Verdensskoven - Bramminginfo

Gå til indhold

Verdensskoven


Lad os bare være ærlige. De eksotiske planter, der oprindeligt gav inspiration til Verdensskovens navn, er altså mere eller mindre visnet bort. Tanken var at plante træer fra hele verden, og børn fra Gørding Skole hjalp til med arbejdet. I dag møder man dog ikke mange palmer i det grønne område midt i Gørding - men Verdensskoven er så absolut et besøg værd alligevel.
Tag toget til Gørding Station, og få minutter efter står du i et fint og overskueligt grønt område, hvor det er oplagt at bygge huler, fange haletudser med net i den lille sø eller tage en tur over balancebommen på naturlegepladsen. En lille sti fører rundt i området og videre ud i den ældre skov bagved, hvis I skal på større ekspeditioner. Herfra kan I også følge hjertestien, der er 4,4 km lang, og som tager jer på en fin tur gennem Gørding.
Når solen skinner, er Verdensskoven et fint udflugtsmål for familien eller din mødregruppe. Du kommer nemt rundt med barnevogn, og de større børn kan uden problemer udforske pladsen på egen hånd, mens de voksne tager et hvil.
Historien bag verdensskoven
Før kommunalreformen i 2007, var Gørding en del af Bramming kommune.
Egenlig var planerne for denne østlige del af Gørding, at området skulle udstykkes til nogle spændende skovgrunde, men det blev ikke til noget. Dertil var undergrunden for fugtig, og så var det, at idéen om at plante en Verdensskov opstod i Bramming kommunes Teknisk udvalg. En af idemændene bag verdensskoven var Egon Westergaard.

I 1996 begyndte beplantningen - i første omgang blev "Danmark" og dele af "Europa" anlagt. Senere kom de andre verdensdele. I nogle af verdensdelene blev plantet træer der ellers trivedes under noget andre forhold end det de her blev "udsat" for. Det viste sig da også senere at udfordringerne for de mest eksotiske af udplantede vækster, blev for store. For især planterne fra det Afrikanske kontinent blev udfordringerne for manges vedkommende for store. Det fjernede jo lidt af "Verden" fra "Verdensskoven". Men i dag står en skov med de vækster der overlevede - de fleste dog fordi de stod under forhold de var "skabt" til.

Mange af væksterne blev plantet af skoleklasser. Lærer Kirsten Klinge fra Gørding skole, mødte i de følgende år trofast op med en skoleklasse en gang om året for at plante flere træer.

I 2008 hvor det nu hed Esbjerg kommune, blev ideen med en "Verdensskov" fortsat. Man etablerede en legeplads og man skulle kunne balancere mellem kontinenterne, og der er udskårne træfigurer fra de forskellige kontinenter, der kan sætte gang i fantasien.

I 2015 blev der i forbindelse med områdefornyelsen i Gørding, anlagt bedre stier, beplantningen blev trimmet og på udvalgte steder blev der etableret belysning.

Der er således midt i Gørding en skov der indbyder til en gåtur. Det er dog nok børn der vil få mest ud af et besøg i "Verdensskoven"
Tilbage til indhold