Kultur - Bramminginfo

Gå til indhold

Kultur

Kirkelivet fra 1955 og fremefter

Først kommer en vej, så kommer der nogle huse. Er de der, kommer omsider menneskene. Har de fået sig indrettet og sørget for, at de grundlæggende behov er dækket - mad på bordet, tøj på kroppen, varme i huset, kan de omsider begynde at interessere sig for det fælles. De kan danne foreninger og klubber, folkelige og faglige, og sådan selvfølgelig også i Bramming. Men i forhold til al anden udvikling må det selvfølgelig ske med en vis forsinkelse. Her skal vi se på de fællesskaber, man kan sætte betegnelsen kirkelig, folkelig og kulturel på.
Kirkelig set skete der i de år, som her behandles ikke alverden, og dog, tilløbene til ændringer var der. Kirkerne lå der begge to. Sct. Knuds kirke havde ligget der i henved 700 år og der skulle ikke ske andet med den, end at den i 1970 gennemgik en hovedrestaurering, så den kom i så fin en stand, som den aldrig før havde været i sin 700årige levetid. Oppe i byen havde Sct. Ansgar kirke nu ligget i 40 år, ingen alder for en kirke.
Ovre i præstegården residerede den grundtvigske præst, Ove Juul Christensen. På mange måder kan han siges at være karakteristisk for sit sogn i disse år. Han kom fra landet, han havde inden, han kom til Bramming, været sognepræst i et rent landsogn, og han hyggede sig sammen med sognets landboere og de mange tilflyttere fra landet. Jo, vi tænkte jo alle sammen som de bønder vi var, sagde Hulda Andersen, som een af de der kan huske tiden dengang. Og at komme i præstegården var at møde gammeldags præstegårdshygge. Ikke den store effektivitet på kontoret måske, heller ikke den store forkromede pædagogik i konfirmandsstuen, der bestemt heller ikke kunne bruges til andet end unge mennesker med garvede bage. En lille historie kan belyse den Juul-Christensenske pædagogik. Engang var det ham ikke muligt at få een af de unge mennesker til at tie stille under konfirmandforberedelsen. Da udbrød han: Vil du ikke høre Guds ord, skal du få det at føle. Og med et brag landede en stor bibel på den formasteliges hoved. Men hygge og varme var der i præstegården.
Ove Juul Christensen
Ove Juul Christensen var præst i Bramming til 1974 (foto fra 1965). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming)
Kirkelivet
Brammingsiderne i Vestkysten for 1955 januar kvartal afspejler det kirkelige liv en smule. Prædikantlisterne fortæller, at det var Juul Christensen, der var næsten ene om gudstjenesterne, at det var ham, der holdt alle talerne ved begravelserne, men også at der engang imellem var en salmesangsaften i kirken. Således fortalte præsten den 22. januar om nye salmer, og organisten frk. Kjær spillede til. Desuden var der solosang ved frk. Poulsen, Skolegade. Udmærket tilslutning. Ligeledes var der i adventstiden julekoncert ved Bramming Mandskor med solosang ved kommunelærer Sloth, Ribe og optræden ved fru dr. Schultz’ trio. Kendere af kirkelivet i Bramming vil nikke genkendende til den slags arrangementer.
Hvad fortæller Vestkystens Brammingssider om de gamle kirkelige miljøer i 1955? En hel del. Der skete jo ikke så meget andet i de dage, så lokalredaktøren måtte af sted til et utal af møder. Således kunne man læse, at på Bramming Efterskole holdt man nytårsmøde med forstander Bo Rud fra Kerteminde. Han genfortalte og læste op af Franz Werfels Jakobowsky og obersten, en i de dage højt værdsat bog fra det af nazisterne besatte Europa. Mødet samlede 100 deltagere.Lidt senere på året kunne man læse, at efterskolen havde haft besøg af højskolelærer Johs. Rosendal fra Sønderborg. Johs. Rosendal havde været een af de ledende modstandsfolk i Sydjylland, men samtidig var han een af landets bedste kendere af Karen Blixens forfatterskab. Vestkysten bragte et fyldigt referat. Bag begge arrangementer aner man forstander Bertel Nielsens sans for kvalitet. Efterskolen var et midtpunkt, ikke blot fysisk, for det grundtvigske liv på egnen.
Indremissionær Johan Hansen
Indremissionær Johan Hansen foran missionshuset sommeren 1972. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Grundtvigianere og de missionske
Også fra den grundtvigske forening, Kirkeligt Samfund, kan Vestkysten fortælle om et par arrangementer i den hårde vinter 1955. I slutningen af januar talte forstander Geertsen, Nr. Ørslev på Falster. På god grundtvigsk vis fortælles ikke om hvad. Og en månedstid senere var det pastor Kay Schmidt der stod på Efterskolens talerstol for at tale om den svigtende kirkegang. Det var et problem især i hovedstaden og skyldtes, at folk blev mere og mere sløve, især af film og TV. Formanden Juul-Christensen takkede med forsamlingens tilslutning
Lige over for Efterskolen i Skolegade, lå da det andet centrum for det kirkelige arbejde i Bramming, som det gør det den dag i dag: Missionshuset. Om disse år sagde den tidligere formand gennem mange år, Andreas Kristensen, at det var gode arbejdsår. Man kunne f.eks. samle mange mennesker hvert år til missionsuge. Ligeledes blev der taget adskillige nye initiativer. Man kunne have 100 børn indskrevet til søndagsskole. Der blev afholdt kammeratskabsaftener i KFUM/K for de unge, og Unge Hjem aftener for det miljø.
Vestkysten ved da også at berette adskilligt fra livet i missionshuset. Den 10. februar var der missonsuge i Bramming, og taler var bl.a. missionær Adrian Johansen, der tog udgangspunkt i fortællingen om helbredelsen af den blinde ved Jeriko: For den blinde var der ingen tvivl, han ønskede at blive seende, da Jesus henvendte sig til ham. For os gælder det, hvad han skal gøre for os, når han stiller os samme spørgsmål.
Unge Hjem samlede sig naturligt nok om emner for unge familier. Sognepræst Bitsch-Larsen, Ribe, var på besøg. Han understregede, at børnene på et tidligt lidspunkt fik at vide den rette sammenhæng vedrørende deres fødsel. Og at de unge piger lærte noget ordentlig madlavning. I bestyrelsen sad nu også nogle ordentlige sværvægtere, møbelfabrikant N.A.Jørgensen, kunstmaler Skov, manufakturhandler Beiter og urmager Johansen.

Ny præst
Ser man da 25 år frem, sker der da noget i den kirkelige verden ? Ikke så meget lige med det samme, men selvfølgelige går den sociale og befolkningsmæssige udvikling ikke de kirkelige døre forbi. Men det varer unægtelig nogle år, inden det for alvor mærkes.
I 1974 døde pastor Juul-Christensen, og hvordan man end vender og drejer let, så er det væsentligt for et sogns liv, hvem der er sognets præst. Allerede i 1970 var der kommet en kapellan til Bramming, nemlig Kristian Bundgård, der tillige var sognepræst i Darum og i 1976 efterfulgtes Juul-Christensen af Poul Ilaahr som sognepræst, begge stammede fra bymiljø. I den forbindelse fortæller tidligere sognepræst Poul Haahr: Menighedsrådsformanden gennem mange år, Bertel Nielsen, sagde engang til mig: Allerede ved dit første foredrag i Kirkeligt Samfund, Poul, afslørede du, at du intet forstod af landbomiljøet.
Det betød da, at præsterne kom til at lægge vægten i deres arbejde på andre ting. Konfirmandsstuen var blevet restaureret og var efter datidens målestok ganske flot. Nu kunne den også bruges til møder, og det blev den. Menighedsrådet holdt sine egne møder der, men også adskillige offentlige oplysende møder. Det kunne være små serier, som vækkelsesbevægelsernes historie med kirkehistorikere fra Århus Universitet, eller det var den gamle forstander Knud Hansen, der fortalte senjødedommens historie. Trods det at han var højt oppe i årene og næppe kunne se, blev det én af de bedste aftener i mange år. Men også adskillige andre kom indenfor. Et sangkor, Ayoe Poulsens Lærkerne, var der hver mandag aften, torsdag formiddag var der mødre med småbørn, engang imellem var Røde Kors der med de ældre, som de var besøgsvenner for, og efter koraftener i kirken eller salmesangsaftener blev der altid sluttet af med kaffe i konfirmandsstuen o.s.v. Kirkeligt Samfund og Folkeuniversitetet holdt også til der, men derom lidt senere. Hvad der skete var, at kirken ikke blot blev gudstjenesterum og kirkelige handlinger, men også et centrum for kirkeligt og folkeligt oplysende arbejde.
Udviklingen i retning af bykirke gik videre. I 1987 blev der ansat en kordegn, først Peter Stagis, siden Jes Simonsen, og bygget et lille kontorhus til kordegn og graver. Dermed var al attestudskrivning rykket ud af præstegården. Ville præsterne i personlig kontakt med deres sognebørn, måtte de nu ud i hjemmene. Ved samme lejlighed ansattes en hjælpepræst, Bent Mølby Nielsen. I 1996 afsluttedes udviklingen, idet man kunne tage en sognegård i brug, der også lå ud til kirkens parkeringsplads. Det meste af konfirmandforberedelsen og de fleste møder var nu flyttet fra præstegården. Den var ikke mere det centrum, den havde været i landsbytankegangens tid.

25 år frem
De gamle kirkelige miljøer, Indre Mission og det grundtvigske Kirkeligt Samfund havde det forskelligt i disse tyve-femogtyve år. Indre Mission havde det bedst. Takket være en kraftfuld missionær, Johan Hansen, blev der stadig taget nye initiativer. Der blev skabt en klub for teenagers, en anden klub for unge familier, alt i medens det traditionelle arbejde med bibelkredsene som bærende piller fortsatte, det arbejde som man oversat til et andet sprogbrug kunne kalde IMs celler. Det alt sammen kulminerede med rejsningen i 1976 af Sydvestjyllands Efterskole, der var knyttet til missionen. Derefter blev også denne del af det kirkelige arbejde ramt af tilbagegang. Man måtte dele skæbne med resten af det Danmark, der blev forvandlet fra landsby til by, og dermed løsnedes båndene til kirken.
Kirkeligt Samfund havde det endnu hårdere i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne. Det var i udpræget grad et miljø knyttet til landet. Medlemmer var fra landet eller boede endnu i de dele af Bramming, der var landsogn. Der kom ingen nye til. Til gengæld var der familier, der var trofaste gennem mange år, f.eks. Agnes og Poul Platz, Thomas Christiansen og hustru, alle Nygårdsvej,
Christian og Rigmor Jager Nielsen, Fengers Alle. Et slag for K.S. var det også, at Bramming Efterskole flyttede fra Skolegade til nye lokaler på Gabelsvej. Godt nok var det ikke langt fra centrum, men nok til at kontakten med mange gamle venner løsnedes. I 1984 var enden kommet for det gamle Kirkeligt Samfund. Det havde eksisteret siden 1922, men nu meddelte formanden, Bertel Nielsen, at man ikke kunne skaffe hverken kasserer eller sekretær mere. Et lille udvalg blev nedsat for at undersøge mulighederne for et fortsat grundtvigsk arbejde i Bramming. Man kunne i efteråret 84 da indkalde til et møde, hvor først Kirkeligt Samfund nedlagde sig selv og dernæst Grundtvigsk Foredragsforening blev stiftet. Det væsentligste resultat af den operation var, at bestyrelsens gennemsnitsalder blev ca. 30 år lavere. Foreningen eksisterer endnu under navn af højskoleforeningen med ca. 60-70 medlemmer og kan arrangere ganske velbesøgte foredragsaftener, sangaftener og hvert år en vinterudflugt. Desuden er det den, der drager omsorg for, at der findes en grundtvigsk liste til menighedsrådsvalyet, hvor der stadig er grundtvigsk flertal.
Efterskoler En af de ældste institutioner i byen, Bramminge Efterskole havde i tresserne efterhånden fået utidssvarende og snævre rammer i ejendommen Skolegade 10. Man vedtog derfor at bygge en nye skole – og i 1974 kunne man flytte ud i et splinterny kompleks på Gabelsvej 12. I årene efter fik de forladte bygninger, der var opført i 1897, en noget omtumlet skæbne: først startedes der i 1975 en ny skole, Sydvestjyllands Efterskole, med basis i Indre Mission , forinden havde biblioteket set på lokalerne, men fundet dem uegnet til bibliotek, selvom der faktisk havde været bibliotek der engang. Med Sydvestjyllands udflytning til Kirkebrovej (Bramming Hovedgård) blev lokalerne atter ledige – og nedrivning truede, men bygningerne blev bevaret og restaureret og fungerede siden som Mødestedet, samlingssted og aktivitetscenter primært for de ældre årgange af kommunens beboere.

Kulturlivet
En ny mulighed for at få gode foredragsholdere til byen åbnede sig, da der blev dannet en lokal Folkeuniversitetskomite. Ja, ny og ny er så meget sagt, for i Byhistorisk arkiv findes en notits fra Bramming Håndværkerforenings protokol for den 24. oktober 1906: Til nedsat pris. Det overlodes til medlemmerne at tegne sig til foredragene i Folkeuniversitetsforeningen for 75 øre for seks foredrag. Men siden har man ikke hørt noget til den forening, før den i 1978 genopstod som komite med Poul Haahr som formand og Erik Helth-Petersen som sekretær. Fordelen ved at have en sådan komite er, at man ud over hele Danmark indbetaler samme beløb for en foredragsholder til et landssekretariat i Odense, og så står dette sekretariat for alle udgifter til honorarer, rejse og ophold. På den måde kunne man i Bramming få en professor fra København til at fortælle om lokalhistorie, en anden om Tyskland efter 2.verdenskrig, en lektor fra Århus til at tage sig af Grundtvig o.s.v. Det er i tidens løb blevet til ganske mange små serier, hvoraf de fleste blev afholdt i konfirmandsstuen ved Bramming Præstegård. Det kunne være en lille serie om De folkelige bevægelser i Danmark, om byplanlægning absolut med henblik på Bramming, eller en, der hed Far, mor og børn, - og bedsteforældre, der sluttede med et debatmøde om børneinstitutioner i Bramming. Det kunne også ske, at der var ebbe i kassen, for Odense skulle jo have nogle hundrede kr. per aften. Så måtte komiteen arrangere et litteraturkursus, helst om kvindelitteratur, så blev der overskud. Eller om folks sundhed, det gav kasse hver gang. Komiteen lever i bedste velgående den dag i dag.

Sangkorene
Det var dog ikke foredrag det hele. Der var også sang i Bramming i de dage. Bramming Mandskor, der var startet i 1914, havde det fortsat godt med den særlige muntre sangerkultur, som hører et mandskor til. Siden 1922 havde man hvert år bl.a. givet julekoncert i Sct. Ansgar kirke, og den tradition er ikke blevet brudt, så byens borgere har hvert år kunnet møde sit kor. I de senere mange år er Mandskoret dirigeret af Anders Rasmussen. Men der kom også i perioden et par nye kor til. Med skoleinspektør Larsen-Pedersen, Gørding som dirigent opstod i 1951 Bramming blandede kor. Enkelte af de første medlemmer er med endnu, således Svend Åge Scmidt. Han mindes Larsen-Pedersen som en meget myndig herre, der nok kunne tage sig ud, når kan til koncert dirigerede koret iført kjole og hvidt svingende violinbuen foran børn og voksne. Svend Åge Schmidt fortæller også, at korets arbejdsform i dag er den samme som for mere end fyrre år siden. Man mødes hver anden torsdag, synger halvanden time, derpå tager man ud i et af kormedlemmernes hjem og drikker kaffe, hvorpå der synges en halv time til tre kvarter efter højskolesangbogen. Da Larsen-Pedersen døde, over tog Bang Nørgaard dirigentstokken. Da han faldt fra, blev Brynhild Tophøj leder.
Endnu et kor dukkede op i disse år, et rent damekor. Det var vel nærmest en dirigent, der søgte sit kor, idet koret blev dannet af musikpædagogen Ayoe Poulsen i 1966. Det fik navnet Lærkerne og blev et meget flittigt kor. Ayoe Poulsen, der var handicappet havde forbindelser indenfor plejehjemsverdenen, og Lærkerne blev en værdsat gæst på egnens plejehjem, ligesom det snart blev en værdsat halvdel af den årlige julekoncert sammen med Mandskoret. Veel Ayoe Poulsens tilbagetræden i slutningen af firserne blev koret nedlagt, men et andet med omtrent samme medlemsskare opstod under navnet Skala med Henrik Jønch-Clausen som leder. Endnu et kor, Sonor opstod i løbet af firserne, så Bramming må siges at være godt dækket på det område

Levende musik
I halvtredserne var der enkelte, der forsøgte sig med den levende musik. Frem for alt fru dr. Schultz'trio. Fra 1947 og tredive år frem mødtes hver uge fru Schultz, der spillede cello, med fru Neerland ved klaveret, og fru Kjærsgaard-Mortensen på violin. Det var det rent klassiske repertoire, de tog sig af, fortæller fru Schultz’ datter, Birgit Schack. Det var Mozart, Beethoven, Tchaikovsky og dens slags. De var et lige så fast indslag ved den årlige julekoncert som mandskoret ligesom de af og til gæstede plejehjemmet. Men også ved andre festlige lejligheder var de ikke bange for at give et nummer eller to. På spørgsmålet om ikke trioen var byens førende ensemble, svarede Birgit Schack: jo, og det eneste!

Levende billeder - og teater/musik
Som man vil se, var det for både sangens og musikkens vedkommende amatørerne, der førte ordet. Den professionelle kunst så man ikke meget til. D.v.s bladrer man i Vestkysten 1955, kan man konstatere, at man i hvert fald kunne komme i biografen. Det var det år, hvor Dreyers filmatisering af Kaj Munks ORDET var det helt store tilløbsstykke og da også i Bramming. Ellers kunne man her i første halvdel af 1955 bl.a. komme til at se Frk. Kirkemus, De tre musketerer, og Fuglekræmmeren. Den kunne man imidlertid også opleve i levende live, idet den opførtes i Borger- og Landboforeningen. En klassisk operette, skrev Vestkysten, fuld af dejlige melodier, og i handlingen berettes om to jævne og ærlige mennesker, der af skæbnen hvirvles ind i letsindige hofintriger. I hovedrollerne kunne opleves Asta Hansen og Bent Weidrich. Og skulle nogen have lyst til mere operette, kunne man smutte en tur til Gørding, hvor Kay Abrahamsens tourneselskab opførte Tre små piger – med indlagt valseintermezzo.
Det var som sagt både på sangens og musikkens område amatørerne, der tog sig af opgaverne. Men i 1977 skete der noget af en revolution. Bramming Efterskole, der som bekendt var flyttet ud på Gabelsvej, kunne indvi sin nye hal. Til denne var der knyttet en scene. Den skulle benyttes. Den 17. marts 1978 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Bramming og Omegns Teater- og Musikforening, i daglig tale kaldet BOTM. Den første bestyrelse fik Gudmund Mouritsen som formand, mens P.V.Lund blev kasserer, en meget vigtig post i en sådan forening. Hvis man imidlertid ser på denne bestyrelses erhvervsmæssige placering, vil man se, at nu er landbokulturen for alvor ude af Bramming. Det nærmeste man kan komme landet, er en købmand i Lourup. Ellers består bestyrelsen af tre lærere af forskellige art, en boghandler, en lægesekretær, en præst og en redaktør. Senere kom en apoteker, en ansat i møbelindustrien og en dyrlæge til at spille en stor rolle sammen med alle de andre, der påtog sig et bestyrelsesansvar.

BOTMs første forestilling
Ved BOTMs første forestilling lå skuespillerne overvejende på gulvet - så publikum havde ret vanskeligt ved at se dem. (Privatejet plakat - gengivet med tilladelse fra Det Danske Teater).
Nu skulle der spilles teater og musik. Det viste sig imidlertid, at der var et par hurdler, man skulle over, inden der kunne spilles teater. Teaterselskaberne skulle have noget at hænge deres lys op på. De skulle også kunne skrue deres kulisser og sætstykker fast i gulvet, og det krævede plankegulv og ikke det fine parketgulv, som arkitekten havde udstyret scenen med. Og hvad skulle folk kumne sidde på ? Efterskolen havde nogle gamle stole, men det var ikke noget at rübe hurra for. Og arkitekten havde været så uheldig at han havde hævet scenien så meget over hallens gulv, at tilskuerne aldrig kom til at se skuespillernes fylder. Med stor velvilje fra Efterskolens side blev problemerne løst eet efter eet. El llot ophæng til lys blev anskaffet, Lions Club gav et fortæppe, plankegulvet blev lagt ned, og formand Gudmund var selv ude at lakere det kort før den første forestilling. Endog problemet med stolene blev en skønne dag næsten løst, idet Kaj Svendsen, der var indtrådt i bestyrelsen, fik forskellige firmaer til at sponwere disse. Kun et problem eller to kunne ikke løses: At det kneb med at se, fordi scenens gulv var for højt, og må det også indrømmes: Man skulle ikke have svært ved at høre, hvis man skulle have noget ud af forestillingerne. Og så ville skæbnen det hverken værre eller bedre, end at den første forestilling som bestyrelses kunne få fat på – man var jo sent ude- var et stykke amerikansk problemteater, hvor skuespillerne det mest af tiden lå på gulvet !!
I de første år af teaterforeningens levetid sluttede folk i Bramming pænt op om forestillingerne. Der var mange virkelig gode teateroplevelser ude på Efterskolen. Det var altid en festaften, og dem der var med, kan sikkert huske forestillinger som Helge Kjærulf Schmidts jubilæumsforestilling, Mirakelbrønden, Shakespeares Hellig tre kongersaften, Ibsens Et dukkehjem og Indenfor murene 111001 John Price som gamle Levin. Og i den lettere genre Paven holder fridag, et mens et besøg af Pallesen og Piilmark var det helt store grin. Men som årene mik, blev det stadig vanskeligere at konkurrere med Esbjerg teaterkreds. De fik en ny sal, hvor man kunne sidde godt, og både høre og se, hvilket må siges at være en fordel for en teatersal. Dertil kom, at de tournerende teatre skruede priserne i vejret år for år, så i 1990 blev der, som Vestkysten skrev det, tæppefald for sidste gang. Men tager man et overblik over de tolv år teaterforeningen eksisterede så blev der vist omkring 50 forestillinger. Måske de ikke var lige gode alle sammen, men så at sige alle var dog værd at se, og adskillige var endog meget store oplevelser.


Bramming Mandskor
Bramming Mandskor i fuldt ornat ved jubilæet i 1964 (Foto fra korets arkiv)
Musikken spiller
Men det var jo også en musikforening. Man lagde ud med bravour. Vestjysk Symfoniorkester i Efterskolens hal. Fuldt hus til Tchaikovskys klaverkoncert med en ungarsk klaverbokser, der kunne sit kram, Indjic hed han. Næste år Århus Byorkester med Ole Schmidt på podiet og een af Carl Nielsens symfonier. Knap så mange mennesker. Men igen fuldt hus, da man kunne invitere til smørrebrød og dans med Fanøgruppen Sand på gulvet. Men så var det også forbi med de store koncerter. Et forsøg med et wienerensenble bestående af musikere fra Århus Byorkester måtte aflyses på grund af alt for få tilmeldte. Derfor satsede man på kammermusik, og det gik da også i mange år. Men kun fordi man oprettede en støtteforening, der skulle skaffe en 3-5 tusind kr. årligt. Derfor kunne man hvert år op imod Mortensaften se nogle godt påklædte damer og et par enkelte herrer stå uden for Brugsen og sælge lodder i en tombola, hvor der kunne vindes ænder og andet godt til Mortensaften. Så havde man råd til at invitere det fortræffelige Eslojerg Ensemble, eller et par sangere fra konservatoriet i Esbjerg, et par musikere fra Sønderjysk Symfoniorkester o.s.v. til at give koncert på Birkevangens »torv«, der var blevet foreningens foretrukne spillested.
Men alt har en ende, og det havde tiden også for musikforeningen. Den bestod fire år ud over teaterafdelingen. Men der kom færre og færre, og da man kunne He', at det blev alvor med Musikhuset i Esbjerg, der ville udkonkurrere alle andre initiativer her på egnen, så besluttede bestyrelsen at lukke og slukke. Det havde været 16 år med mange gode oplevelser og enkelte sindsoprivende, når alt syntes at gå galt.
Sammenfattende: En teater- og musikforening er noget, der hører købstadskulturen til. Det har man i Ribe, Esbjerg og Varde, for der er et vist befolkningsgrundlag, som hører en købstad til, og nogle institutioner som kan trække interesserede til. Der en del gymnasier med deres lærere, der er retterne med deles dommere, i Ribe stiftet, i Varde kasernen og i Esbjerg universitetscentret 0.5.v. Alt sammen institutioner med ansatte som man må formode vil leve med i et kulturliv af klassisk karakter. Bramming har intet af den slags. Bramming er ikke en købstad, det har forsøget med Bramming og omegns teater- og musikforening vist.
Men hvad er Bramming så?


Klaverflyttelauget ved Sct. Knuds Kirke
Klaverflyttelauget ved Sct. Knuds Kirke i nyere tid. (Foto fra korets arkiv).
Bibliotek med vokseværk
Der har været to store hop i udviklingen af Bramming bibliotek: Det første var i 1962, da bestyrelsen købte en villa med parketgulv i Nørregade 28 og ansatte en faguddannet bibliotekar. Det andet hop var i 1985, da biblioteket rykkede ind i den nye biblioteksbygning i biblioteksparken bag Kikkenborg. Det var i denne periode, hvor biblioteket gennemgik den samme dynamiske udvikling som resten af byen: fra at have været et sognebibliotek blev det et moderne folkebibliotek.
Fra starten var der 1 bibliotekar og 1 kontorassistent, men ret hurtigt lejede bestyrelsen det meste at det, der nu er El-huset, og indrettede en børneafdeling her - og ansatte en børnebibliotekar. Det var i de år, hvor der ikke var så mange tilbud til børn, så børnebiblioteket var for mange byens eneste fritidstilbud. Og i slutningen af tresserne var børnebiblioteket der, hvor der skete noget med tealer og arrangementer. Voksenafdelingen var mere stille og præget af en kraftig vækst i bogbestanden: fra at have været bibliotek på fritidsbasis for Bramming hy, skulle der nu opbygges en bogbestand for hele kommunen.
Bogbestanden voksede, men det gjorde lokalerne ikke - det ene lokale i baggangen efter det andet blev inddraget – også vaskeværelset til pigekammeret blev inddraget til lydbøger, da de nye medier så småt begyndte at trænge frem. Det hjalp også, da bibliotekaren, der ellers havde til huse på første sal som en anden førstelærer, flyttede til anden bolig: så kunne man indrette kontor der i 1970. Men det var jo ikke uden problemer, da der var skråvægge og en lofthøjde, der ikke svarede til Arbejdstilsynets krav. Der manglede også tilbørlige flugtveje, som det hedder - det blev der lavet sindrige løsninger på. Én fordel for personalet var der dog ved den inddragne lejlighed: der var et tilhørende badeværelse, hvilket et bestemt medlem af personalet benyttede sig af, når der ikke var tid til at komme hjem og få et bad, hvis aftenlige sysler kom umiddelbart efter arbejdstiden.
Pladsforholdene i Nørregade var så trange, at der var en bogopsætter, der sagde til den øvrige del af personalet, at de nu blev nødt til at låne nogle bøger, ellers kunne hun ikke få plads til at sætte de afleverede bøger på plads. Bygningen på Nørregade blev revet ned lige efter, at biblioteket flyttede, og skabte derved mulighed for oprettelsen af Nørretorv – et lyspunkt på Nørregade. Men det gamle bibliotekshus havde nu bestemt en stor charme.
børnebiblioteket
Hygge i et hjørne af børnebiblioteket (december 1973). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Ungdomsoprøret kom til byen: St. Quentin – ikke en ungdomsklub
Ungdomsoprøret er den kendte betegnelse for de protestbevægelser, der startede på universiteter i USA og i Europa blev kendt som Maj 68 i Paris og Praha. Ungdomsoprøret havde både en politisk og en mere kulturel side. Den politiske protest rettede sig mod de stivnede former indenfor det politiske og fagforeningsmæssige establishment -og mod krigen i Vietnam. Den kulturelle blev oplevet som en forkastelse af de samlivsformer, der var rådende, af den stive påklædning med slips og blanke sko, af den sukkersøde musik, der var med Raquel Rastenni og Gustav Winckler.
Men tresserne i Danmark faldt i 70erne. I København krævede ungdommen overtagelse af Huset i Magstræde – det ligger der faktisk endnu, omend aktiviteterne er begrænsede- og det var den del af ungdomsoprøret, der slog ned i Bramming. Det var en kort – men hektisk periode fra efteråret ’69 til foråret ’70. Men det var ikke kun i Bramming, der var røre. I bladet står der om en demonstration i Ribe foran hotel Dagmar i marts '70, hvor 30 unge demonstrerede under en Tv-udsendelse, for at få byrådet til at løse deres lokaleproblemer - de fik faktisk senere det gamle Gasværk!. Og i Esbjerg vandt 9. klasse på Spangsbjergskolen en konkurrence om indretningen af et ungdommens hus.

... et passende sted
Kommunen havde sørget for at ungdommen kunne samles til diskotekaftener på det gamle Lunagård, der var kommunens ejendom inden udstykningen. Her gik det vist lidt hårdt til, og der blev så lavet ungdomsklub øverst i Bakkevejens skole. Det svarede ikke rigtigt til behovet for fritidsudfoldelse og heller ikke til ønskerne om et ungdommens hus, hvor man selv kunne stå for driften. Der blev derfor i november 1969 sendt en skrivelse til sognerådet, hvor man anbefalede at skaffe ungdommen et hus i forbindelse med biblioteks- eller hal/svømmebadsbyggeri. Hvad man ville bruge det til, blev opregnet som følgende: a høre musik(diskotek) b diskussions- og hyggelokale c spille skak d spille billard e spille bordtennis f spille kort g læse bøger og blade h drikke kaffe, te, sodavand m.m.
- hvilket jo ikke lyder så vildt! Det var imidlertid i kommunesammenlægningens tid så der var bestemt ikke optræk til, at det siddende sogneråd ville træffe nogen beslutning.
Sognerådet på vej
Sognerådet på vej – rekonstruktion af St. Quentin-plakat. (Fra: Affiches Paris mai 68)
St. Quentin
De unge mennesker startede derfor i utålmodighed en åben forening med det Traffende navn St. Quentin. Opkaldt efter et amerikansk fængsel (der dog hed San Quentin), der var blevet kendt gennem en sang af Johnny Cash. Navnet blev også valgt som en hentydning til, at Bramming af de unge blev opfattet som rt fængsel. Som Cash sang: San Quentin, I hate every inch of you... St. Quentin blev styret af de aktive og for at holde sammen på tropperne blev der udgivet et blad med navnet St. Quentin/Bulletin, der kom i omkring 8 numre (foldet A4format). Bladet var samtidig adgangsbillet til foreningens diskotekaftener. I bladet annoncerede man for kommende arrangementer. Tit var det Straight fra staden Gredstedbro, der var på scenen, men ellers betragtede man esbjerggruppen Tracks som husorkester.

Husgruppen
Ud over musikgruppen blev der hurtigt nedsat en hus-gruppe, hvis opgave det var at finde et sted.. Der var ellers foretaget en grundig støvsugning af byen for at finde et sted. Husgruppen havde følgende i kikkerten:

Graff - Ribevej [laden). Tonnesens gård, Helenevej/Jernbanegade. Elektricitetsværket [nu museum). Hjort [nedrevet, hvor nu Brugsen er]. Statsbanernes remise. Johansson (nedrevet, hvor nu Brugsen er]. Ledvogterhuset (nedrevet, hvor der er parkeringsplads]. Jernbanevogne. Fru Schlossers kælder (nu El-huset]. Bag N.A. Jørgensen [Hestestalden - tilhører nu Egnsmuseet]. Den gule gård, Storegade, Lauritz Christensen, Badeanstalten, Pedersstræde (nedrevet, ved siden af Museet]. Præstevej 4, ved siden af Almskov. Valdemar Pedersens yård, svinestald. Kalle Ortved [ved siden af nuv. italiensk restaurant i Nørregade]. Bag ved Kikkenborg, Svineauktion. Under administrationsbygningen
Rådhuset!]. Højskolehjemmet [i Pedersstræde]. Garagerne bag Sv. Kjær (v. parkeringspladsen Skolegade). Pakhuset bag ved Brugsen [nedrevet, hjørnet Skolegade/Sct. Knuds alle]
- det var jo ikke fordi, der manglede ideer! selvom nogle af ejerne nok ville have sig betakket. Husgruppen var til møde med sognerådet den 27. april 1970, og Johnny Nielsen husker stadig mødet i byrådssalen, hvor de 5 fra St. Quentin mødte op. Ud over de fine stole, var det, der gjorde indtryk, at formanden for Ungdomsnævnet, Søverin Ernstsen hele tiden sagde, at de jo bare ku melde sig ind i den kommunale ungdomsklub. Det var selvfølgelig udelukket: St. Quentin var for alle, ikke kun de, der var mellem 14 og 18, St. Quentin ville heller ikke indordne sig under de regler, der var for ungdomsskole, hvor lederen var en lærer. St. Quentin var for alle, som der stod i bladet: også folkepensionister der kan lide beat!
Flemmeng Gotfredsen
Flemmeing Gotfredsen - en af de mest aktive i St. Quentin, her foran biblioteket Nørregade/Borgergade ca. 1969. (Foto i bibliotekets arkiv).
Byrådet
Bedre blev det heller ikke af, at byrådet på et møde midt i marts havde vedtagel, at St. Quentin skulle lukke for deres arrangementer kl. 22. Af Bulletinens udsendte medarbejders referat fremgår det i nr. 3, at borgmesteren (Riber Berletsen) mente, at det var et passende tidspunkt, da 90% af de besøgende var 13-16 år. Repræsentanten for Socialdemokratiet, Jørgen Vind, sagde, at hvis nu de unge skulle være der længere end til 22, så ville de voksne, der benyttede skolens lokaler, også forlange længere åbningstid. Venstres Michael Uldall mente nu, at det var for tidligt at sende de unge hjem kl. 22, og at Fritidskommissionen skulle sørge for lokaler til dem - men det var han nu ene om at mene. Der var og blev lukketid kl. 22!
St. Quentin syntes naturligvis, at sognerådet var en samling stivstikkere. Det kom også til udtryk op til kommunevalget i marts, hvor der blev hængt plakater op i byen. Plakaterne var hjemmelavede efter forlæg fra en bog om franske plakater fra maj 68. En af dem viste en flok får med en titel som Sognerådet på vej. Plakaterne blev lavet en aften og hængt op med det samme. Effekten har nu nok ikke været så stor – for allerede næste morgen var de væk, og Johnny Nielsen husker, at han så en kommunal arbejdsmand i gang med at tage ned, da han var ude med Aktuelt ved 7-tiden. Det forlød også, at en far til en af St. Quentins aktivister havde været ude, da han ikke var helt enig med sønnens politiske indsats. Efter valget indeholdt bladet en opfordring til alle Bramming bys unge til at lægge en arm i ilden for Ungdommens hus og omtalte at der måske kunne komme mere drastiske ting på tale: F.eks. optog gennem byen med plakater og hvad vi ellers kan finde på. Så vidt kom det nu ikke!

Musikgruppen
Der var en gruppe til at sørge for musik og de havde også videre planer: friluftskoncert til sommer, pladeanmelselser i bladet, lys-show og lilla flimmer pære, organisering af busser til koncerter. Gruppen var på rekognoscering i Tjæreborg og anmeldte gruppen Why us, der spillede fantastisk - de blev naturligvis inviteret til Bramming. Fra 1. april skulle man ud af lokalet på skolen - og i St. Quentins sidste tid fandt man plads forskellige steder i byen, bl.a. landboauktionen og så fik man en aftale – troede man - med Kikkenborg. Den blev bare St. Quentins død: Den sidste aften stod der 150 unge mennesker foran hotellet, men her påstod de hårdnakket, at der skam ikke var nogen aftale. Hermed var St. Quentin opløst – uden ekstraordinær generalforsamling. Mange år efter dukkede der en notits op i dagbladet Vestkysten, hvor St. Quentins spydspids, Flemming Gotfredsen, skrev, at han endnu havde en bankbog, hvor der stod penge på fra St. Quentins tid, som han ville overlade til unge mennesker, der ville arbejde i St. Quentins ånd. Det fik han ikke respons på!
St. Quentin var en hurtig episode i byens historie. Kampen for eget hus var både i Bramming og andre steder en del af det, der i 68-generationen skabte bevidsthed om eget værd og eget liv. Generationerne i efterkrigstiden var derimod præget af en konformitet: man skejede ikke ud, man gjorde som forældrene sagde, man overtog de samme normer. I Bramming som mange andre steder gjorde man nye erfaringer - og mødte mindre forståelse her end andre steder, hvor storbymiljøet var mere påfaldende.





Tilbage til indhold