Tarp Bunkermuseum - Bramminginfo

Gå til indhold

Tarp Bunkermuseum


BUNKER 75665, Mandskabsbunker R622  – Den mest almindelige bunker i Danmark og i Atlantvolden

Bunker 75665 er beregnet til 20 mand jvf. regelbau. Ydermure og det armerede betonloft er 2 meter tykke og skillevæggene hele 1 meter. Bunkeren 75665, der er beliggende i Tarp nær Esbjerg, er dog udført med ekstra vægtykkelse på 3 meter.  Bunkeren, der er støbt d. 11. juni 1943 , er støbt af hele 928 M3 jernbeton. Organisation Todt afleverede den til værnemagten d. 24. august 1943.
Hvordan blev bunkeren et museum?
Ejerne købte et hus i Tarp. I baghaven lå en stor beton"klods". Fra starten var der på murene kun de originale tegninger på væggene, 40 cm. vand fyldte gulvet og man havde de originale tegninger. Interessen for bunkere kom først, da de nu havde deres egen.
Ejerne vidste fra starten ikke noget om bunkere eller om hvad der skulle til for at lave et museum. Havde man vidst det, så var bunkeren blot forblevet en betonklods i baghaven.

Man gik nu i gang med den slidsomme proces det var at lave et museum. Der skulle ansøges om at bunkeren kunne laves til museum. Der var mange regler og procedurer der skulle overholdes. Det sikkerhedsmæssige skulle selvfølgelig være i orden. Originale materialer til bunkeren skulle skaffes. De originale dele til netop denne bunker kunne ikke skaffes, men på grund af Tyskernes standardisering af bunkerbyggeriet, kunne dele skaffes fra andre bunkere. Ofte krævedes der efterfølgende en omfattende restaurering af materialet.

Med hjælp fra venner og foreninger(Esbjerg I Atlantvolden) og fonde blev der over 6 år, mange timer og flere hundrede tusinder af kroner, etableret et museum.
Det er den eneste bunker fra den gamle tyske militære lufthavn ved Esbjerg, som er restaureret og ført tilbage som den så ud, da Luftwaffe forlod den i 1944. Besøg bunkeren, se hovedvagten og folkerummet - oplev atmosfæren og se hvordan de tyske soldater boede under Besættelsen.

Tarp Bunkermuseum
Hvorfor ligger der en bunker i baghaven?
Bunker 75665 var en del af underlejr “Richthofen”, som var en del af Flugplatz Esbjerg.
Flyvepladsen, Einsatzhafen Esbjerg, blev anlagt den 9. april 1940, da tyske tropper besatte den noget mindre Esbjerg Flyveplads på godt 42 ha. I de efterfølgende år blev flyvepladsen udbygget med hangarer, værksteder, barakker og befæstninger. Ved krigens slutning dækkede den et området på ca. 120 ha

Befæstningerne omkring flyvepladsen bestod yderst af pansergrave med et system af pigtrådsspærringer, løbegange, kampstillinger og faste betonbunkers hovedsageligt bevæbnet med maskingeværer og panserværnskanoner. Der var også udlagt omfattende minefelter med både panser- og personelminer.

På trods af det stærke ydre forsvar havde det tyske militær et doktrin om forsvar i dybden. De indre lejre og installationer var derfor også omgivet af egne befæstningsværker, så de selvstændigt kunne forsvare sig ved et angreb. På denne måde skulle en angriber kæmpe sig vej gennem hele området og ikke bare gennembryde de ydre forsvarsværker.
Rommel inspicerer del af Atlantvolden
Rommel inspicerer sammen med officerer, en del af Atlantvolden Frankrig/Belgien, april 1944. Foto: Bundesarchiv, Bild 101I-719-0243-33 / Jesse / CC-BY-SA 3.0
Hvorfor blev Esbjerg befæstet?
Besættelsen af Danmark var ikke et vigtigt mål for Tyskland. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest det strategiske sigte at sikre det vigtige angreb på Norge og sikringen af indsejlingen til Nordsøen.
Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endelig. Først den 29. februar blev det fastlagt, at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i Aalborg var vigtig) i forbindelse med invasionen af Norge. I den oprindelige plan skulle kun Nordjylland besættes. Planen blev ændret den 29. februar.

Der blev straks anlagt kystbatterier ved de vigtigste havne, herunder også ved Esbjerg.
Det var først, da det blev klart, at hverken England eller USSR kunne erobres hurtigt, at befæstningen af de tyskbesatte områder mod en eventuel invasion fra vest påbegyndtes.
Dette blev til den såkaldte "Atlantvold", der strakte sig over 2.800 Km. fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne i Frankrig i syd.
Udbygningen af Atlantvolden tog fart fra 1942 i takt med at krigslykken vendte sig mod Tyskland, og en invasion dermed blev stadig mere truende for tyskerne. Udbygningen blev intensiveret efter Feltmarskal Rommels inspektion af Atlantvolden i december 1943.
Rommels inspektionstur begyndte i Danmark, hvor han tilbragte tiden fra d. 3 – 14. december, inden han fortsatte ned ad Atlanterhavskysten.

Resultatet af Rommels tur var en ret negativ rapport til Hitler, der reagerede ved at gøre feltmarskallen ansvarlig for at bringe Atlantvolden op til den standard, denne selv havde foreslået. Uden at lægge skjul på, at han anså opgaven for næsten håbløs, tog Rommel med stor energi fat på at gøre volden til den uindtagelige fæstning, propagandaen allerede havde udnævnt den til at være.

I Danmark blev især Jyllands vestkyst befæstet, specielt omkring Hanstholm og Esbjerg, der ansås for de vigtigste og mest invasionstruede områder. Selvom Esbjerg Lufthavn var vigtig for Tyskerne, så var det ikke den der var grunden til den stærke befæstning. Det var Esbjerg havn. Esbjerg området ansås for det sandsynlige mål for en allieret landgang netop på grund af havnen.
Bøffelstillingen ved Blåvand
Befæstning omkring Esbjerg
Næst efter området ved Hanstholm, var Esbjerg og omegn det mest befæstede område i Danmark.
Esbjerg var vigtig, fordi det var den eneste havn på den danske vestkyst der kunne klare den trafik der ville være nødvendigt i forbindelse med en allieret landgang i Danmark/Jylland.

Udover forsvarsenhederne i og omkring Esbjerg, var der også radarstationer og kanonstilling ved Blåvandshuk og enhederne på øen Fanø - disse var lavet for at kontrollere indsejlingen til havnen i Esbjerg.

I 1940 begyndte Marinen at anlægge 3 tunge antiluftskyts(Flak) batterier ved Esbjerg og en enkelt på det nordlige Fanø. I August samme år blev dette dog reduceret til enhederne på Femhøje(M.Fl.B. 2./204) og Fanø(M.Fl.B. 3./204). Marinen og luftvåbnet etablerede istedet lette antiluftskytsstillinger ved havnen og på Fanø.

Den civile lufthavn blev kraftigt udvidet i 1940. Græsbanen blev forlænget og lufthavnen blev opgraderet til standarden for en Einsatzhafen, hvilket inkluderede flere betonbunkere.

Året efter, nemlig i 1941 opførte hæren et 10,5cm kystbatteri(H.K.B. 8./180) på den vestlige side af Fanø.

Ligesom ved mange andre støttepunkter i Danmark, startede man med først senere med at bygge bombesikre bunkere. Dette skete i 1942 - startende med antiluftskyts batteriet på Femhøje og hærens kystbatteri på Fanø.

I løbet af 1943 lavede man modstandsreder i områderne omkring havnen. Støttepunkter blev opført til at huse marinens og luftvåbnets kommando'er(Marko og Flagruko).

Tyskerne opførte et infanteri stützpunkt på det nordlige Fanø. Således kunne man "koble den sydlige del af øen fra", da den på dette tidspunkt var næsten ubeskyttet.

Efter at vigtigheden af havnen blev forhøjet i 1943 - byggede man to tunge antiluftskytsbatterier i Gammelby(M.Fl.B. 5./204) og Gjesing(M.Fl.B. 4./204). Ikke så lang tid efter begyndte man at bygge et kystbatteri(H.K.B. 12./180) med 12,2cm kanoner på Fanø. Dette batteri blev aldrig bygget færdigt.

I efteråret 1943 begyndte besættelsesmagten at grave antitank-grøfter omringende Esbjerg by. Samtdig med grøfternes udførelse - bestemte man at der skulle opføres et 15cm Marine kystbatteri(M.K.B. 2./518) i to dobbelt-tårne på den nordlige spids af Fanø - Batterie Graadyb (indtil det stod klart opstillede man et 10,5cm batteri i nærheden)

Sidst i 1944 blev der opført endnu et batteri(M.K.B. 3./518) på vestkysten af Fanø - Fanö Plantage. Det bestod af danske 15cm skibskanoner.

Rundt om i forsvarsområderne blev der også placeret en række søgelysenheder.
Tirpitz kanon
Det tilbageværende kanonrør. Det "strandede" i Guldager, blev transporteret til Tøjhusmuseet og senere til Hansholm, hvor det i dag er udstillet. Den forventede levetid for et enkelt kanonrør blev beregnet til ca. 250 skud, før selve riffelgangen i røret var slidt op og således skulle udskiftes. I/ved Tirpitz museet findes stadig nogle af de udskiftelige segmenter, som riffelgangen var opbygget af. Foto: Morten Jensen, Randers, Denmark - Hanstholm Bunker museum
Marine Kystbatteri Vogelnest
Arbejdet på kanonstillingen ved Blåvand/Oksbøl blev påbegyndt af tyskerne i juli 1944 og kanonerne skulle efter planen være operative i september 1945. Kanonbatteriet skulle bevæbnes med to styk reserve kanontårne fra slagskibet Tirpitz, udstyret med 380 mm. kanoner. Det var ellers planen at slagskibet Gneisenau, skulle have opgraderet sine 280 mm. kanoner med disse tårne, men mens skibet lå på værft i Goteshafen (i dag Gdynia i Polen) blev der svært beskadiget at et allieret luftangreb og planen blev derfor opgivet. I stedet blev Gneisenau’s kanontårne flyttet ud til forstærkning af Atlantvolden i Kanonbatteri Oerlandet og Kanonbatteri Fjell, og to af de nye 380 mm. kanontårne til Vogelnest.
De to kanontårne var udstyret med hver 2 styk 380 mm. kanoner, der var dobbelt monteret.  Kanonerne var identiske med dem der var installeret i Kanonbatteriet i Hanstholm, men i Oksbøl skulle de altså monteres 2 og 2 i pansertårnene. Med en special granat på 495 kg. kunne kanonerne skyde 55 km., standard granaten vejede 800 kg. og her var rækkevidden 42 km.
Ved befrielsen var begge kanonbunkers (S 561) næsten færdig støbte, mens de fire 110 tons tunge kanonrør, stadig lå på Guldager station, idet en af broerne over Varde å, ikke kunne bære vægten.
Der er i dag indrettet museum i den sydlige kanonbunker - Tirpitz Museet.

Det tyske luftvåben (Luftwaffe) begyndte i sommeren 1942 anlæggelsen af en radarstation nordøst for kanonbatteriet. Stützpunkt Büffel havde ud over et kraftigt luftværnsforsvar, en stor kommandobunker (L487) i to plan. En stor Mammut radar på 30 x 10 meter monteret på en bunker (L485) skulle overvåge farvandet mod vest for allierede flyvemaskiner. Rækkevidden var på 300 km. hvilket var over halvvejs til England.

Fra efteråret 1943 begyndte den tyske marine at anlægge en radarstation sydøst for kanonbatteriet; blandt andet indholdende et bunkertårn (V174) med en Würzburg-radar monteret på toppen. Denne radar type kunne spore skibe på afstande op til 80 km.
Med dette link kan man se en video der er lagt på YouTube. Linket er til en film optaget fra Prinz Eugen der var ledsageskib til Bismarck. Filmen viser Bismarck i kamp med slagkrydseren Hood. Cirka midt i klippet ser man begyndelsen af slaget. Man ser de frygtindgydende kanoner blive affyret - samme type kanoner som var planlagt opstillet i Blåvand. De enorme mundingsglimt er resultatet af en 800 kg. tung granat der sendes afsted mod Hood der befinder sig 10/11 sømil borte. Man ser også nedslagene af granaterne der er sendt fra Hood, men de er ikke så fatale som de granater fra Bismarck der sænkede Hood efter blot 5 minutters kamp.
Med dette link kan ses lidt tekst om slaget i Danmarksstrædet.
Bunkerne på Fanø
Fanø udgjorde under 2. Verdenskrig en del af befæstningen omkring Esbjerg og dennes vigtige havn. Som følge heraf blev Fanø udbygget med knap 300 bunkere, der især er placeret på øens nordlige del.

Befæstningen omfattede et større antal kyst- og luftværnsbatterier samt befæstning langs kysten, og der blev udlagt i alt 49.000 miner på øen. De tyske besættelsestropper udgjorde ca. 3.000 mand, hvortil kom ca 1.200 danske arbejdere, der deltog i bunkerbyggeriet. Den lokale befolkning på ca 3.000 sjæle var således i undertal på deres egen ø.

De fleste bunkere ligger stadig i landskabet, og det er muligt at komme ind i hovedparten af dem.
Kilder:
https://www.atlantvoldsydvest.dk/om/
https://www.fia.dk/upl/website/forside/FIADKfolder2017final.pdf
https://www.battlefieldsww2.com/marine-kystbatteri-vogelnest.html
https://da.wikipedia.org/wiki/Atlantvolden
https://da.wikipedia.org/wiki/Bes%C3%A6ttelsen

Besøg Museets hjemmeside for at se priser og åbningstider:

Tilbage til indhold