FLUGT museum - Bramminginfo

Gå til indhold

FLUGT museum

FLUGT – Refugee Museum of Denmark

Museet er tegnet af Bjarke Ingels Group, der blandt andet står bag stregerne til Tirpitz.
Den tidligere flygtningelejrs to oprindelige hospitalslænger har fået følgeskab af en nytegnet tilbygning, der forbinder de tre dele til ét stort museum. Tilbygningen er lavet i stål og kan derfor udadtil synes lukket. På den måde illustrerer facaden den lukkethed, som lejren var forbundet med. Den var indhegnet med pigtråd, og det var strengt forbudt for flygtningene inde i lejren at have noget med danskerne at gøre.
Tilbygningen
Den spændende tilbygning bugter sig mellem de to hospitalslænger og giver et bredt udkig ud til naturen og en model af lejren.
Receptionen
I tilbygningen ses et kig ind mod receptionen og med det flotte buede udkig ud mod det der tidligere var flygtningelejren
En stille stund
Ved siden af taskedepotet kan man sidde og nyde udsigten mens man sidder og bearbejder de mange indtryk man har fået og mens man måske samtaler om hvordan det mon må have været at være flygtning.
Hospitalsfløj vest
I fløjen kan man se en model af en hospitals-barak og udstillinger af ting fra lejren, og ved med audioguiden at aflæse mærkerne ved emnerne, får man en forklaring.
Biografen
I hospitalsfløjen kan man tage en tur i biografen
Cafe
Når sulten og/eller tørsten melder sig. kan man i cafeen nyde et økologisk måltid og med økologiske drikkevarer.
Hospitalsfløj øst
I hospitalsfløjen kan man se opstillede tableauer der relaterer til en flygtningeskæbne. Med audioguiden kan man høre to fortællinger dertil. En personlig historie, og en historie om baggrunden.
Interaktivitet
I fløjen er opstillet et stort interaktivt bord. Ved at interagere med bordet, kan man dykke nærmere ned i et valgt emne.
Lejren
Man kan gå tur i den enorme lejr, og med audioguiden får man en historie om nogle af de aktiviteter der var i lejren. Eksempelvis en tur i teatret.
Skole
Også en skole kommer man forbi. Ud fra regnestykket at dømme, er lidt undervisning i regning vist også tiltrængt.
Kirkegården
Kirkegården er meget velholdt. Korsene der oprindelig var trækors er udskiftet med granitkors.
Kirkegården
Bag hver gravsten/kors ligger der en menneskæbne begravet. En del blev født i lejren og mange døde
I den ene af hospitalslængerne fortælles historier om flygtninge. Historierne fortælles gennem personlige beretninger og det belyses hvad der gjorde disse mennesker til flygtninge. Gennem historier fra blandt andet Tyskland, Ungarn, Vietnam, Afghanistan og Syrien gør udstillingen tal til mennesker, og formidler de universelle erfaringer, tanker og følelser, der knytter sig til det at være et menneske på flugt.

I forbindelse med udstillingen er den udleverede audioguide en nødvendighed. Formidlingssystemet fungerer godt. Man peger på et af de mærker der ses ved de udstillede genstande, og en stemme fortæller om hvad det er man ser.

I den anden hospitalslænge fortælles om lejren. Der fortælles via udstillede genstande, modeller og tekst. I et rum der kunne være lejrens gamle biograf, vises filmklip fra livet som det udspillede sig i lejren.
I samme bygning finder man en café der har bæredygtighed og økologi i fokus.

I slutningen af Anden Verdenskrig ankom mere end 250.000 tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. Den Røde Hærs angreb på Nazityskland i krigens sidste måneder gik i høj grad ud over civilbefolkningen og fordrev millioner af tyskere fra deres hjem. I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal Plantage i Oksbøl. Den husede 35.000 flygtninge, da den var størst.

Da lejren var både opsamlings- og gennemgangslejr, har omkring 100.000 mennesker stiftet bekendtskab med lejren. En del tog deres første åndedrag bag pigtråden i lejren og mange foretog deres sidste.
Der er ikke bevaret mange af lejrens bygninger, men gadenettet er bevaret. Via ovenstående link kan man se det kæmpestore område som det ser ud i dag, og man kan se hvordan det så ud dengang.
Som museumsgæst kan man gå tur i lejren. Der er en rute på omkring 6,5 Km. der har mulighed for en afkortning så turen bliver på lidt over den halve distance. Ved at anvende audioguiden, kan man gå tur på de samme gader/stier som dengang og man kan høre lyde som de kunne have lydt da lejren var beboet. Lydkulissen er lavet så godt at man flere gange vender sig for at se den hest der traver bag en, eller for at se det motorkøretøj der snart vil passere en. På udvalgte steder er der lavet markeringer af funktionen der var på lokationen dengang. Det kan være en biograf, en skole eller et værksted. Samtidig fortæller audioguiden om stedet og stedets funktion via skuespillerstemmer der udfører relevante dialoger eller monologer.

I umiddelbar nærhed af museet, finder man flygtningekirkegården.
Flugten foregik om vinteren i bidende kulde, for mange til fods under traumatiske og voldsomme forhold. Da de tyske flygtninge ankom til Danmark, var de dybt mærkede af den hårde flugt. Som konsekvens af flugten og sygdomme var dødstallet i den efterfølgende tid højt. Lejrens døde blev begravet på Flygtningekirkegården, hvor vedligeholdelsen i dag varetages af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge.
FLUGT – Refugee Museum of Denmark
Præstegårdsvej 21, 6840 Oksbøl

Besøg museets hjemmeside for oplysninger om priser og åbningstider.

Besøg Cafeen "FLUGT Café"

Et besøg på museet kan anbefales. Den nybyggede modtagesektion er næsten et besøg værd i sig selv. Udstillingerne i de tidligere hospitalsfløje fortæller lidt om lejren og en hel del om flygtningeproblematikker. Ved besøget i lejrområdet kommer de udleverede audioguider til sin ret. Der er ikke meget at se men med lydene kan fantasien sættes i sving. Forhåbentlig kommer der med tiden mere i lejrområdet. Måske kunne en af "blokkene" ryddes og en beboelse skitseres ved "skeletbygninger" hvor kanterne af bygningerne vises.
Lidt om flygtninge og om lejren
Hvornår er man flygtning?
Det er man når man opfylder FN's definition på en flygtning. Ser man tilbage på de mennesker der beboede lejren, opfyldte de definitionen på flygtninge, og blev da også kaldt flygtninge, men ser man på hvordan deres sager blev behandlet så blev de nok nogenlunde behandlet som vi i dag behandler afviste asylansøgere der ikke umiddelbart kan hjemsendes.
Ophold i lejre og forsynet med alle nødvendigheder. Man var omgivet af pigtråd og havde ikke tilladelse til at forlade lejren, i modsætning til lejre i dag hvor lejre må forlades i dagtimerne.
De første flygtninge ankom i februar 1945, og FN blev oprettet den 24. oktober 1945, med Danmark som et af de dengang 51 medlemslande. FN flygtningekonventionen blev udarbejdet den 28. juli 1951, og Danmark underskrev flygtningekonventionen, som det første land i verden 4. december 1952, og den har siden været grundlag for den danske asyllovgivning.
Så behandlingen af flygtningene i perioden 1945 - 1949 overtrådte altså ikke flygtningekonventionen; den eksisterede ikke.
FLUGT museumsudstilling
Der findes forskellige betegnelser der indeholder ordet flygtning.
Bekvemmelighedsflygtning: Person som er flygtet fra sit hjemland af økonomiske årsager og ikke pga. politisk eller religiøs forfølgelse
Kvoteflygtning: Person der ikke befinder sig i Danmark. Er man kvoteflygtning kan man blive genbosat i Danmark. At blive genbosat betyder, at Danmark skaffer et nyt hjem til flygtningen, fordi han eller hun har mistet sit oprindelige hjem.
Kvoteflygtninge, som kommer til Danmark, får opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8.
De facto-flygtning: Person, der ikke opfylder betingelserne i FN's Flygtningekonvention, men hvis forhold er sådan, at andre lignende eller tungtvejende grunde tilsiger, at vedkommende ikke bør sendes tilbage til sit hjemland.
Klimaflygtning: Person, som på grund af klimaforandringer og ekstremt vejr må forlade sit hjem, enten midlertidigt eller permanent, internt i sit eget land eller på tværs af landegrænser.
Flygtning ifølge FN: En person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil"

Der kan være grader af overlapning af disse begreber. For en familie på flugt, er det ikke nødvendigvis alle i familien der falder ind under samme begreb. Flygter man igennem flere lande hvor beskyttelse er mulig, men hvor der derefter søges til andre lande af forskellige årsager, kan man på samme tid være flygtning og bekvemmelighedsflygtning.

Alle der kommer til Danmark og beder om ophold, er migranter. Søger man om asyl, er man asylansøger. Matcher man FN-definitionen er man flygtning og skal tildeles asylstatus. Alle ansøgninger skal behandles og der skal ske en individuel vurdering. Er ansøgningen åbenbar begrundet eller åbenbar grundløs er sagsbehandlingstiden forholdsvis kort. Er sagsbehandlingen kompleks kan sagen trække ud. Ligeledes hvis ansøgeren ikke samarbejder. Hvis ansøgeren har destrueret eller gemt identifikationspapirer og forsøger at lyve om alder og/eller baggrund. Hvis ansøgeren påberåber sig en eventuel ny religion eller andre ting. Sager kan ankes. Og selv når sagen er endelig afgjort med afslag, kan ansøgeren nægte hjemrejse. Hvis der ikke foreligger nogen aftale med hjemrejselandet kan et ophold på et asylcenter trække ud i mange år. Da mange af de asylansøgere der har formået at rejse langt for at opnå ophold i Danmark, må betegnes som de mere ressourcestærke asylansøgere, tager en del af ansøgerne sagen i egen hånd når udsigten til ophold fortoner sig, og "flygter" så til et andet land hvor et nyt forsøg gøres.
Flygtningelejr i Shinkiari, Pakistan. Foto: David Mark.
Flygtninge 1945
Den største del af flygtningestrømmen kom fra de østlige områder i tyskland - de tyske østlige områder havde en noget større udstrækning under Weimarrepublikken end de har i dag.
Den 12/13 januar 1945, indledte Den Røde Hær en voldsom offensiv mod de tyske østgrænser - fra Østersøen til Karpaterne.
27. januar befriede sovjetiske styrker den stort set tømte koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau. I Østprøjsen, længere mod nord, gik fremrykningen lidt langsommere. Den 26. januar 1945 blev de sidste landforbindelser fra Østprøjsen mod vesten afskåret. Østersøen var nu eneste mulige flugtvej.
Det var ikke tilladt hverken militærpersonel eller civile at flygte. Gjorde man dette kunne man blive henrettet. Da russerne nærmede sig blev det tilladt civile at rømme området. I begyndelsen af februar 1945 modtog Werner Best en førerordre om at flygtninge ”forbigående må føres tilbage fra Rigets østområder og indkvarteres i Riget og i Danmark”. Det var nu muligt med hjælp af den tyske hær og flåde, at søge mod Danmark.
Flygtninge Østpreussen 1945
Flygtningestrøm ved det Kuriske hav i det nordlige Østpreussen, marts 1945. Billede: Bundesarchiv, Bild 146-1979-084-05 / CC-BY-SA 3.0
Den tilbageværende civile tyske befolkning var skræmt ved udsigten til at falde i hænderne på de fremrykkende sovjetiske styrker.
Vinteren 44/45 var med temperaturer ned til minus 20 grader, men kulden var nok ikke det flygtningene frygtede mest. Flygtningekaravanerne bevægede sig kun med en hastighed på få kilometer/time, og de fremrykkende russere bevægede sig hurtigere. Da de fleste tyske mænd var ved fronten, var den største del af flygtningene kvinder og børn. Mindst en million tyske kvinder blev under russernes fremfærd voldtaget. Hvis de nægtede eller gjorde modstand blev de ofte skudt. Cirka hver tiende døde efter voldtægten - enten fordi de blev skudt eller fordi de fik store skader eller begik selvmord. Nogle blev voldtaget af mange og en voldtægt kunne stå på i mange timer. Russerne skelnede ikke mellem kvinder og børn - også børn blev udsat for voldtægt.
Russerne berøvede også flygtningene deres ejendele. Men russerne stjæler mere end tyskernes ejendele. I hemmelighed har Stalin beordret indfangningen af tyske civile til at genopbygge Sovjetunionen. På den måde skal de afdrage Tysklands krigsgæld. Eftersom de fleste tyske mænd er ved fronten, anbringes tusinder af unge kvinder i kreaturvogne og ender som tvangsarbejdere i sibiriske fabrikker.

Lige så grusomt tyskerne havde opført sig i Rusland, lige så umenneskeligt opførte russerne sig i Tyskland.
Selv ikke når flygtningene havde nået en havneby og havde fået skibslejlighed kunne de vide sig sikre.
Wilhelm Gustlof
Wilhelm Gustlof. Billede: Bundesarchiv, Bild 183-H27992 / Sönnke, Hans / CC-BY-SA 3.0, CC BY-SA 3.0 de
"Wilhelm Gustloff" blev benyttet som hospitalsskib under 2. verdenskrig under navnet Lazarettschiff D, og var indrettet med plads til 500 patienter. På sin sidste sejlads blev "Wilhelm Gustloff" benyttet til at transportere flygtninge fra Gotenhafen vestpå.
Skibet sank 30. januar 1945 i Østersøen ved den pommerske by Stolpmünde, efter at være blevet ramt af 3 torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13.  Fordi skibet var overfyldt, var der alt for få redningsbåde.
1.239 mennesker blev reddet af andre skibe. Det reelle tabstal er uklart, fordi ingen med sikkerhed ved, hvor mange mennesker der faktisk var om bord. Pga. hastværket under flugten og den voldsomme ombordstigning af desperate mennesker, fik man ikke alle registreret. Forskellige kilder udviser skøn fra godt 5.000 til godt 9.000 omkomne - nogle kilder angiver tal helt op til 12.000. Selv det midterste tal gør det til den største skibskatastrofe i historien.

"Steuben" var et tysk luksusdampskib der tidligere hed ”München”. Dampskibet blev i 1930 omdøbt til ”SS General von Steuben” og i 1938 blev navnet forkortet til ”Steuben”  - opkaldt efter Friedrich Wilhelm von Steuben.
I 1944 blev hun tvunget til at være troppetransportskib, der sendte tyske soldater til baltiske havne og returnerede til Kiel med sårede soldater. Skibet blev sænket 10. februar 1945 af den sovjetiske ubåd S-13. Mindst 3000 omkom, og få hundrede blev reddet.

"Goya" var et norsk fragtskib bygget ved Aker Værft i Oslo.Tyskerne overtog skibet under krigen og brugte det til transport af soldater. Da krigen var ved at være slut, deltog skibet i "Operation Hannibal", hvor man evakuerede tyskere - nazister og hovedsageligt civile - fra forskellige punkter i Østersøen.
Skibet havde samlet cirka 6.700 mennesker op for at transportere dem mod vest i en konvoj af skibe. Men de blev spottet af sovjetiske bombefly, som bombede skibene. Ved et mirakel, så lykkedes det Goya at klare bombardementet og skibene søgte tilflugt i bugten ved Gdansk, hvor en sovjetisk ubåd spottede dem igen, og fordi et skib i konvojen var beskadiget, så kunne skibene ikke sejle fra ubåden.
Omkring midnat 16. april 1945, ramte to torpedoer Goya, som knækkede på midten og forsvandt på kun fire minutter ned i sin kolde, mørke grav på Østersøens bund, hvor den trak næsten alle 6.700 mennesker med sig - 183 overlevede.
Hvadenten tabstallene for "Wilhelm Gustloff" er 6000 eller 9000 er forliset af "Wilhelm Gustloff" og "MS Goya" to af de største skibskatastrofer i historien.
Video produceret af danmarkshistorien.dk - Århus Universitet. Museumsinspektør John Jensen fortæller om flygtninge og om lejren. Bliv klogere på danmarkshistorien.dk
Lejrene
Fra den 12. februar kunne man se tyske flygtninge i Danmark. De kom med tog op gennem Sønderjylland. Flygtningestrømmen tog til, da der også kom flygtninge fra især østområderne og i maj 1945 befandt der sig omkring 540.000 tyskere her i landet.
Omkring 250.000 var tyske soldater og hertil kom omkring 50.000 sårede soldater der var ført til landet for behandling, pleje og rekreation og herudover var der omkring 25.000 ikke-tyske flygtninge.
Af de omkring 540.000 tyskere var de 240.000 tyske civile flygtninge.
De civile flygtninge ankom over en forholdsvis kort periode og for at skaffe indkvartering, beslaglagde de tyske myndigheder bygninger som skoler, hoteller og forsamlingshuse. Da det var besættelsesmagten der organiserede dette, var det ikke bifaldt af den danske befolkning. Departementsstyret ved direktør i udenrigsministeriet, Niels Svenningsen ville modtage så få flygtninge som muligt men den tyske rigsbefuldmægtige i Danmark, Werner Best, så det fredelige Danmark som et godt sted at huse tyske flygtninge.
Det var besættelsesmagten der stod for flygtningenes forplejning, og betaling var for tyskerne ikke noget problem da der blev trukket i Danmarks Nationalbank på clearingkontoen og værnemagtskontoen.
Fra Berlin kom der ordre om at flygtningene hovedsageligt skulle indkvarteres i lejre, hvilket gjorde administration og forplejning enklere og mere effektiv, og i tilfælde at russerne kom til Danmark, så ville en eventuel evakuering være nemmere at foretage.
Men stadigvæk var flygtningene spredt på mange lokationer, og især i Sønderjylland var der privat indkvartering.

Befrielsen - Montgomery
Montgomery kører gennem Strøget (Amagertorv) i København. Billede: Nationalmuseet - National Museum of Denmark from Denmark, CC BY-SA 2.0
Efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945, meddelte den allierede overkommando at de omkring 240.000 tyske flygtninge på grund af kaos i Tyskland, foreløbig skulle blive i Danmark.

Forholdene for de tyske flygtninge var kaotiske efter befrielsen, og de danske myndigheder havde først midt i maj måned et overblik over antallet af flygtninge, antallet af indkvarteringssteder, eller hvordan sundhedstilstanden blandt flygtningene så ud. Som nævnt var de tyske flygtninge fordelt over et utal af forskellige steder. Efterhånden samlede de danske myndigheder de tyske flygtninge i baraklejre, dels nye lejre og dels de militære kaserner, flyvebaser etc., som tidligere havde huset tyske soldater. Hele dette arbejde blev overordnet styret af Flygtningeadministrationen, der udførte den daglige administration, logistik etc. gennem Statens Civile Luftværn. Det praktiske arbejde blev gennemført af 8 ingeniørhold fra Beskæftigelsescentralen under Arbejds- og Socialministeriets Flygtningeadministration, der blev oprettet i efteråret 1945 til i samarbejde med Statens Civile Luftværn at varetage situationen omkring de tyske flygtninge.

Med udgangspunkt i lov nr. 21 af 4. februar 1871, § 7 blev der forbudt og under strafansvar at have samkvem og forbindelse med de internerede tyske flygtninge. Desuden blev flygtningene med hjemmel i Fremmedlovens §14 "nægtet varigt ophold i Danmark". Den 24. juli 1945 var ca. 10.000 danskere beskæftiget med at bevogte lejrene.

I oktober 1945 var flygtningene samlet i 465 forlægninger, som i 1946 var bragt ned til ca. 100 forlægninger. Den 15. august 1946 var antallet af de tyske flygtninge blevet gjort op til 196.518. Efterhånden som de blev hjemsendt, blev behovet for mange lejre mindre og den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage i Danmark.
Dresden 1945
Dresden 1945. Sådan så mange tyske byer ud i 1945, efter besøg af de allieredes bombetogter. Ophold i en sådan by, der var under administration af en af de allierede i en af de 4 besættelseszoner og hvor der var knaphed på næsten alt, var sandsynligvis ikke at foretrække fremfor et ophold i Danmark. Billede: Bundesarchiv, Bild 183-Z0309-310 / G. Beyer / CC-BY-SA 3.0
I alle lejrene var der en dansk lejrchef. Men den interne "ledelse" af lejren blev i høj grad varetaget af tyskerne selv. I lejrene blev der valgt en tysk "borgmester", og alle barakker valgte en barakformand. Dette var bl.a. for at vænne tyskerne til en demokratisk tankegang. Alle lejre havde desuden en lejrkontor, der hjalp med hele administrationen omkring lejrene, bl.a. den store eftersøgningstjeneste, hvor flygtningene havde en mulighed for at søge pårørende andre steder i Danmark - og i udlandet. Lejrene var små samfund med børnehaver, skoler, kirker, værksteder, alderdomshjem og - i sagens natur - en kæmpemæssig logistik med forplejning, lægehjælp (tyske læger og sygeplejersker) osv. Efterhånden udbyggedes også aktiviteterne i lejrene. De danske myndigheder var fuldt ud klar over, at "lediggang" er roden til alt ondt", så man opmuntrede til aktiviteter i lejrene. Alle lejre havde deres eget tyske "lejrpoliti" og egen domstol, der tog sig af småforseelser. Større forseelser blev behandlet i det danske retssystem.

I løbet af relativt kort tid blev der oprettet kontrolinstanser fra dansk side, og der blev gennemført inspektioner af lejrene, bl.a. de medicinske forhold, sundhedssituationen, forplejningssituationen etc. Utvivlsomt bidrog disse inspektioner til at bedre forholdene for de flygtende. Forplejningen var indledningsvis ikke den bedste (men dog bedre end i Tyskland), men dette forhold bedredes efterhånden. Der var specielle rationer til småbørn, syge, hårdtarbejdende etc.

Men opholdet i lejrene var jo ufrivilligt, da flygtningene ikke kunne komme tilbage til Tyskland, før de allierede gav tilladelse til det. Mange (formentlig næsten alle) havde mistet deres kære under krigen eller kendte ikke til deres skæbne. De havde forladt deres hjem, og selve flugten havde også været kaotisk. Oveni dette var der hele uvisheden om, hvornår de kunne komme tilbage til Tyskland - og hvorhen i Tyskland.


Oksbøllejren 1945-49
Oksbøllejren 1945-49.  Udsigt fra brandtårnet over barakbyen. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Oksbøllejren
1929 oprettede hæren en artilleri-øvelsesplads på Kallesmærsk Hede mellem Blåvand og Vejers ved Jyllands vestkyst. Her var det mulig at øve i at skyde med skarpe skud. Anledningen var, at hæren i 1920'erne havde anskaffet sig nyt feltskyts med en rækkevidde på op til 21 km, hvorfor man ikke længere kunne benytte eksisterende skydeterræner ved Jægersprislejren og Fuglsølejren nær Mols Bjerge. Soldaterne boede mens de øvede sig i skydning, i telte nordvest for Oksbøl. Efterhånden blev anlægget en af Danmarks største militære øvelsespladser. Udover selve området, hvor Oksbøllejren blev etableret, opkøbte og lejede staten store dele af Kallesmærsk Hede, arealer nord og nordvest for Mosevrå Kirke samt arealer mellem Ål og Vrøgum Klitplantager, delvis ved ekspropriation. I 1932 udgjorde arealet i alt 2.600 ha

Da Danmark i april 1940 blev overfaldet af tropper fra den tyske værnemagt og blev besat, opnåede øvelsespladsen hurtig besætternes interesse. Lejren blev nu uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl” og blev overvejende brugt til uddannelse af østfrontssoldater. I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftigt med den såkaldte Nordlejr, der blev lagt til den allerede eksisterende Sydlejr og der opstod en stor værnemagtlejr med en komplet infrastruktur, med sygestuer, forvaltning, køkken, forplejningsafdeling, kaserne, hestestalde og meget andet. Kun få af bygningerne blev opført af sten, den største del bestod af træbarakker. Mange værnemagtsoldater havde her nu deres øvelsespladsophold: artilleri, infanteri, pansertropper og andet. Her blev der også opstillet troppeafdelinger til felttoget mod Sovjetunionen. Lejren kunne rumme en hel division (ca. 12.000 soldater). Som den øvrige del Vesterhavskysten blev lejren indhegnet, danskere havde kun adgang som civilarbejdere (køkken, værksteder). Den tyske militærlejr havde cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. I slutningen af krigen blev tropperne efterhånden sendt til værnemagtens fronter.
I maj 1945, hvor de tyske soldater forlod lejren, var der indkvarteret 9-10.000 tyske flygtninge. Selvom soldaterne havde forladt lejren var der ikke med de daværende bygninger og infrastruktur plads til de 35-36.000 flygtninge der var da antallet toppede, så lejren blev løbende udbygget med nye bygninger og faciliteter.
Bag hegn
Dagligliv i lejren
Lejren startede som flygtningelejr i februar 1945, hvor de første flygtninge kom til lejren og hvor de var sammen med de tyske soldater. I slutningen af krigen blev mange af lejrens soldater sendt til østfronten, så der var eller blev plads. Ved befrielsen var der omkring 9-10.000 flygtninge i lejren og det tal steg til over 35.000 for senere at falde frem til 1949 hvor den sidste flygtning forlod lejren.
Reelt var lejren en storby med alle de funktioner en storby havde og har. Indbyggerne kunne frit bevæge sig i lejren, men skulle blive indenfor de ca. 10 kilometer pigtråd der omgav lejren.
Selvom lejrens indbyggere var afskåret fra det omliggende samfund, havde lejren stor indflydelse i området.
Nogle eksempler på leverancer til Oksbøllejren i november 1945:
70.000 liter mælk, 70.000 kg kartofler, 68.000 kg rugbrød, 53.500 kg grøntsager og 25.000 kg sigtebrød.
Leverancerne kom så vidt muligt fra nærområdet. De mange tons rugbrød til Oksbøllejren blev leveret af byens to bagermestre, som dog slet ikke kunne dække efterspørgslen. Derfor leverede en bager i det nærliggende Varde og Varde Brødfabrik også brød, det samme gjorde Bagermestrenes Brødfabrik og Fællesbageriet i Esbjerg. Derudover kom der leverancer fra Bagernes Rugbrødsfabrik i Aarhus og Bagermestrenes Brødfabrik i Odense. Ligeledes blev kartofler leveret af avlere i de omliggende småbyer, og når behovet var større end kartoffelavlerne kunne levere, trådte det statslige Kartoffeleksportudvalg til. Den lokale gartner i Oksbøl leverede grøntsager og den lokale fiskehandler leverede fisk. Ligkister blev leveret af den lokale snedker. Smør, ost, og kød (bacon, flæsk og pålæg) stod de respektive statslige udvalg for.
Administration
Lejren var dansk ledet og var underlagt Statens civile Luftværn. Der var en administrativ stab på 29 personer og herudover til disposition for kommandanten, en bevogtningsstyrke på ca. 400 befalingsmænd og menige, en politiafdeling på ca. 40 mand og en CBU-afdeling på ca. 40 befalingsmænd og menige.
Til sammenligning havde Varde kommune med et befolkningstal i 2020 på omkring 50.000, lidt over 3.000 fuldtidsbeskæftigede ansatte i 2020.  Altså omkring 6 ansatte pr. 100 indbyggere.
Da bevogtningsstyrken var udenfor lejren, havde lejren altså omkring 0,32 ansatte pr. 100 indbyggere, da lejren var på 35.000 indbyggere. Da det ikke er muligt for 29 personer at administrere 35.000, lod man i princippet lejren administrere sig selv med dansk overopsyn.
Der blev nedsat et byråd på 28 medlemmer. Medlemmerne blev valgt af indbyggerne, men kandidaterne skulle være ikke-nazister, hvilket var svært for danskerne at kontrollere, men her stolede man på at tyskerne selv kunne.
Byrådet bestod af en borgmester og en viceborgmester og 26 "byrødder". Der var 21 kandidater for blokkene. En blok var et område benævnt A,B,C osv. En blok var typisk omgivet af 4 gader. Nogle af de mindre blokke blev slået sammen.
Af de 28 var 4 udpeget af lejrkommandanten og 3 var udpeget af magistraten.
Den danske lejradministration 1946
Den samlede danske lejradministration 1946. Lejrchef Bjørnholm med sin stab foran den administrative bygning i Oksbøl. Bjørnholm ses midt i billedet i uniform. Yderst til venstre ses næstkommanderende, løjtnant Jørgen Wandler (1915-1991). Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Indkvartering
Princippet i forbindelse med indkvartering var, at familier, der ankom samlet, så vidt muligt blev holdt samlet, eller så nær hinanden som muligt.
Indkvarteringen skete primært i de ca. 210 mandskabsbarakker og de ca. 70 hestestalde som værnemagten havde anvendt.
Sengekapaciteten udvidedes i takt med at behovet opstod, og omkring jul 1945 var der tilkommet yderligere 20.000 sengepladser.
Udvidelserne af lejren  fulgte så vidt muligt tilgangen af nye flygtninge. Når de mindre lejre som typisk var tidligere tyske forlægninger blev rømmet blev mandskabsbarakkerne demonteret og genopført i de tilbageværende lejre. Der modtoges også et betydeligt antal barakker fra Sverige, de såkaldte skovhuggerbarakker.
Mandskabsbarakkerne var indrettet med med en midtergang og værelser til begge sider. Gulvene var af træ. Hestestaldene var et stort rum der opdeltes af forhåndenværende materialer; typisk tæpper. Etagesengene i 2- og 3 etager var anbragt mod ydervæggene. I hestestaldene var der lysindfald fra oven ved 2 langsgående rækker vinduer, og gulvene var af beton, som efterhånden blev dækket af måtter.
Hestestaldene var egentlig de dårligste steder at blive indkvarteret, men var alligevel foretrukket af nogle på grund af lysindfaldet og på grund af at man der ikke var så plaget af lus og væggelus.

Lejrens dårligste boligforhold var i blok K der lå ca. 750 meter stik vest for hvor det nuværende museum ligger, og hvor barakkerne lå mellem 2 og 3 gange så tæt som i i andre blokke.
Den 3. september hvor lejren blev åbnet for journalister, var der en journalist der blev vist rundt af løjtnant Wandler, der overfor journalisten betegnede K-blokken som lejrens "enfant terrible". I enheder af 24 kvadratmeter boede der 18 mennesker, som alle var meget utilfredse. Der var snavset og der var utøj i form af lopper og lus og fremfor alt; væggelus. Forholdene blev ikke bedre af at der i K-blokken ikke var hverken vand eller kloak.

Det siger sig selv at ikke alle steder og alle tider var lige gode. Boligtypen og hvor man var placeret i bygningen betød noget. Om det var i tider med overbelægning eller ikke, betød noget. Om der var vand og toilet betød noget. Om det var sommer eller vinter betød noget. I spørgsmålet om hvordan det oplevedes betød det sikkert også noget hvilke vilkår man kom fra og hvilke levevilkår man var vant til - og især betød alder nok også noget. Børn opfattede nok opholdet forskelligt fra hvordan de voksne opfattede det.

Ved et inspektionsbesøg i februar konstateredes det at spædbarnsdødeligheden igen var stigende, og mødre med spædbørn blev flyttet ud af hestestaldsbarakkerne og overført til særlige barakker og man begyndte at opføre nye barakker til mødre med spædbørn. Ved et kontrolbesøg i marts 1946, konstateredes det at barakforholdene var forbedrede og at barakforholdene stadig forbedredes.
Oksbøllejrens rugbrødslager
Oksbøllejrens rugbrødslager. Billede: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv
Forplejning
De allierede styrkers hovedkvarter (SHAEF) gav oprindelig ordre til at kalorieantallet pr. flygtning ikke måtte overstige 1.800 kalorier. Dette fandt de danske myndigheder for lavt og satte i et kostreglement af 24.5.1945, kalorieantallet til 2.000 kalorier pr. dag. Da man erkendte at opholdet kunne blive af længere varighed fastsatte sundhedsstyrelsen 17.1.1946, en kostplan der foreskrev 2.500 kalorier pr. dag.
Ved inspektioner fandt man ud af de nye rationer ikke udnyttedes fuldtud, og 22.6.1946 greb Kjærbøl ind med et cirkulære der angav at fødevarespild skulle undgås og at der eventuelt skulle ske en tilpasning af visse fødevarer som ikke var populære.
I Oksbøllejren fastsatte lejrintendanten i samråd med den danske lejrlæge doktor Krarup, og tyske repræsentanter for ernæringsudvalget en normalportion til at indeholde 2.270 kalorier. Hertil kunne der ydes et tilskud på indtil 500 kalorier og særforplejning.
Særforplejning blev hentet eller bragt. Den tildeltes lazaretpersonale, patienter(3 kategorier), svagelige personer, sukkersyge, krigsinvalider og bloddonorer. Alle under 15 år og særlige kostmodtagere (herunder gravide) fik dagligt en halv liter sødmælk. Derudover fik enhver i den varme forplejning 1,5 liter skummetmælk ugentligt.
Den varme mad (middagsforplejningen) blev efter tysk ønske, leveret som en sammenkogt ret. Det skete dagligt kl. 12, fra 21 køkkener der hver kunne betjene 1.500-2.000 personer.
Den kolde forplejning (morgenmad og tørkost) blev fordelt barakvis for 2-3 dage ad gangen fra 4 udleveringssteder. Den bestod bl.a. af brød, smør, kødpålæg, ost, sukker og havregryn.
Hver person var udstyret med et kort (Esskarte) angivende hvilken portion den pågældende måtte medtage. Ved udlevering stempledes kortet.
Maden var tilstrækkelig og den var sundhedsmæssigt i orden. Men spændende var den ikke, og lejrledelsen var helt klar over dette. Flygtningene fik mulighed for at anlægge små urtehaver, og lejrledelsen udleverede frø.
I tilknytning til Oksbøllejren var der 3 gårde på samlet 121 tdr. land, hvor 59 personer fra lejren drev landbrug. Der dyrkedes korn, tobak, grøntsager, og der blev holdt 210 svin, 700 får, 16 heste 4 køer samt 200 stk. fjerkræ.
Herudover var der et gartneri hvor 55 peroner fra lejren på 15 tdr. land, dyrkede grøntsager og  tobak og desuden blomster der anvendtes højtidsdage, begravelser m.m.
Grøntsager og urter fra landbrug og gartneri sammen med urter fra de små bede omkring beboelsen, gav et tilskud til maden, så man kunne sætte sit personlige præg på den ensformige kost.
Det var en ringe trøst for lejrens beboere at indbyggerne i de mest sønderbombede byer i hjemlandet i perioder skulle klare sig med rationer helt ned til 700 kalorier om dagen.
Tandhjul i urværk
Arbejde
For at lejren kunne fungere som et minisamfund, var det vigtigt at beboerne fungerede som de små tandhjul og fjedre der holder et urværk i gang. Selvom der kom tilførsler udefra var det vigtigt at lejren kunne forsyne sig selv med mange daglige fornødenheder.
Der var indført arbejdspligt som omfattede alle mænd mellem 14 og 65 år, og kvinder mellem 14 og 60 år. Undtaget var gravide eller kvinder med mange børn, krigsinvalider, uarbejdsdygtige eller personer med forsørgerpligt. Arbejdet var ulønnet da beboerne ikke måtte være i besiddelse af betalingsmidler, men i visse tilfælde kunne der være tale om særydelser som bedre indkvartering, kosttilskud, større tobaksration eller radiotilladelse. Da mændene var i stærkt undertal, var det kvinderne der måtte stå for meget af arbejdet - også det grovere arbejde som normalt ville udføres af mænd.
Der skulle bruges mange personer til tørvearbejde (læsning af vogne og stabling), forplejning (depot, tilberedning, udlevering), transport, undervisning, sanitetsvæsen, administration og diverse håndværk (malere, blikkenslagere, smede, gartneri, jprd- og betonarbejdere, automekanikere og meget mere).
Nogle af værkstederne/funktionerne:
Røgeriet hvor 50 personer i 7 ovne røgede 50 tons sild, sildehaj, makrel og ising om måneden. Røgeriet havde en max. kapacitet på 100 tons månedligt.
Salteriet der nedsaltede 100 tons sild årligt.
Sækkesystuen hvor 22 personer af 500 sække kunne fremstille 112 par benklæder, 85 overalls,320 kitler, 3.800 forklæder 460 håndklæder og 800 sandalremme.
Gartneriet hvor 55 personer på 15 tdr. land dyrkede grøntsager og tobak, og leverede blomster til begravelser og højtidsdage.
Landbruget ( 3 brug) der lå 3 km. vest for lejren og hvor 59 personer på 121 tdr. land, dyrkede korn, tobak, grøntsager og hvor der holdtes 210 svin, 700 år, 16 heste, 4 køer samt 200 stk. fjerkræ.
Spinderiet hvor 90 personer med gammeldags karter og rokke, årligt behandlede uldgarn fra lejrens 700 får og 550 angorakaniner. Garnet udleveredes i vindsler af forskellig størrelse til til den enkelte forbruger eller til strikkestuen hvor 133 personer fremstillede produkter af garnet.
Koste- og børstenbinderiet hvor 54 personer månedligt fremstillede 3.000 enheder.
Kurvemageriet hvor 32 personer månedligt leverede 150 kurve af 1 ton pil.
Stramajsystuen hvor 75 kvinder dagligt borderede i 6 timer.
Halmfletteriet hvor 307 personer dagligt producerede 50 stk. sko, tasker og måtter.
Bogbinderiet hvor 66 personer årligt leverede 18.300 bind.
Instrumentmageriet hvor 8 personer årligt frembragte 70 mandoliner og 10 violiner.
Legetøjsfabrikationen hvor 87 personer årligt fremstillede 9.000 enheder fordelt på 15 forskellige typer.

De angivne antal personer og mængder varierede med belægningsprocenten og med tilførslen af råvarer.
Samtlige værksteder medvirkede ved produktion af artikler til almindeligt brug, eksempelvis skoleatlas, undervisningsmateriel, værktøj, motordele, barnevogne, senge, rullestole, piber, rokke, ligkister, kjoler, habitter, huer, tøfler og meget andet.
Alle materialer der overhovedet kunne genbruges, blev anvendt.

Udover den vigtige fremstilling af nødvendige produkter havde arbejdet en anden vigtig funktion - opretholdelse af den mentale sundhed. Selvom lejren var så stor at man kunne opholde sig længe i den uden at se pigtråden, ville isolationen sammen med lediggang kunne medføre "lejrkuller".
Infrastruktur
Infrastruktur
Selvom lejren ikke var en storby med højhuse, motorveje og millioner af indbyggere, så var det dog efter danske forhold en storby, og krævede som en sådan, infrastruktur i form af el, vand, gadenet og kloakering.






Skole


Fritid



Kultur



Sundhed og hygiejne


Ordenshåndhævelse


Religion


Berøring med danskerne

"Hjem"



Tyskland
Engelsk
zone
grøn

Fransk
zone
blå

Amerikansk
zone
gul

Russisk
zone
rød
Tyskland før og efter 1945
En by uden bygninger


Kirkegården


Genvisit

Blomster på kirkegården.

Børn (dengang) der genbesøger lejren. Kristeligt Dagblad - artikel

Var det godt nok?

Lægelig bistand

Bag pigtråd

Tilbagesendelse til ukendt skæbne
Tilbage til indhold