 og Z13
Der var i gennemsnit 45 børn pr. klasse - ret mange når man tager i betragtning at vi i dag har et klasseloft på 26 for de mindre klasser.
Liederbuch
Nogle af børnene havde ved flugten fået afbrudt deres skolegang - dette skulle der samles op på, og samtidig skulle de ældre elever klargøres til at kunne fortsætte i det tyske uddannelsessystem når de vendte tilbage. Tyskland havde udover håndens arbejdere også behov for advokater, læger og ingeniører når landet skulle opbygges.

Ud over børnehaver, folkeskoler og gymnasier, blev der oprettet en lang række specialskoler såsom:
Ungdomsskoler, fagskoler (Landbrugsskole, købmandsskole,, skrædder-, frisør-, sygepleje-, børnehave-, husholdningsskoler og mange flere). Alt dette krævede store ressourcer og meget administration, men det var nødvendigt for at gøre flygtningene klar til et nyt liv i hjemlandet, og det var samtidig godt for det mentale helbred.
Walter Schulze var undervisningsleder i Oksbøllejren. Han var tysk modstandsmand som havde fundet ophold i Danmark. Her havde han stiftet bekendtskab med Grundtvig og højskoletanken, og sammen med Karl Rowold (også modstandsmand og medredaktør af "Deutsche Nachrichten") og Karl Raloff (samme baggrund) skabte de i Oksbøllejren idegrundlaget for "Sonnenberg ideen" - En højskoleide transformeret til tyske forhold som stadig eksisterer.

I Oksbøllejren arbejdede man sammen om at gøre undervisningsmateriale klart. Af eksisterende materialer som tyskerne havde efterladt tog man det man kunne bruge, man lavede oversættelseslister så noget dansk undervisningsmateriale kunne bruges, og man forsøgte at skaffe materiale fra udlandet. Man havde i lejren mulighed for at kopiere/duplikere og man kunne indbinde bøger.

Generelt havde man ikke brug for dansk/tyske ordbøger. Oversættelseslisterne var en undtagelse. Der måtte nemlig ikke undervises i dansk - tyskerne måtte ikke lære at tale dansk. Især i begyndelsen - hvis en lejrbeboer havde fået tilladelse til at komme udenfor lejren, måtte man ikke samtale med andre end hvor det var nødvendigt.
Der blev først og fremmest undervist i regning, tysk, religion, geografi, biologi, gymnastik og sang. Af de bøger der blev fremstillet til flygtningene og til undervisningsbrug var den største succes nok "Liederbuch für die deutschen Flüchtlinge in Dänemark" der blev fremstillet i omkring 100.000 eksemplarer. Den indeholdt 76 kendte sange.


Udflugt til sø
Udflugt til en af lejrens to søer - sandsynligvis Præstesøen. Der gøres klar til  en badetur. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Fritid
I lejren befandt der sig mange børn og unge og det har givetvis været svært for disse børn at få tiden til at gå udenfor skoletiden. Udover boldspil og gymnastik, var der ikke mange muligheder for lege og aktiviteter, så lejrlivet har været trist og ensformigt. Denne lediggang førte til, at især de unge drenge, fandt på negative aktiviteter. Ved lejrens etablering var der hurtigt opstået små "drengebander" der bekrigede hinanden og som bedrev småkriminalitet og rapserier. Lejrledelsen ønskede selvfølgelig at dette måtte ophøre, og kontaktede chefen for Det Danske Spejderkorps (DDS), og 2 repræsentanter for korpset og 1 repræsentant for Det Danske Pigespejderkorps (DDP) ankom til lejren d. 6. december 1945, for at drøfte mulighederne for at starte en spejderbevægelse blandt de unge.
Både lejrledelsen og ledelsen i DDS og DDP vidste at det ikke ville blive en nem opgave, idet man var fuldt bevidste om spejdersagens udvikling i nazityskland.
Hitlers magtovertagelse i 1933 blev også begyndelsen på den tyske spejderbevægelses opløsning, idet Hitler, på trods af sin beundring for Baden-Powell, frygtede den indflydelse spejderbevægelsen havde på ungdommen. I 1934 opløste han spejderbevægelsen i Tyskland og satsede massivt på, at børn og unge blev opdraget i den rette ”Germanske ånd”. Midlet til det var Hitler-Jugend og Hitlers plan var, at alle tyske børn skulle være en del af bevægelsen.
Umiddelbart inden børnenes 10 års fødselsdag modtog familien et brev, hvori der stod, at barnet nu var gammelt nok til at indtræde i Jungvolk eller i Jungmädel, der stod også hvor og hvornår tjenesten skulle begynde. Hvis barnet ikke mødte op eller svigtede møderne, havde det konsekvenser. Når børnene blev 14 år, var de gamle nok til at fortsætte i Hitler-Jugend eller Bund Deutcher Mädel. Organisationer der gradvist optog hele børnenes fritid; der var møder, ture, hjemmeaftner osv. Alle møderne var politisk styrede, og havde et eneste formål - at opdrage børnene til den rette indstilling.
Drengene skulle lære troskab til det nazistiske styre og til føreren og ellers gøres klar til livet som soldat. Drengene blev udsat for hårde prøver, hvis egentlige formål var at udpege kommende ledere til civiladministration eller hæren.
Pigerne skulle ligeledes lære troskab til det nazistiske styre og til føreren og ellers gøres klar til livet som tysk hausfrau og fødemaskine.
På trods af den åbenlyse indoktrinering af børnene, var der mange lighedspunkter med spejderbevægelsen. Begge organisationer brugte de samme virkemidler: Kammeratskab, friluftsoplevelser og eventyr.
Der er rigtig mange lighedspunkter mellem Hitlers børne- og ungdomsarbejde og spejderne, men der er heldigvis også rigtigt mange forskelligheder. Det er netop disse forskelle, der betød, at spejderbevægelsen kunne gøre en forskel blandt flygtningene.
Den størst og vigtigste forskel mellem Hitlers børne- og ungdomsarbejde og spejderbevægelsen var den, at spejderbevægelsen forsøgte at opdrage børnene til at blive demokratiske borgere, der kunne acceptere mennesker på trods af forskelligheder i religion og race. Spejderbevægelsen havde og har stadig som et af sine internationale mål, at man kan leve i fredelig sameksistens og at man ikke automatisk er et bedre menneske, fordi man tilfældigvis er født i et bestemt land.
Hitlerjugendlejr
Hitlerjugend teltlejr 1933, Zeltlager Hitlerjugend, Deutsches Jungvolk (Pimpfe).- Auf dem Zeltplatz. Billede: Bundesarchiv_Bild_133-045
Selvom der ved mødet d. 6. december havde været en repræsentant for DDP, var det dog ikke DDP der kom til at stå for pigernes deltagelse i spejderlivet - det blev i stedet KFUK. Dette skyldes nok mest at der i lejren var en fru Groot der ønskede at KFUK skulle stå for opgaven.
Men opgaven blev igangsat og fra de 4 "Schulbezirke" blev der valgt ialt 12 voksne som kommende ledere, og desuden nedsattes forældreråd således at forældrene var medbestemmende for rammerne omkring dette nye tiltag.
Takket være frivillige bidrag fra spejderafdelinger rundt omkring i landet blev der tilvejebragt forskellige former for udstyr, så man kunne begynde arbejdet "i marken".
Spejderarbejdet blev drevet efter de normale danske normer. Instruktioner og øvelser foregik for det meste udendørs, men hvis vejret var ekstremt, kunne spejderne låne ”Vervaltungsbarak 1” til formålet. Lejrens rammer har naturligvis givet nogle pudsige situationer, eksempelvis da spejderne skulle aflægge 1´ste klasses prøvens punkt: 10km. vandring på 2 timer. Dette måtte foregå inden for lejren, hvor spejderne gik 2 1/2 omgang langs med pigtråden, så tæt på de kunne komme uden, at komme på kant med den danske bevogtning, der afpatruljerede. Selve prøven må også have vakt opsigt blandt de tyske flygtninge - det gik fornøjeligt til med en rask sang af og til og "Liederbuch für die deutschen Flüchtlinge in Dänemark" har sikkert været flittigt benyttet.
Spejderne fik også lov til at afholde lejrbål et par gange og som en tillidserklæring til spejderne, blev der givet tilladelse til at en trop på i alt 35 drenge (inkl. staben) måtte tage på lejr ved Sølager sø hver weekend. Dette gav helt uanede muligheder for spejderarbejdet og viser klart, hvor højt lejrledelsen satte arbejdet.
Det var dog drengene der fik love at komme udenfor lejrens område - pigerne fik ikke på samme måde som drengene lov til at arrangere spejderture med overnatning udenfor lejren. De fik dog lov til at vandre ud til Præstesøen for at lave endagsarrangementer, og nogle gange fik de tilladelse til at gå udenfor hegnet for at samle bær.
Det er værd at bemærke, at lejrens ledelse og spejderførerne fulgte datidens normer om, at piger ikke kunne tåle at ligge i telt. Dette argument virker i denne sammenhæng paradoksalt, når man tænker på hvilke strabadser flygtninge-pigerne har måttet tåle på deres vej til Danmark.
Men også drengenes tilladelse blev inddraget. I weekenden den 3. og 4. maj 1947 var spejderne, som så mange gange før på lejr ved Sølager sø. Søndag d. 5. maj, skete der et uheld; der udbrød brand på lejrpladsen. Det var ikke en lille ”uskyldig” brand men en stor skov- og hedebrand, der kom helt ud af kontrol. Branden raserede 1000 tdr. plantage og hede. En ejendom nedbrændte, kirken og flere gårde var stærkt truet og man  måtte udkommandere CBU kolonnen fra Oksbøl, ca. 200 soldater samt brandværn fra Varde og Esbjerg. Det krævede en kraftig indsats at få slukket ilden. Heldigvis kom ingen af spejderne til skade, men uheldet fik alligevel katastrofale følger for spejderarbejdet, idet spejderne med øjeblikkelig virkning blev forment adgang til området og igen måtte lade sig nøje med at drive spejderarbejde inden for pigtråden. Branden skønnedes at have kostet 100.000 kr. hvilket svarer til lidt over 2 millioner kroner i dag.
Lejerledelsen tog branden meget alvorligt og anklagede den ansvarlige tyske spejderfører Klaus Klein for at have forvoldt branden. Han blev idømt 20 dages hæfte, som han afsonede i arresten i Varde i begyndelsen af januar 1948, hvorefter han blev hjemsendt til Tyskland.
Spejderarbejdet var på det tidspunkt allerede presset af, at hjemsendelsen af flygtningene var begyndt, og en del af de oprindelige førere allerede var sendt til Tyskland.
Af  lejrens unge, havde omkring 500 drenge og 400 piger deltaget i spejderarbejdet, så ca. 900 unge tyskere fik deres første kendskab til en demokratisk ungdomsforening via spejderarbejdet i Oksbøl.
Akropolis
Kultur
Flygtningene blev skaffet tag over hovedet, tøj på kroppen og daglige måltider, men mennesket lever ikke af brød alene.
Der skulle også skaffes åndelig føde til flygtningene, og man måtte begynde helt fra bunden med kulturelle aktiviteter. Med oplysnings- og kulturarbejde, med ungdomsskole, med "Volkhochschule", med studiekredse og foredrag og meget andet.
Den 2. november 1945, nedsattes et oplysningsudvalg med Johannes Kjærbøl som formand. I Oksbøllejren nedsattes et udvalg med højskoleforstander J. Th. Arnfred, Askov (som også havde sæde i det statslige udvalg),  politifuldmægtig H. Schlanbusch, Varde, førstelærer P. C. Paaske, Oksbøl, sognepræst H. B. Graabæk og hans kone, samt en repræsentant for lejrledelsen, som regel lejrchefen.
I lejren var et bibliotek som stod for at skaffe bøger, vedligeholde bøgerne og give dem ny indbinding når de havde været gennem mange hænder. Indbindingen foregik på lejrens bogbinderi.
Der var også adgang til at høre radio i bestemte tidsrum - dog ikke danske stationer.
De tyske soldater havde fået opført en kæmpestor soldaterbiograf "Kino". Denne bygning brugtes nu til filmforevisning for lejrens beboere, på ugentlig basis.
I løbet af 1. halvår 1946 var der centralt blevet etableret en filmtjeneste med ca. 50 smalfilm og almindelige spillefilm, en del med pædagogisk sigte for øje. Filmene var dels værnemagtsefterladenskaber, der godkendtes af danske censorer, dels lån fra Statens Filmcentral og Statens Filmcensur. Enkelte film låntes hos private aktører til meget lav pris.
Biografen "Kino" skiftede senere navn til "Theater-Oxbøl".
I lejren indkøbtes musikinstrumenter som blev stillet til rådighed, og der var et værksted der fremstillede instrumenter og vedligeholdt samme. Blandt beboerne var der en del dygtige musikere og der etableredes et dygtigt ensemble med flygel, strygere, og træblæsere under ledelse af en særdeles kompetent kapelmester. Senere oprettedes også mindre ensembler for kammermusik og hjemlig musik.
I februar 1945 kom direktøren for Staatstheater Danzig, Walter Warndorf med sin hustru Eva Warndorf-Just til Danmark, og overtog 1. juni teater- og filmvirksomheden i "Kino"/"Theater-Oxbøl".
Den tidligere teaterdirektør formåede blandt lejrens mange beboere at finde både rigtige skuespillere og talentfulde amatører, og sammen med dygtige dekorationsmalere, kulissebyggere, belysningsmester og kostumesyersker lykkedes det at stable mange fremragende forestillinger på benene. Selvom materialerne til kostumerne var primitive (papir, strå, sækkelærred og crepepapir) så var de flot udført, og sammen med et førsteklasses belysningsanlæg, et dygtigt orkester med en professionel dirigent og en fremragende akustik i salen, så blev der fremført forestillinger der ikke stod tilbage for noget provinsteater selv i en større by - i mange tilfælde overgik forestillingerne det man ellers kunne opleve i landets teatre.

Oksbøllejren havde desuden en dansehal, "Bunte Bühne" som var et forlystelsessted, hvor lejrlivets bekymringer kunne glemmes for en stund. Her mødtes især lejrens unge om aftenen for at synge, danse eller opføre små sketches. Den blev desuden benyttet som revy- og varietéteater. For børnene var der desuden Mester-jakel, marionetteater og krybbespil til jul. Disse aktiviteter var sammen med ungdomskoncerter, en vigtig del af kulturarbejdet.

Som en repræsentant for de danske der bidrog til kulturlivet i lejrene, skal nævnes C. M. Savery (Carl Maria Savery (1897-1969)) som i perioden 1945-1949 var konsulent under Flygtningeadministrationens Oplysningsvirksomhed og ydede en stor menneskelig, musikterapeutisk, pædagogisk og kunstnerisk indsats for tusindvis af tyske flygtninge i lejre overalt i Danmark.
Hans opgave var at etablere og organisere musikalske aktiviteter indenfor lejrene som f.eks. dannelsen af orkestre og kor. Derudover skulle han medvirke til at løfte og organisere det musikalske arbejde i lejrenes kirker, skoler og teatre, og han skulle finde passende musikalsk materiale hertil. Der var fra dansk side tale om, at flygtningene skulle deltage aktivt, og ikke blot underholdes. Saverys indsats var udelukkende af iværksættende og pædagogisk art.
Han var fast tilknyttet "Kløvermarken" som også var en af landets store lejre. Han kunne ved selvsyn se at det musikterapeutiske arbejdede gavnede flygtningenes mentale helbred, og erfaringerne fra "Kløvermarken" bragte han med ud i sit virke i de andre lejre. Han var en utrolig afholdt person blandt lejrenes beboere. Han forstod at tale til folk og han forstod deres mentalitet. Dette skyldtes måske at selvom han ikke var flygtning, så var han født og opvokset i Tyskland, og kom til Danmark som 11-årig. En tysk baggrund var ikke noget man i tiden reklamerede med, men hans baggrund har givetvis været medvirkende til hans utrolig gode kontakt med lejrbeboerne og til hans beherskelse af sproget.
Theater Oxbøl
Flygtningelejrens teater og biograf "Theater-Oxbøl" den tidligere soldaterbiograf "Kino". Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Det tidligere illegale blad "Deutsche Nachrichten", rettede sig mod de tyske flygtninge med en udgivelse af 10. juli 1945.
Men ikke før Statens civile Luftværn udsendte et cirkulære af 8.12.45, blev bladet udgivet som officiel lejravis.
"Deutsche Nachrichten" var en ugeavis, ikke speciel for Oksbøllejren, men for alle lejre. I et oplag på 20.000 udkom den således, at ca. hver tiende flygtning fik et eksemplar. Dvs. godt ti flygtninge skulle deles om en avis. Deutshe Nachrichten havde siden 1943 eksisteret som en illegal Københavneravis, men en tysk avis for tyskere. Dens redaktører var sammensat af en dansker og socialdemokratiske og kommunistiske emigranter fra 30'ernes Tyskland samt medlemmer af en tysk modstandsgruppe i Danmark. Det var faktisk en tysksproget parallel til Information.
Den var et vigtigt organ i lejrene. Det var den eneste måde hvorpå flygtningene kunne følge med i, hvad der rørte sig i andre lejre i Danmark og i deres hjemland, Tyskland.
Flygtningene havde indtil 15. november 1945, ikke lov at skrive til udlandet og postforbindelsen med Tyskland blev først genåbnet april 1946, og breve var underlagt censur. De skrappe regler for flygtningenes brevkommunikation havde både politiske og praktiske grunde. Særligt i den første tid var det nødvendigt at være opmærksom på, at der kunne gemme sig krigsforbrydere eller højtstående nazister blandt flygtningene. Samtidig var flygtningenes skrivelyst enorm. I årene 1946-48 afsendtes knapt 300.000 breve fra Oksbøl- lejren til personer i andre danske flygtningelejre og knapt 250.000 til udlandet; næsten 1.900.000 til Tyskland efter postforbindelsen var blevet åbnet.
De havde selv lov til at komme til orde i avisen, hvilket gav mulighed for at efterlyse savnede børn, forældre, slægtnige og venner. Avisen indeholdt mange gode politisk-pædagogiske artikler, der også blev brugt som materiale i studiekredsene. Studiekredse, der bl.a. var oprettet for at give flygtningene en sund demokratisk opdragelse, en »genopdragelse«, til at få dem væk fra det nazistiske styres tankegang og forberede dem til et nyt liv i et nyt Tyskland.
Ved ugentlige, ofte bevægede redaktionsmøder, fastlagdes retningslinjer og indhold i åben diskussion mellem de socialdemokratisk og kommunistisk orienterede redaktionsmedlemmer, der dog altid nåede frem til enighed om bladets indhold. Enkelte gange greb den danske redaktør Jefsen ind og gik imod den tyske redaktionsstabs indstilling, f.eks. da man i redaktionen var enig om, at Marshallplanens hjælp skulle afslås. Her forlangte Jef Jefsen, at bladet skulle gå ind for Marshallplanen, hvilket skabte en del bitterhed i redaktionsstaben, der var indstillet på at afslå. Sagen var meget penibel. Ét sted i hele det tidligere besatte Europa udkom en tysksproget avis, redigeret af tyskere, nemlig i Danmark. Et af efterkrigstidens og pressehistoriens store kuriosa. Skulle dette for danske pengemidler udgivne og af dansk ansvarshavende redaktør ledede blad nu gå imod officiel dansk udenrigspolitik, der accepterede Marshallplanen? Det vovede den normalt tavse, men opmærksomt lyttende redaktør Jefsen ikke at lade passere. Ved vedtagelsen (af Marshallplanen) i Folketinget i april 1948, var det kun Danmarks Kommunistiske Parti, som stemte imod.
Bladet var nok ikke lige populært hos alle lejrens beboere, på grund af den opdragende tone og på grund af det kommunistiske præg bladet havde, selvom man førsøgte at nedtone det. Men bladet blev nok læst af de fleste for at få oplysninger udefra, for at læse de faste rubrikker "Die Lager sprechen" og "Das Wort ist frei" samt den vigtige funktion som bladet også havde, nemlig at deltage i opsporingen af forsvundne familiemedlemmer.
Bladets udseende forandrede sig: Fra et ret primitivt illegalt duplikeret blad, til et officielt trykt ugeblad og som lejravis med et professionelt tilsnit med billeder - og tilbage til et duplikeret blad da lejrene efterhånden blev tømt og oplaget blev for lille til en trykt udgave. Det sidste nummer af "Deutsche Nachricten" udkom den 15. november 1948 da der kun var ca. 3.000 flygtninge tilbage i Danmark. Til brug for dem udkom indtil medio februar 1949, da de sidste flygtninge forlod landet, "Nachrichten für deutsche Flüchtlinge in Dänemark", hvis 6 duplikerede sider bragte et sammendrag af danske og udenlandske nyheder.
Sundhed
Sundhed
Omkring kapitulationen i maj 1945, herskede der kaotiske forhold på sundhedsområdet. Det tyske sundhedspersonale kunne ikke yde tilstrækkelig hjælp til alle de nye flygtninge der ankom. Flygtningene medbragte mange forskellige sygdomme - også smitsomme. Det er en myte at danmark hindrede danske læger i at hjælpe, men det er sandt at et formaliseret samarbejde mellem tyskerne og den danske lægeforening, ophørte  den 25. marts, hvor et foreløbigt tilsagn om dansk lægehjælp til flygtningene udløb. Danske læger ydede dog hjælp i tilfælde af overhængende livsfare og der ydedes også dansk lægehjælp ved visse smitsomme sygdomme. Efter kapitulationen var der en fælles sundhedsopgave der skulle løses.

Lægehjælpen til de tyske flygtninge skulle stadig fortrinsvis udføres af tysk personal, og tysk lægepersonel blev derfor pålagt fortsat ophold i Danmark.
I Oksbøllejren havde værnemagten indrettet to hospitalsområder - Lazaret A (hvor det nuværende museum ligger) og Lazaret B, der var beliggende i det sydvestlige hjørne af lejrområdet. Hospitalsområderne omfattede alle tænkelige behandlingsafdelinger: Kirurgisk-, medicinsk-, infektions-, tuberkulose-, hud. og kønssygdomme, gynokologisk-,øjen-, psykiatrisk-, samt føde- og børneafdeling.
For at disse behandlingssteder fortsat kunne fungere, krævedes selvfølgelig personale, og derfor blev alt tysk sanitetspersonel som havde været tilknyttet værnemagten, pålagt at blive, men nu under dansk opsyn. Det var kredslægen i Varde, overlægen på amtssygehuset i Varde, overlægen ved Spangsbjerg sanatorium samt en lokal læge, der stod for tilsynet.

Da omkring 80% af sengepladserne ved kapitulationen, var optaget af sårede tyske soldater, oprettedes der infirmerier i hver blok, der skulle tage sig af lettere tilfælde, samt visitere til eventuel videre behandling. Denne form for fremskudt skadestue fungerede i perioden indtil de sårede soldater kunne hjemsendes med lazarettog, hvorefter funktionen med "bloksygeplejersker" kun opretholdtes i fornødent omfang.

De danske sundhedsmyndigheder var opmærksomme på at de ankommende flygtninge ofte var alvorligt syge, og at deres sygdomme kunne sprede sig til den danske befolkning. I Oksbøl såvel som i andre lejre, forsøgte man sig med karantænestationer, men i februar-maj 1945, var tilstrømningen så stor at dette var umuligt. Der blev igangsat en omfattende plan for vaccination mod tyfus, paratyfus og dysenteri. Der var 15 omrejsende hold bestående af 3 ældre medicinske studerende, der i lejre over hele landet stod for eller bistod ved vaccinationerne. I tilfælde hvor lejren selv stod for vaccination skete det ved tyske læger. Selvom der særlig i begyndelsen var udbrud af mindre epidemier, var vaccinationsprogrammet meget succesfuldt.
Der var også rejsehold af ældre medicinstuderende der ved indsamling af tuberkulinprøver (Mantoux) opsporede smittede, og de tuberkulin-negative blev Calmette-vaccineret og de "mistænkelige" kom til videre undersøgelse på danske tuberkulosestationer. Derefter overgik behandlingen til de tyske læger på deres tuberkuloseafdelinger.
I Oksbøl var en stor tuberkulosestation der også modtog patienter fra andre lejre.

I oksbøllejren var der udover de mange behandlingsafsnit på de 2 hospitaler og tuberkulosestationen, også andre sundhedsfunktioner.
Lejren havde eget apotek der forsynedes fra et tysk centralapotek på den tyske skole på Emdrupvej i København. Centralapoteket var drevet af tyske apotekere og assistenter men med en dansk apoteker som administrativ leder.
I lejren var der også tyske tandlægeklinikker.
Det var kun i ganske særlige tilfælde at det danske sundhedsvæsen var involveret i medicinsk behandling. Lejren rådede selv over både udstyr og personale til at klare næsten al behandling. Dog var der særlig i starten, knaphed på sundhedsudstyr.
Ordenshåndhævelse
Ordenshåndhævelse
Lige efter befrielsen var det modstandsbevægelsen der stod for bevogtningen af lejrene. Modstandsbevægelsen havde omkring et par tusinde reelle aktive medlemmer i den første halvdel af besættelsen, men da det i 42/43 stod klart at Tyskland ville tabe krigen, voksede antallet af medlemmer og ved befrielsen var antallet på forunderlig vis steget til over 80.000 medlemmer.
Det var således unge mænd der kom til at stå for bevogtningen af lejrene, hvis indbyggere fortrinsvis bestod af kvinder - ikke et godt udgangspunkt når fraternisering var forbudt.
Blandt modstandsfolkene var der en del opportunistiske og særdeles tyskerfjendtlige elementer, og da vagterne også skulle foretage razziaer i lejrene for at sikre at flygtningene ikke besad penge eller værdigenstande af høj værdi, var det ikke alle der i begyndelsen fik registreret det beslaglagte. Flygtningene protesterede da også mod disse overgreb, som også allierede styrker deltog i. Det var yderst sjældent at modstandsfolk eller allierede blev tiltalt, men der var dog folk der bedrev disse tyverier, begik overfald på beboere, fraterniserede eller udøvede hærværk mod beboernes ejendele, der blev fjernet fra vagtbestillingen.
Det bedredes efterhånden som vagtmandskabet blev afløst af folk fra "Den Danske Brigade", CBU-personel og senere ordenspolitiet. Det konfiskerede blev registreret og flygtningene fik det konfiskerede tilbageleveret ved hjemrejse.  
I Oksbøllejren overtog dansk politi bevogtningen den 01.07.1947.
Til at håndhæve lov og orden i selve lejren, var der et tysk politi, bestående af 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente, heraf 25 kvindelige.

Oksbøllejrens arrest
Oksbøllejrens arrest
Kun i nogle af de større lejre fandtes tyske lejrdomstole. I Oksbøllejren havde der siden juni 1945 eksisteret en egentlig lejrdomstol som fungerede under den danske lejrleders myndighed, men selv i en stor lejr som Kløvermarken bestod "lejrdomstolen" blot af lejrlederen og 2 ansatte fra Luftværnschefens kontor.
Den 23. august 1946, udstedte Flygtningeadministrationen "Regulativ for Udøvelse af Disciplinærmyndighed i Lejrene for Tyske Flygtninge", som udbredte systemet med tyske domstole. Det domstolssystem der eksisterede i Oksbøllejren kørte altså videre men nu under et officielt regulativ som var gældende for alle lejre.
Ifølge regulativet bestod lejrdomstolene af en retsformand/dommer (så vidt muligt en jurist) samt 2 domsmænd, der efter tur blev udpeget blandt "agtværdige mænd og kvinder i lejren".
Det var lejrlederen der afgjorde om en sag skulle rejses og om den skulle rejses ved domstolen eller om det var en sag han selv skulle afgøre. Selv i sager der blev behandlet af lejrdomstolen, kunne lejrlederen skride ind og træffe en disciplinær afgørelse. Lejrlederen havde altid det sidste ord, og hans afgørelser kunne ikke ankes til instanser udenfor lejren.
Lejrlederen eller den forurettede part optrådte som anklager. De tiltalte førte som udgangspunkt selv deres forsvar, men havde ret til at lade sig repræsentere af en anden person.
Retshandlingerne var offentlige og alle kunne overvære retshandlingen.
Efter domfældtes ønske kunne dommen prøves ved et benådningsnævn til stadfæstelse eller eventuelt mildnelse. Nævnet blev sammensat med ny dommer og lægmænd. En del af straffene, især hvor det drejede sig om førstegangsforseelser blev eftergivet i anledning af eksempelvis store helligdage.
Sager der hørte under det danske retssystem blev ført i dansk retssystem og eventuel afsoning skulle ske i dansk arrest. Ved sager der førtes under lejrdomstolen som førte til domfældelse skulle afsoning ske i en af lejrens arrester.
Afsoning i lejrens arrest kunne medføre ophold i op til 3 måneder i arresten og hertil kunne komme bortfald af eventuelle tildelte rettigheder, eksempelvis retten til at sende og modtage post.

Kors
Kirketjenesten

Heller ikke præsterne tog imod flygtningene med åbne arme, men da man indså at flygtningenes ophold kunne blive af længere varighed, påbegyndtes et arbejde med at tilrettelægge et kirkeligt arbejde i lejrene. Det var ikke tilladt flygtningene at søge danske kirker for at gå til gudstjeneste, og mange flygtninge udtrykte ønske om dette og især var ønsket stort for at komme til julegudstjeneste.
I den første tid efter befrielsen var der opstået et tomrum hvor det gjaldt registrering af begravelser og andre kirkelige handlinger, og først med en kgl. forordning af 25. januar 1946 med ikrafttræden den 1. februar 1946 skabes der helt klare bestemmelser om kirkebogsføring for tyske og ikke-tyske flygtninge.
Men udover registrering var også det de kirkelige handlinger af stor vigtighed. En række af især Københavnske præster tog initiativ til et ordnet kirkeligt arbejde blandt flygtningene og dette resulterede i forhandlinger mellem blandt andet Kirkeministeriet og repræsentanter for tyske menigheder, og den 2. juni forelå en tilladelse og med tilsagn om økonomisk støtte til rejser, kontorudgifter m.v. og fra samme dato eksisterede "Kirketjenesten for flygtninge i Danmark". Kirketjenesten blev 1. september en afdeling af flygtningeadministrationen.
I løbet af sommeren 1945 meldte sig i København 68 præster, der var villige til at hjælpe med kirketjenesten, hvorimod præsterne i provinsen var mere tilbageholdende.
Alligevel lykkedes det i løbet af efteråret 1945 og de første måneder af 1946 at få alle danske lejre inddækket med tilsynsførende danske præster og tyske og "allierede" præster der mestrede tysk og andre sprog og således var i stand til at yde kirkelig service på alle nødvendige måder samt øve sjælesorg.
Et problem var at både præster og menighed savnede teologisk og gejstlig litteratur, og medlemmer af det danske udvalg af det økumeniske råd gik i begyndelsen af juni 1945, i gang med at afhjælpe manglerne.
Man henvendte sig til danske præster for at få indsamlet god tysk teologisk litteratur, og man søgte hjælp i udlandet. Man fik trykt små hæfter med tyske salmer og små pjecer med de forskellige danske ritualer oversat til tysk. Fra Schweiz modtog man til fordeling i lejrene 400 kasser med 40 ton bøger, fra det amerikanske bibelselskab kom 40.000 eksemplarer af det ny testamente på tysk, og det danske bibelselskab fordelte 105.000 små bibler og 50.000 samlinger af skriftsteder.
Flygtningeadministrationen støttede også det kirkelige arbejde, idet der gaves tilladelse til redigering af 4 sider kirketidende der udkom som bilag til den ugentlige officielle lejravis "Deutsche Nachrichten".
Op mod 200 danske præster og godt 80 tyske præster deltog mere eller mindre fast i kirketjenestens arbejde.
Af de tyske flygtninge var ca. 85% evangelisk-lutherske, mens 112% var katolikker og resten tilhørte forskellige frikirker.
I Oksbøllejren var kirketjenesten lagt i faste rammer. Som dansk tilsynsførende var indsat sognepræsten i Ål sogn, pastor H.B. Graabæk, under hvem alle praktiske ting vedrørende dette arbejde sorterede.
Flygtningene var særdeles flittige kirkegængere. Hver søndag var der tre gudstjenester. En ungdomsgudstjeneste kl. 8, højmesse kl. 10 og så igen gudstjeneste kl 16 om eftermiddagen. Ofte når kirken ikke kunne rumme alle kirkesøgende blev teatersalen taget i brug.
Der var ca. 4.500 katolikker som havde egen kirke og betjentes af 2 præster, og fra foråret 1946 desuden en evangelisk kirkebarak som kunne rumme 6-700 mennesker. Blandt de evangeliske præster var en kvinde og hun var dermed den første kvindelige præst som forrettede altertjeneste i Danmark.
Flygtningekirkegården i Oksbøl
Kirkegården

Flygtningekirkegården i den østlige del af Aal Plantage - et par hundrede meter øst for museet - ved Oksbøl på Præstegårdsvej blev anlagt i februar 1945. Kirkegården, hvor 1.796 ligger begravet, blev oprettet til flygtninge og soldater, der døde i flygtningelejren i Oksbøl.

Fra 1945 til 1949 blev der begravet 1247 flygtninge fra Oksbøllejren på kirkegården. Der var også et urnegravsted, som ikke eksisterer længere. Begravelsen foregik mandag eller torsdag, og lejrens beboere sørgede for, at gravene altid stod velholdte og smukt pyntede. 1953 plejede tidligere beboere gravlunden med trækors og lyng.

1962 blev kirkegården udvidet med 549 grave, som blev flyttet ind fra andre steder i området efter aftale mellem den danske stat og den tyske forening Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge (VDK).
Den 27. oktober 1962 udsendte kirkeministeriet et cirkulære, hvorefter den tyske forbundsrepublik overtog vedligeholdelsen af alle tyske kirkegårde i Danmark for en periode af 60 år, med mulighed for forlængelse. VDK blev udpeget til at varetage forbundsreplubikkens interesser.

De ens rækker af stenkors er anlagt i 1969. På hver side af stenkorset er der anbragt to dødes navne.

Kirkegården er omgivet af en stenmur. Ved indgangen ligger der på et stenbord en oversigt over gravpladserne støbt i bronze. Ved enden af stien står et tre meter højt kors.
Flygtningetog ved Oksbøllejeren
Oksbøl havde i denne periode en ekstra jernbanestation - "Oksbøl Nord" beliggende ca. 800 m nord for Oksbøl Station.
Billedet er fotograferet mod nord-nord-øst hvor Borrevej krydser jernbanen 200 m nord-øst for kirken. Billedet siges at vise en et tog fyldt med flygtninge på vej hjemad. Bemærk, at der er tre lokomotiver i brug. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
"Hjem"
Af de omkring 540.000 tyskere der befandt sig i Danmark i maj 1945, blev de omkring 300.000 tyske soldater (heraf omkring 50.000 sårede) beordret ud af landet. De engelske myndigheder pålagde det tyske hovedkvarter i Silkeborg opgaven at sørge for deres udmarch af landet, og de 2 oberstløjtnanter Günter Toepke og von Wedel fra generalstaben fik pålagt og påtog sig denne opgave. I løbet af få måneder havde det tyske militærpersonel forladt Danmark.
Der var nu omkring 240.000 civile tyskere i Danmark
Der var truffet aftale med vestmagterne om at civile i særlige tilfælde kunne sendes til de vestallieredes besatte zoner: Syge, personer hjemmehørende i zonen, personer med familie i zonen og “Wehrmachtsangehörige”
At de syge civile kunne få udrejse, skyldtes Günter Toepke og dennes danske chef, oberstløjtnant Skjoldager. De havde udvirket aftalen med de engelske besættelsesmyndigheder ved at binde aftalen sammen med at der leveredes komplette lazaretter med alt inventar, senge og instrumenter samt forplejning til alle i 14 dage.
Ved udgangen af 1945 var der omkring 200.000 civile tyskere tilbage i Danmark, og de opholdt sig fortrinsvis i lejre.
At ikke alle flygtninge straks fik lov at vende tilbage til Tyskland, skyldtes ikke ond vilje fra besættelmagternes side. De fire besættelsesmagter skulle sørge for at de der vendte tilbage kunne leve under tålelige forhold, og der manglede især fødevarer.
Desuden var europakortet endnu engang lavet om. Det Tyskland hovedparten af de resterende flygtninge var flygtet fra - det var der ikke mere.
Der var nu en kamp hvor den danske stat og de tyske flygtninge var forenede i et fælles mål: at få flygtningene tilbage til Tyskland.
En speciel “kamp” blev udført af oberstløjtnant Skjoldager. Ja egentlig deltog Toepke i høj grad også, men hans rolle blev nedtonet. Det skyldes at han ikke blot medvirkede til at få tyske flygtninge fra Danmark til Tyskland, men også var involveret i at få Tyske flygtninge fra Danmark til Argentina.
Det Skjoldager gjorde, og som gav ham tilnavnet “Den Røde Pimpernel”, var at han strakte udtrykkene “Wehrmachtsgefolge” og “Wehrmachtsangehörige” til det yderste.

Der var truffet aftale med de engelske myndigheder om at personer der tilhørte disse kategorier kunne få tilladelse til udrejse såfremt de nødvendige papirer var underskrevet af en engelsk myndighed. Den oprindelige aftale var mundtlig, og som tiden gik var det kun Skjoldagers version af aftalen der var gældende - i det mindste så længe han kunne overbevise andre om dette.
Den 27. maj 1948 sluttede “aktionen”. Den engelske brigade der havde overtaget grænsebevogtningen på den tyske side, havde i nogen tid undret sig over at der skulle sørges for transport fra gænsen ved Kruså til Lüneburger Heide, af 600 personer ugentligt - især når der igennem 2 år ikke havde været hverken værnemagtsmedlemmer eller disses nære slægtninge tilbage i Danmark.
Papirerne for den transport de kontrollerede var udfærdiget af den danske Generalkommando og påtegnet af den britiske militærattache i København. Ved en stikprøvekontrol af nogle af personerne fandt de ud af at en (kvinde) var forhenværende “Wehrmachtsgefolge”, en (mandl) havde deltaget i første verdenskrig, og resten havde ingen som helst forbindelse med værnemagten.
Transporterne blev straks stoppet, men sagen fik ingen alvorlige følger. Englænderne var ikke interesseret i at det blev udbredt hvordan de gennem mere end 2 år havde ladet sig narre. Man regner med at omkring 30.000 personer på denne måde kom tidligere hjem til Tyskland hvilket havde været et stort ønske fra deres side, og den danske stat var sluppet for udgifterne til disses ophold i en eventuel forlænget periode.

Sideløbende med denne lille aktion havde de danske myndigheder igennem lang tid kæmpet for flygtningenes hjemsendelse. De allieredes argument var at Danmark var et land der var kommet forholdsvis let igennem krigen og derfor også var det land der bedst kunne klare forpligtelsen overfor flygtningene.
De danske myndigheder vendte argumentet om - hvad hvis man sorgede for forplejning svarende til det antal der sendtes hjem.
Fra september 1947 til maj 1948, forlod kun ca. 8.300 flygtninge Danmark.
I september 1948 blev en formel aftale forhandlet på plads. Aftalen betød at Danmark skulle levere fødevarer svarende til for hver flygtning: 1.850 kalorier i en periode af 180 dage.
Den 15. februar 1949 forlod et tog med de sidste 800 flygtninge Danmark.
Den sidste større hjemtransport fra Oksbøllejren fandt sted kort før jul 1948, og efter den tid henlå lejren som en spøgelsesby. En efterkommando på ca. 75 flygtninge var dagligt beskæftiget med afmontering og indsamling af brugelige effekter.
Tyskland
Engelsk
zone
grøn

Fransk
zone
blå

Amerikansk
zone
gul

Russisk
zone
rød


Tyskland før og efter 1945
En by uden bygninger
Fra begyndelsen af 1949, Var der ingen beboere i lejren. Flygtningene var kommet “hjem” selvom hjem for størstepartens vedkommende ikke var det sted de var kommet fra. De var flygtet fra deres hjem, de var dernæst kommet til et sted hvor de ikke var velkomne, men de blev dog sørget for. De kunne ikke selv betale for deres ophold, men den danske stat fik senere en stor del af udgifterne betalt af den tyske stat.
Man havde en by uden mennesker. Man ville nu have et sted uden by, og til dette skulle man have mennesker tilbage. Der var dog nogle få mennesker til at holde vagt ved lejren.
Selvom det ikke var muligt helt at undgå det, så ønskede man ikke at værdifulde ting fra lejren skulle forsvinde ved “selvbetjening”.
Lejren blev overtaget af Boligministeriet fra Statens civile Luftværn den 3. januar 1949, og efter en detaljeret gennemgang af lejren den 29. januar 1949, kunne den egentlige realisation begynde. Hele afviklingen påhvilede “Boligministeriets ingeniørkontor”.
Bortset fra lazaretbygningerne (det nuværende museum), nogle barakker i nærheden og en kostforplejningsbygning skulle alt nedtages.
De bygninger der ikke stod til nedrivning skulle bruges til en senere etableret militærnægterlejr.
Bygningerne skulle nedtages og ikke nedrives. Byggematerialer var efter krigen en mangelvare og alt der kunne genbruges skulle genbruges.
Alt blev sat til salg.
Lejrens teater blev solgt til Rødovre kommune, som selv stod for nedtagningen og bygningen blev genopført som Islev Bio som stod indtil 1989 hvor den blev nedrevet.
Elværket og vandværket var fuldt funktionsdygtige og udstyret herfra blev nedtaget og solgt.
Allerede i 1948 havde man solgt 6.000 m² hestestalde til Statens Seruminstitut, og man havde stadig nogle tilbage samt omkring 450 barakker i forskellige størrelser, og disse var der rift omkring. Barakkerne blev brugt til børnehaver, klubhuse, nødboliger, husvildebarakker, sommerhuse og meget andet. Boligministeriet gav dispensation fra gældende byggebestemmelser og ingeniørkontoret udarbejdede tegninger til forskellige hustyper (25, 40, 65 og 85 m²). Pris 5.000 til 20.000 frit opstillet alt efter hvor huset skulle “gen”opstilles. Nogle af de bedst vedligeholdte bygninger kan måske stadig ses som sommerhuse op langs vestkysten.
Af andre effekter der blev bortsolgt kan nævnes: Damp- og diesellokomotiver, tipvogne, lastvogne, hestevogne, senge, stole, borde, taburetter, radioer og telefoner.
En historie fortæller at en smart opkøber købte et stort parti taburetter for 25 øre pr. stk.
Når der i weekenden var motorløb på Korskro-banen, tog han derud og udlejede dem for en krone pr. stk. pr. gang.
I løbet af februar 1949 var auktionerne overstået, og lejren fremstod nu endnu mere spøgelsesagtig.
Den 1. maj 1949 blev dele af den gamle Nordlejr taget i brug som militærnægterlejr - militærnægterlejren i Gribskov havde ikke plads til alle militærnægtere og lejren blev nu kaldt  C.A. Nordlejren - C for civilt og A for arbejde.
Nægterne blev indkvarteret i de tidligere lazaretbygninger i 4- 6- og timandsstuer. Nægterne fik udleveret gamle svenske uniformer som arbejdstøj. Lønnen var 2,25 kr. om dagen og dertil kost og logi. Der var tilbud om undervisning i engelsk, tysk, fransk, dansk, esperanto, tegning, litteratur, regning og matematik. Undervisningen blev varetaget af nægtere med studenter- eller lærereksamen eller højere uddannelse. Det var tilladt nægterne at de kunne tage supplerende arbejde i Oksbøl eller Varde. Nogle dannede små orkestre og tog ud at spille i fritiden, hvilket medførte omgang med andre mennesker og samtidig en supplerende indtægt.
Nedtagning af Oksbøllejren
Nedtagning af Oksbøllejren. Militærnægterne er i gang med at rydde lejren. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Arbejdsdagen startede kl. 6 om morgenen og det arbejde der skulle udføres var fjernelse af:

Opgravning og sløjfning af 55 km. kloak- og vandledning
Opbrydning af 60.000 m2 vej
Fjernelse af 40.000 m2 gulve og fundamenter
Nedtagning af omkring 25.000 m2 barakker og bygninger
Nedtagning af 8-10 kilometer pigtrådshegn
Rensning eller slagning af 15 millioner mursten (NB! med hånden)

Desuden skulle der tilplantes 250 ha jord. Da lejren startede som flygtningelejr var der i området en del beplantning i form af buske og træer. Selvom det var flygtningene forbudt at fjerne dette materiale skete det alligevel. I kolde perioder var der små hold der var eksperter i at fjerne beplantning og omdanne den til ekstra brændsel. Selv rødder blev fjernet af disse indsamlere. Der var få der blev opdaget, men der blev måske set igennem fingre med denne aktivitet. Da flygtningelejren igen stod tom var der så godt som ingen beplantning tilbage.
Det var nu nægternes opgave igen at tilplante arealet, og resultatet kan stadig ses. Hvad der ikke kan ses, er alt det der nu er fjernet. Kun få bygninger står endnu tilbage fra den oprindelige flygtningelejr.
Arbejdet med at nedtage og tilplante var kalkuleret til at vare 4 år med en gennemsnitlig arbejdsstyrke på 180 mand, men kom til at vare indtil 1958.
Havde man anvendt professionelle entreprenører, kunne arbejdet med samme antal arbejdere måske have været udført på under halvdelen af den kalkulerede tid, men da det var unge mennesker, da de ikke var voldsomt motiverede for arbejdet, da arbejdet var uvant for de fleste og da løn og “ansættelsestid” var fast - ja så var arbejdsindsatsen nok under en trediedel af hvad der ansås for normalt. For at stimulere arbejdsydelsen og forbedre trivselen blev der indført akkordordning, hvorefter man kunne sammenspare fritid og bruge denne tid til orlov eller tidligere hjemsendelse. Ved tilfredsstillende arbejde fik alle tilskrevet 1 times fritid daglig og søndagsarbejde gav yderligere en del timer,
Den 1. juli 1959 overtog Forsvarsministeriet lejren fra Indenrigsministeriet, Den 1. juni 1960 rykkede kampvognsskolen (fra 1. november 1961 Panserskolen, fra 1974 Hærens Kampskole) ind fra Sydlejren. Panserskolen rådede over den såkaldte Nordlejr og de gamle lazaretbygninger samt kostforplejningen indtil 1982.

Da militæret forlod Nordlejren i løbet af foråret 1982, blev bygningerne indrettet til vandrerhjem og indviet den 14. maj 1983. Forsvaret havde angiveligt overvejet at rive bygningerne ned, men i stedet for en større udgift til nedrivning solgtes bygningerne til Blåvandshuk Kommune for 1 krone.
Oksbøl vandrerhjem havde i omkring 30 år leveret lokaler til fester, leveret mad ud af huset og drevet vandrerhjen, men i 2011/2012 skete der noget.
Blåvandshuk Kursuscenter i det gamle RAGU-KU i Oksbøl kom med i vandrerhjemskæden Danhostel, og da det 30 år gamle Oksbøl Vandrerhjem stadig var i fuld drift på Præstegårdsvej, var der nu to vandrerhjem i byen. Blåvandshuk kommune havde 2 bygninger: Rådhuset der ikke mere var rådhus og Oksbøl vandrerhjem hvor bygningerne stod for at skulle renoveres for omkring 5 millioner kr. Man opsagde nu lejemålet for OKsbøl vandrerhjem og gav frist til at finde en lukkedato. Samtidig planlagde man at flytte vandrerhjemmet til de gamle rådhusbygninger.
Oksbøl vandrerhjem på Præstegårdsvej stod tom indtil 2018 hvor det blev besluttet at Varde Museum skulle overtage bygningerne og indrette et museum med flygtninge som tema.
FLUGT – Refugee Museum of Denmark slog dørene op for publikum d. 29. juni 2022.
Dette var historien om flygtninge, området og de bygninger der rummer museet.
Bygningerne har en særpræget historie.
Jorden var lynghede kun betrådt af får. Senere af danske soldater, så af tyske og jorden blev bebygget. Bebore var tyske soldater, så sårede tyske soldater. Senere sårede flygtninge og efter en kort tid uden beboere kom militærnægterne. Så kom danske og tyske turister og nu er de besøgende danske og tyske museumsgæster, samt gæster fra mange andre lande.


Kildemateriale:


Tilbage til indhold