Historie - Bramminginfo

Gå til indhold

Historie

Historie

De politiske partier
Udviklingen i Bramming er gået meget anderledes end i Esbjerg. Man kunne fristes til at tro, at det ville være en parallel udvikling, da begge byer har jernbanen og havnen som forudsætninger for opståen og udvikling. Men mens socialdemokratiet satte sit brede stempel på Esbjergs udvikling helt frem til for få år siden, forløb det ganske anderledes i Bramming. Bramming blev aldrig en by med on udviklet industri (og eksportorienteret) handel. Bramming forblev en by med småindustri og mange købmandsforretninger. Bramming blev en by, hvor folk med traditioner fra landet kom til at præge udviklingen. Det ser man tydeligt på tilslutningen til de to partier i perioden frem til byens vækst: Socialdemokraliet som arbejdernes parti – og Venstre som bøndernes:

Socialdemokratiet
Venstre
Det ses mere end tydeligt, at Socialdemokratiets tilbagegang svarer næsten præcis til Venstres fremgang, når man ser på tallene til kommunevalget. En hel del af effekten stammer naturligvis fra kommunesammenlægningerne i 1966 og 1970, hvor det stort set var landområder, der kom til Bramming. For de Konservative ser situationen ud, som for Socialdemokratiet:

Konservative
De radikale
Et særtræk på den borgerlige front har været de Radikales styrke i Bramming. Mange har sikkert tilskrevet det en bestemt politiker, men tilslutningen er trods alt ret stabil:

Konklusionen er ret klart den, at socialdemokratiet ikke har kunnet gøre sig gældende i Bramming, men at det var Venstre, der i stigende grad satte sig på magten. Det var kun i 1946 og 50, at Indre Mission havde en repræsentant i sognerådet. På den borgerlige fløj kulminerede de Radikale med 3 mandater (af 11) i 1962 og 4 mandater (af 17) i 1974. De konservative stillede kun en enkelt gang med borgmesteren (i 1966) - ellers var det klart, hvem den post tilhørte, nemlig Venstre. Helt klart var det politiske billede måske ikke: der har i hele perioden være opstillet forskellige borger- og landbolister, men de må nok karakteriseres som borgerlige (venstre eller konservative). Det er først med Folkelistens entré i 1981, der kom lidt andre politiske boller på suppen i Bramming.
Rådhus
Der havde været kommunekontor i Nørregade 8 (nu Inca/Bramming boghandel), men pladsen blev trang, og i november 1965 blev et nyt rådhus indviet. Kommunen var derefter godt rustet til den kommende kommunesammenlægning nogle år senere. Inden kontoret flyttede til Nørregade, havde det siden begyndelsen af århundredet haft til huse i den ene ende af en tidligere skolebygning og alderdomshjem i Jernbanegade – den er for længst revet ned (bofællesskaberne ligger på grunden nu).


Før Bramming blev stor: historien indtil 2. verdenskrig
Det var i 1890erne Bramming fik sit første ryk i udviklingen. Før den tid var der en periode med beskeden vækst siden den spæde start i 1874, hvor byen opstod omkring den nye jernbanestation. Der skete en masse i 90erne -- måske for meget, for det efterfølgende årti kom til at betegne en nedgangsperiode. De perioder, der fulgte efter var alle præget af beskeden vækst - frem til 60erne.
1890erne er det årti, hvor en masse foreninger blev stiftet: Arbejdsmandsforbundet i 1896 med 19 medlemmer, Murerforbundet i 1899 med 5 medlemmer, Snedkerforbundet (saddelmager) i 1896 med 1l medlemmer, Tømreforbundet i 1895 med 2 medlemmer, Jernbaneforbundet i 1899 med 70 medlemmer. Disse forbund, med undtagelse af jernbaneforbundet, kunne i de følgende år ikke modstå krisen og blev (midlertidigt) nedlagt. Der var nu kommet så mange håndværkere til byen, at man kunne danne en håndværkerforening - og de af dem der skulle bruge træ kunne nu få det i den nyetablerede trælasthandel. Foreningen til politisk oplysning blev dannet, og den startede Bramming Ugeblad. Samtidig dukkede flere afholdsloger op. Også en øget politisk bevidsthed kommer til udtryk bl.a. med dannelsen af Socialdemokratisk Forening - og en borgerforening. Endvidere 2 gymnastikforeninger -én for hvert køn! – og som tegn på cyklen som allemands eje blev der stiftet en cykelklub. Byens første dyrskue blev arrangeret af den nystiftede landboforening.
Byggeriet ekspanderede: byens første folkeskole, den nystiftede Bramming og Omegns Bank opførte ny bygning, en efterskole, et farveri, et hvidtølsbryggeri, et forsamlingshus, en lægebolig. 8 petroleumslamper udgjorde byens første gadebelysning, alt imens det store kvægmarkeder blev flyttet fra Ålbæk til Bramming. Også boligbyggeriet fulgte med, f.eks. blev der et enkelt år (1897) opført 28 huse, heraf 5 i 2 etager - men så satte spekulationskrisen også ind!. Men Nørå-området beholdt sin status som centrum i sognet, thi sognerådsmøderne blev man ved med at holde i Nørå skole – men det var der også beboere i Bramming, der begyndte at brokke sig over.

Fortiden
Beboerne i den forblæste nybyggerby i slutningen af forrige århundrede var ikke de første på stedet. Området havde mange århundreder før været beboet. De ældste tegn på det er bl.a. gravhøje i byens umiddelbare nærhed, f.eks. Kongehøjene sydøst for byen og forskellige fund under udgravninger bl.a. på grunde til møbelfabrikken Bramin, Vardevej 4. Det sidste fund er jernalderlandsbyen, som blev opdaget, da man anlagde Kirkebrovej i 1993. Landsbyen Bramming lå oprindelig tæt ved Sct. Knuds Kirke og forsvandt ved dannelsen af Bramming Hovedgård i slutningen af 1700-tallet.
brand iTeglværket
Ved en brand i 1962 nedbrændte Teglværket totalt - der havde da været teglverk i byen siden 1919. Efter genopførelse blev det nedlagt i 1971 og solgt til Kalmargården. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).

Årtier med skiftende aktiviteter
Bosættelsen i nybyggerbyen er formentlig begyndt umiddelbart efter banens åbning i 1874. Vi ved ikke i hvilket tempo. Vi ved heller ikke, hvor de kom fra, de første der tog ophold i byen. I det hele taget ved vi grumme lidt om de første 4-5 år. En forfatter (Peter Dragsbo: Bramming – en stationsbys fødsel) siger dog, at stationsbyer som Bramming trak fattige mennesker til sig, stationsbyernes mere ydmyge dele var en slags husmandskolonier uden jord, hvor alle slags forsøg på overlevelse i kanten af det mulige gjordes. Men så kom 1880erne, og nogle glimt, der fortæller om udvikling. Der var dengang, Hotel Sommerlyst og Højskolehjemmet blev opført, byen fik sin egen vejrmølle og telefoncentral. Der blev stiftet loger (bl.a. IOGT) som modvægt mod et formodentlig overhåndtagende drikkeri. Som i resten af landet var 90erne en periode, hvor stationsbyerne voksede, og Bramming tiltrak handelen: Købmand Ullerichs flyttede fra Vilslev til Bramming (den store gule ejendom i Storegade, hvor Tv-forretningen er). Det blev af betydning, at Bramming var nær ved Esbjerg - og den nye havn - og dengang som nu: byggegrundene i Bramming var billigere!
Men efter denne periode bremses udviklingen, men noget skete der dog efter århundredeskiftet: Nu kom der: planteskole, andelsmejeri og Bakkevejens skole. I den nydannede sangforening opløftede sangerne deres røst – og husmødrene i husmorforeningen. Læge P.N. Fenger, der var meget initiativrig og virksom, ejede teglværket ved Gabelsvej og handlede med byggegrunde, gik fallit og drog til USA i 1903. Med præstegårdens opførelse fik byen sin egen præst – hidtil havde han boet i St. Darum – og søndagsskolen startede og Kosmorama blev bygget. Både Det Radikale Venstre og Venstre stiftede partiforeninger. På bo- . ligområdet sørgede en boligforening for opførelsen af tvillingehusene i Lindegade, og tæt ved startede tilplantningen af Lystanlægget – og der var 965 husstande i 1901.
SPEKULATION OG KRAK
Omkring århundredeskiftet ramte lynet Bramming – den optimistiske udvikling standsede. Byens ledende folk forduftede til Amerika efter spekulation og krak. Det var dels spekulationen i jord i Esbjerg, hvor et konsortium af 12 fintklingende navne, som fotograf Olesen senere sagde, tabte 144.000 kr, på 4 tønder land ved Boldesager - og en af hovedmændene, Skov, flyttede fra byen i 1899, for senere at slå sig ned i Kolding. En række af byens faste støtter fortrak: Købmand Wimmelmann, ejerne af savværket Iversen og Laugesen Petersen. Guttorm Sørensen, ejer af Kikkenborg, røg også.
Men det var ikke alene spekulationen i Esbjerg, der medførte konkurser, men også i Bramming. I centrum af dette var læge Fenger, hvor kilder oplyser, at hans vovelige foretagener skete ud fra interesse for byen. Fenger var en stor mand i Borgerforeningen, deltog i Skovs konsortium vedr. Boldesager, havde del i teglværket. I 1902 sad han på de fleste større grunde mellem Nørregade og Skolegade, de fleste grunde mellem lægeboligen til Lindegade mod nord, mod øst til Elmegade. Anslået halvdelen af byens byggegrunde - og de var vel at mærke forblevet ubebyggede. En af Fengers kautionister smuttede til Amerika, og med et uindfriet lån på 9.400 kr., erklærede banken Fenger konkurs. Så tog også Fenger til USA og blev ti år senere, i 1913 læge i den grundtvigianske koloni Askov, Minnesota. Men en gade i Bramming fik han da!
Tiden før 1. Verdenskrig
På informationsområdet så man starten af et nyt Bramming Ugeblad – det oprindelige var blevet til avisen Landbodagbladet - og kulturpolitisk havde vi oprettelsen af Brugsforeningen, KFUK, en ungdomsforening og handelsforening. På det økonomiske område: Apoteket og drejer N.A. Jørgensen, senere møbelfabrikken Bramin etablerede sig. Ny kirke og kirkegård blev taget i brug. Men det var nok Brammingulykken, en jernbaneulykke med 15 omkomne, der gjorde byen mest kendt ud over landet. Og det var netop på det trafikale område, der skete en masse i denne periode: banen til Funder (og videre til Randers over Silkeborg) medførte en betydelig udvidelse af stationens sporterræn, opførelse af posthuset og byens senere så sørgeligt berømte Viadukt blev anlagt. Teglværket flyttede fra Gabelsvej til Hellesvej, og hvor Egnsmuseet nu har til huse blev der lavet et Andelselværk.
EN MALERSTREJKE 1896
Malernes Forbund for Bramming og Omegn har erklæret Strejke hos Malermester Jensen i Bramming paa Grund af Uenighed om Lønspørgsmaalet. * Jensen har forsøgt, som Følge af Vinteren, at sætte Lønnen ned ved at forlange mere for Kosten. Han forlanger nemlig 8,50 Kr.om Ugen. Det vilde Svendene ikke gaa med til, men forlangte af faa deres Løn fuldt ud. Han forsøger at gaa uden om det Lønregulativ, han underskrev d. 20/7 1896. * [Bramminge Ugeblad den 13. November 1896 – og den følgende uge fulgte forbundsformand Otto Ottosens redegørelse for årsagen, til sidst redaktionens beretning om strejkens afslutning:] Red. Kan nu tilføje, at Arbejdsstandsningen er afsluttet ved gensidig Overenskomst.
1920erne
Nogle år senere blev det udvidet med vandværk, vandtårn og badeanstalt - og Bramming kom til at ligne en rigtig by: Storegades grusbelægning blev erstattet af brolægning, busruten til Fåborg blev åbnet, der var fire benzintanke, en tandlæge åbnede praksis og endelig kom der et bitingsted underlagt Ribe ret. Det var i tyverne, flyveren Haefer gav opvisning i Bramming. På industriområdet: bygning af margarinefabrik. Flere foreninger kom til: Kirkeligt Samfund, KFUMspejderne (og FDF), Bramming og Omegns Fjerkræklub, salonskyttekreds, biavlerforening, radioklub, bokse- og atletikklub, motorklub. Et årti præget af optimisme og aktivitet: det blev opført 30 ejendomme i 1929.

Krise i 30erne
I 1930erne blev landbrugsproduktionen for stor og i Bramming oprettede landboforeningen en byttecentral for svinekort. Det militante LS havde 80% af sognets landbrugere som medlemmer. Det var i denne periode eksportslagteriet (og et fjerkræslagteri) blev etableret og her kommunen lod 29 slagtede grise fordele blandt de arbejdsløse. Man sporede de optrækkende skyer fra syd: DNSAP (nazipartiet) holdt møde på Sommerlyst - med 10 tilhørere! Byen fik både en bygningsvedtægt, den første parkeringsplads, tvunget dag- og natrenovation og husene fik husnumre - og Mulvad blev indlemmet i Bramming. Det nye stadion blev indviet, ny skotøjsfabrik opført, vandrerhjem på Præstegården. Og på foreningsområdet: Sygeplejeforening, lytterforening, bridgeklub, kvægavlsforening og hestedo., konservativ vælgerforening, erhvervsråd - og med besættelsen: Dansk Ungdomssamvirke. Men besættelsen 1940-45 skal ikke beskrives her - den er der skerevet en lille bog om.
LØNSTREJKE PÅ TEGLVÆRKET
Selv om Bramming var og er en fredelig by, når tanken er på arbejdsmarkedet, kunne dagbladet Vestkysten tirsdag den 21, maj 1929 dog bringe følgende meddelelse:
 Arbejderne paa Bramminge Teglværk har lørdag eftermiddag etableret Strejke, og de førte Forhandlinger har endnu ikke ført til noget Resultat. Strejken har sin Aarsag i en Uoverensstemmelse om Løntariffen.
Onsdag meddelte bladet:
Strejken paa Bramminge Teglværk er ved Lempelse fra begge Sider blevet bilagt. Arbejdet blev genoptaget i morges.
Tillæg: Fra skole til skoler
Bramming er blevet stor i min tid som lærer og senere skoleinspektør i byen, dvs. i perioden 1960 til 1997. Kraftigst har væksten været i de to første årtier, som derfor bli'r det tidsrum, hvorfra jeg vil hente nogle få hændelsesforløb, der måske kan være med til at tegne et billede af skolen, dens elever, lærere, forældre og myndigheder samt i nogen måde af Bramming.
Lad mig indledningsvis fastslå, at der i 60'erne kun var én skole i byen, Bramming kommuneskole. Den blev bygget i 1906 og udvidet i 1956-57. Skolen havde i 1960 efter ansættelse af 3 nye lærere - heriblandt undertegnede – 20 lærere og ca. 450 elever og var en såkaldt fuldt udbygget mellem- og realskole.Lovgrundlaget for skolens virke var 1958-loven og den såkaldte Blå Betænkning
Med den nye lov indførtes bl.a. begreberne a-, b- og c-klasser i 6.- og 7. årgang. Betegnelserne står for almene-, boglige- og udelte klasser. Almene- og boglige klasser var for så vidt kendte, mens udelte klasser ikke fandtes efter 1937-loven, men nu kunne oprettes efter forældreafstemning - og det blev de så år efter år ikke mindst til glæde for os på skolen. Ja, vi følte os vel egentlig som foregangsmænd, idet ordningen senere blev reglen for hele Folkeskolen og dermed et af de små tiltag hen mod enhedsskolen. Jeg mindes min tid på kommuneskolen med stor glæde og tillige med en vis stolthed over at have været lærerrådets formand gennem 8 år, et lærerråd hvis indflydelse blev stedse større.

60'erne var et godt årti
Der var et - i sammenligning med tidligere-godt forhold mellem den unge lærer og eleverne og ikke mindst en stor overensstemmelse mellem hjemmenes og skolens holdning til vor fælles opgave.
Vi fik tilpasset skolens dagligdag efter tidens skiftende ideer og retninger.
Blandt mange tiltag kan nævnes: - Forældredage, når det passede den enkelte klasse og afspejlende hverdagen,
afløste den unaturlige fælles forældredag for alle klasser. - Store fælles udflugter konverteredes til ture med egen klasse. - Features med deres tværfaglige aspekt vandt indpas om end ikke uden sværdslag
fra de få lærere, der kun var fagligt indstillet. - Lejrskoler for de små- og store elever lagdes i faste rammer. - Det årlige antal prøver blev reduceret til fordel for mere tid til undervisning. – Elevråd oprettedes. - Skoleblade så dagens lys. - Skolebibliotekets rolle ændredes totalt.-Arbejde i nyoprettede fagudvalg med deraf følgende lærerindflydelse på valg af undervisningsmidler og inventar tog sin begyndelse.
I det hele taget blev alle emner fælles for vor skoles hverdag ofte formuleret på lærerrådsmøder og afgjort her eller-for større emners vedkommende –senere gennemarbejdet på emnedage, f.eks. en weekend på en lokalitet andetsteds end skolen.
Jo, vi var mange, der syntes, skolen blev bedre.
I dag er alt dette og mere til selvfølgeligheder, men det var det ikke dengang. Det var nyskabelser.
Og det engagement, der skabtes via lærerrådet omkring skolen som en helhed, blev en særdeles vigtig forudsætning for skolens evigt aktuelle opgave:
At tilpasse dagligdagen –herunder undervisningen – til en verden under stadig forandring.
En lærers faglige dygtighed var stadigvæk i høj kurs, men hans evne til samarbejde omkring og engagement i skolen som en helhed blev en nødvendighed.

Tiden først i 60'erne var selvfølgelig en helt anden
De indtryk, eleverne modtog, og de erfaringer, de gjorde i deres hverdag -iskolen og uden for skolen - var langt færre og mere overskuelige, hvilket gjorde, at de var lettere at undervise. Ja, de var så at sige parate. Og det er derfor heller ikke helt så fantastisk en præstation, som man til tider synes at mene, når de meget få lærere, der stod for læseindlæringen i de yngste klasser, med de mange og lange lektioner i hele seks ugentlige arbejdsdage og med de- som sagt - parate elever, når de nåede de resultater, de gjorde: at eleverne il. klasse kunne alfabetet til jul og læste til sommerferien.
Jeg ønsker selvfølgelig ikke at nedgøre disse læreres indsats for at lære eleverne at læse, blot vil jeg understrege, at opgaven grundet omstændighederne var noget lettere end i dag.
A propos dette med omstændighederne, så lad mig -uden at blive alt for pædagogisk - citere ét af vor tids pædagogiske udsagn om at undervise. Det hedder: Man kan ikke lære nogen noget, men man kan søge at tilrettelægge omstændighederne således, at nogen lærer sig noget. Og det var vel det, der var lettere dengang i de disciplinerede 60'ere.
Noget helt andet, der også var lettere, det var at tjene penge.
Det var ikke ualmindeligt, at en lærer forøgede sin løn med 50-60% ved at tage et stort antal overtimer. Og hvis så også ægtefællen havde blot fuldt timetal, var husstandsindkomsten den skattepligtige – blandt de største i den lille by. De lærerpar, min kone og jeg kom sammen med -alle ansatte på kommuneskolen - købte, som vi, ny bil, TV, Wegner- og Børge Mogensen møbler og lod med lokale håndværkere opføre arkitekttegnet hus inden for de første år efter ansættelsen.
Børn i sving på den nye legeplads
Børn i sving på den nye legeplads på Nordre skole juni 1973. (Foto i Byhistorisk Arkiv)
Jo, det var de glade 60'ere
Egne børn blev i øvrigt passet af ung pige i huset eller af nabokonen, og de private sammenkomster og fester var mange. Lige så blev deltagelse i handels- og håndværkerforeningens fest på hotel Kikkenborg med sang fra stol og bord en årligt tilbagevendende begivenhed, der bl.a. fremmede vort kendskab til øvrige samfundsgrupper – og deres kendskab til os, deres børns lærere.

Men tilbage til skolen
Her var der fortsat pladsmangel, og tanker om en helt ny skole dukkede op. Vi var jo i de glade 60'ere, og i 1965 påbegyndtes således 1. etape af byggeriet umiddelbart nord for de gamle bygninger. Dette byggeri var ment som en afløser af den gamle skole, men elevtallet voksede så stærkt, at det kunne fylde både den nye og den gamle skole, da sidste etape stod færdig i 1970. På dette tidspunkt toppede elevtallet med ca. 930, og navnet Bakkevejens skole opstod som navnet på det samlede kompleks. Hermed havde byen en ny, stor skole, der i sig rummede den gamle kommuneskoles bygninger. Men samtidig var en ganske ny skole et helt andet sted i byen godt på vej.

10-året 1970-80 tog sin begyndelse
Det skal siges til de kommunale skolepolitikeres ros, at de i allerhøjeste grad efterkom et stærkt ønske fra lærerside om at blive inddraget i den nye skoles tilblivelse ved et samarbejde med den arkitekt, der måtte blive valgt, før denne kom med et alt for færdigt udspil. Således nedsattes allerede i 1969 er udvalg bestående af 5 lærere: dels de tre førstelærere ved henholdsvis Nørå, Omme og Vong skoler, som alle var besluttet nedlagt sommeren 1971, dels to lærere fra kommuneskolen, Knud Jensen, senere inspektør på Bakkevejen og undertegnede, senere inspektør på Nordre.
Vores opgave blev-efter samråd med arkitekt Hylling Larsen, Aalborg, som kommunen havde valgt til at forestå det nye skolebyggeri - at fremsætte forslag til skolemyndighederne om en skole, der skulle ligge i Brammings nordlige del ved Gabelsvej og dér betjene dels elever fra de nedlagte skoler dels fra Brammings nord- og vestkvarterer. Skolen skulle i løbet af et kortere åremål afsluttes som en to-sporet, 10-klasset skole. Og det blev alle tiders spændende opgave, som vi satte en stor ære i at løse så godt som muligt.
Vi læste om forskellige skoletyper gennem nyere tid: aulaskolen, sidekorridortypen, midterkorridortypen og klyngesystemet. Og vort valg faldt på klyngesystemet med klasserne samlet omkring et centralrum eller alrum, som vi kaldte det. Herved blev der opnået flere ting såvel arkitektonisk som pædagogisk. Arkitektonisk en vekselvirkning mellem større og mindre rum og en konvertering af gangareal til undervisningsareal.
Pædagogisk en vekselvirkning mellem klasse- og fællesundervisning og en mulighed for at anvende det nye fællesrum til f.eks.: - indendørs opholds- og spiseområde, - pædagogiske værksteder, - udstillinger, - scenearrangementer,
– møder og fester, - film osv.,osv.

Så langt, så godt
Men, hvor store skulle de enkelte klassearealer være? Hvorledes skulle de og alrummet indrettes og udstyres? I hvilken rækkefølge skulle faglokalerne bygyes for bl.a. at tilgodese en passende nærhed til de årgange, lokalerne skulle bejene? Og hvilket antal klasser ville være passende til et alrum på f.eks. 130 m ? Hvilken gulvbelægning, hvilket lys? Ja, spørgsmålene affødte hinanden, og de Trufne valg betingede de næste.
Lad mig konstatere – med en vis stolthed – at såvel alrum som klasser - og til en vis grad faglokaler – har vist sig så fremtidssikrede, at de også i dag 1998-99 Lilgodeser de krav, skoleloven stiller. Og hvilken skolelov? Ja, ikke 1958-loven, under hvilken vi planlagde i 1969. Ej heller 1975-loven, der fulgte. Men dagens skolelov, 1993-loven.
Det blev en flot og funktionel skole, der så dagens lys op gennem 1970'erne, hvor etaperne afsluttedes i henholdsvis 1971, 1975, 1977 og 1979.
Og det blev det bl.a., fordi vi fik lov til at afsætte 80 m2 pr. klasseareal, et areal der fordeltes med 56 m' til klasselokale, 18 m2 til grupperum og 6 m’ til garderobe. Og fordi vi i alrummet fik mulighed for at kombinere den faglige undervisning fra klassen og faglokalerne med det tværfaglige - og til tider årgangssamlende projekt. Jo, enhedsskolen af 1993 blev sikret et skolemiljø dengang i 1969, da vi planlagde Nordre skole, og skolemyndighederne lagde øre og beslutning til.
At der var sket noget nyt og for nogle tillige imponerende fortæller denne lille hændelse.
Da jeg den første skoledag august 1971 skulle byde velkommen til 106 elever fra de nedlagte skoler i Nørå, Omme og Vong og præsentere deres nye lærere for dem, var der selvsagt en fortættet stemning i alrummet, og man så tydeligt, at de tre elevgrupper havde samlet sig på det flotte gulvtæppe i tre områder – én for hver af de små skoler.
Pludselig som jeg skulle til at begynde, kom en lille dreng listende hen til mig, tog mig i jakken, kiggede op på mig og spurgte så:
»Skal en táj æ sko a’? « Men det skulle han nu ikke, selvom alt var så nyt og pænt.
Skolen udviklede sig selvfølgelig også op gennem 70 'erne -bl.a. via de nye fælles planer for storkommunens skolevæsen- men for mig føltes ændringerne ikke så mange og så radikale som i 60'erne.
Måske skyldtes det min ændrede status fra lærerrådsformand - eller værkførertil skoleinspektør – eller leder- med skolebyggeri og sammensætning af nyt lærerpersonale som væsentligste opgave. Jeg vil dog nævne, at den demokratiske proces tog fart.
Samarbejdet elever, lærere og forældre, ledelse og skolenævn imellem førte til mange samtaler om, hvilken dagligdag vi ønskede på vor skole, og den enkelte parts ret og pligt i samspillet præciseredes.
Det var et spændende årti, og ikke mindst på Nordre skole, hvor mange nye lærere – valgt blandt et stort antal velkvalificerede ansøgere- kom med nye, spændende ideer, der blev afprøvet og tilpasset den fælles arbejdsplads og skole.
I mine 27 år som leder af en skole – fra 1970 til 1997- har jeg bl.a. gjort den erfaring, at man selvfølgelig ikke vedvarende kan tilføre skolen egne ideer, men at man kan sørge for at være katalysator for de bedste blandt andres ideer til den fortsatte tilpasning af skolen.
Der vil altid være nye lærere med nye ideer, og det har et skolevæsen brug for.

Hans Aage Eg Petersen
- pens. skoleinsp.


Tilbage til indhold